tirsdag den 30. juli 2019

I'll try to brace the lows

Sidste år anbefalede jeg en række Stephen King-podcasts og nævnte i samme omgang, at jeg langt fra havde lyttet til alle tilgængelige King-relaterede podcasts derude, og at indlægget derfor ville få en del to. Det kommer i dag, men der findes tilsyneladende en uudtømmelig kilde af guld derude, så jeg kan ikke udelukke en del tre engang i fremtiden. Dagens podcasts følger i nogenlunde prioriteret rækkefølge med den bedste først, og der er flere kandidater, der udfordrer toppen på den første liste - men der er bestemt også et par stykker i den anden ende af skalaen. 


The Loser's Club - A Stephen King Podcast

Før alle de andre - og med en betydelig afstand - må jeg nævne mastodonten The Losers Club, som jeg egentlig længe havde styret udenom. Jeg lyttede til et par afsnit med seks-syv gæster i studiet; de varede flere timer og var alt for rodede, og jeg opgav hurtigt at kaste mig over de mere end hundrede afsnit. De interessante titler blev dog ved med at lokke, og da podcasten fra Consequense of Sound i januar ryddede grundigt op, slettede overflødige afsnit og strammede op på konceptet, gav jeg det endnu en chance. Og jeg har ikke set mig tilbage, for selvom der findes andre værter, jeg er gladere for, gør deres store viden, prominente gæster (instruktører af diverse store King-projekter, f.eks.), lækre lyd og gode valg af emner denne podcast til en af de allervigtigste, hvis man er Stephen King-fan. 

PLUS: Værterne ved generelt rigtig meget om Stephen King. De analyserer alle nyheder fra King-universet indgående; It-traileren fik sit eget afsnit, ligesom de også har et segment, hvor de læser Stephen Kings tweets op. Værterne er generelt sjove og heldigvis meget ærlige - selvom de i ét afsnit f.eks. interviewer instruktørerne bag den nye Pet Sematary, kan de sagtens udpege de mindre vellykkede elementer ved filmen senere. Der er seks værter nu, men de er meget sjældent alle i studiet på samme tid. 

MINUS: Podcasten kan stadig virke lidt overvældende at gå i gang med, da de tidlige afsnit stadig er meget massive. Jeg er dog startet fra den modsatte ende (SÅ sjovt vil det heller ikke være  at lytte til en timelang analyse af traileren til Doctor Sleep et år fra nu), og så lytter jeg til de afsnit, der behandler de bøger jeg læser løbende. Ellers har jeg ikke længere nogle anker, og The Loser's Club er blevet en klar prioritet i mit feed.



The Stephen King Boo! Club

Podcasten med det lidt kiksede, men også charmerende navn er præcis som navnet lyder; med to værter, der er nørdede på den søde måde, og som med en god dynamik imellem sig behandler alle Kings bestsellers (hvilket praktisk talt er hele hans biografi). Phoenix Crockett og Stephen Indrisano er vennerne bag, og de har begge læst psykologi, hvilket normalt ville få alle mine faresignaler til at blinke - psykologistuderende kan nogle gange være lidt... ahem, belærende eller overforklarende, men i denne podcast giver det drengene mulighed for at komme med nogle utroligt indsigtsfulde og præcise analyser, og det er hurtigt blevet en af mine favoritter.

PLUS: Værterne virker bare helt enormt sympatiske. De er forholdsvis stringente i deres podcasting, men de få, personlige anekdoter der bliver plads til, er for mig ganske velkomne. De læser også selvbiografien On Writing sideløbende, hvilket giver en god kontekst til den tid, et værk er skrevet i, og selvom det ikke er nye oplysninger for mig, er det alligevel interessant at lytte til andre fortælle om det. Podcasten startede i oktober 2018 og er derfor relativt ny, men det betyder også, at værterne stadig har masser at tale om - og så bor den ene i Maine, og kan derfor give god insiderviden på dialekter og mærkelige skikke. 

MINUS: Der er ikke rigtig nogle minusser. Det nærmeste skulle være at de læser tekststykker op, der har rørt dem særligt meget fra den bog, de behandler - men det er for det meste nogle virkeligt gode bidder, der bidrager godt til den videre diskussion, så det er ikke en reel kritik. 

Tower Junkies
Tower Junkies, præsenteret af Obsessive Viewer, minder på en eller anden måde lidt om Boo! Club'en fra før, da det også er to gode venner, Matt og Tiny, der diskuterer Stephen King, fyrer jokes af og er super nørdede, og det er endnu en podcast, jeg også holder meget af. Deres udgangspunkt er - som navnet fortæller - The Dark Tower-serien, men de er kommet ganske vidt omkring i løbet af de første tredive episoder, der er inddelt i overskuelige kategorier alt efter emne. 

PLUS: Drengene har en virkelig god energi - de kan både snakke begejstret om deres katte, og indgå i længere, dybdegående analyser, og jeg keder mig aldrig, når jeg lytter til dem. 

MINUS: Lyden er i enkelte episoder ikke helt i top, men det er ikke et generelt problem. 
Dark Tower Radio
Hvor sidste omgang podcasts var en mere blandet omgang, er der i dag en noget klarere skillelinje imellem de podcasts, jeg meget gerne sender en anbefaling efter, og dem, hvor man nok skal være mere end almindeligt King-interesseret for at få noget ud af dem, og de sidste fire podcasts hører desværre til sidstnævnte. Dark Tower Radio er endnu et kæmpeprojekt med over halvtreds, meget lange episoder - og her er ingen stringent selvkritik eller kategorisering, så det er lidt en uoverskuelig rodebunke at dykke ned i. Værten Jeremy Lloyd er ganske sympatisk og ved en masse - og det samme gør hans gæster, men alt i alt bliver det lidt for stenet. 

PLUS: Jeremy og gæsterne går til emnerne med en hidtil uset grundighed, og de har blandt andet dækket tegneserierne over The Dark Tower, hvilket ikke mange andre har gjort. De ved virkelig meget, og det er fedt at nørde The Dark Tower til det ekstreme - men grundet den lidt dårlige kategorisering, kan guldkornene gemme sig hvor som helst. 

MINUS: Der kan nogle gange være ret dårlig lyd - især, når der er gæster i studiet med Jeremy, hvor den ene mikrofon er alt for høj og skinger i forhold til den anden. Det er en kæmpe irritationsfaktor. Jeg kunne også godt ønske mig en lidt eller anden form for manuskript samt en grundigere redigering, for nogle gange går samtalen totalt i tomgang. 
The Year of King
Denne podcast tiltalte mig pga. dens lidt anderledes format, hvor to venner, Kayla og Justin, på et år vil forsøge at læse alle Kings bestsellers og anmelde dem i korte afsnit på femten-tyve minutter. Justin er førstegangslæser, og Kayla har heller ikke den store King-baggrund, og det er af og til helt forfriskende at høre en helt ny vinkel på de værker, jeg kender ud og ind. 

PLUS: Det korte format - jeg kan altid lige overskue at lytte til det nyeste afsnit, selvom indholdet ikke er helt i top (jeg giver det i hvert fald lige fem afsnit mere). 

MINUS: Min begejstring for podcasten er desværre dalet lidt undervejs, i takt med at værterne virker til at blive mere og mere trætte af at læse King. Det var sjovt i starten, da de hatede på Firestarter og Cujo, der bestemt heller ikke er for alle, men de hader også The Gunslinger og The Talisman uden egentlig at have givet bøgerne den tid og opmærksomhed de kræver, og det irriterer mig. Hvis de var mere comedy-orienterede, ville deres bashing måske virke bedre, men nu er det mest af alt bare lidt surt. 
Kingology
Selvom Kingology skiller sig en anelse ud fra mængden ved at være fra England, er det desværre endnu en podcast, man godt kan være foruden - selvom den dog er blevet meget bedre efter at værten Mark Cain fik en næsten fast co-host (ja ja, jeg er completist og har hørt det hele). De ved meget om Stephen King, men alt i alt findes der så mange bedre podcasts derude. 

PLUS: Deres behandling af IT var rigtig god. Han har ofte interessante gæster i studiet, men det er lidt vanskeligt at finde frem til de gode afsnit, desværre.

MINUS: Afsnittene varer alt fra ti minutter til halvanden time, har ingen struktur og tydeligvis ikke noget manuskript. Mark Cain mumler en del, selvom det er blevet meget bedre med tiden, og lyden er i det hele taget ikke den bedste. Der er desuden heller ikke udgivet nye episoder i et stykke tid. 

The Dark Multiverse of Stephen King

Til allersidst den allerdårligste podcast, som jeg faktisk har opgivet at lytte videre til, selvom det er svært for mig, når jeg først er gået i gang. Men det er simpelthen et par utroligt irriterende mennesker med lige så irriterende stemmer; heller ikke her er der nogen struktur, og de snakker om The Shining når de burde snakke om Pet Sematary. Der er ikke rigtigt nogle plusser, og jeg gider ikke spilde flere ord på den.


Post Mortem With Mick Garris
Til gengæld må jeg som bonusinfo lige nævne Mick Garris' horror-podcast Post Mortem, hvor han interviewer nogle virkeligt prominente og interessante gæster. Mick Garris er selv instruktør, og er manden bag Sleepwalkers, The Stand, The Shining TV-serien, Quicksilver Highway, Riding The Bullet, Desperation og Bag of Bones, så han må siges at være den perfekte kandidat til at lave et godt interview med Stephen King - og det er lige hvad han har gjort. Det kan høres her, og det er en hyggelig lille omgang, der dog nok også mest er for fans. Men tjek Post Mortem ud - jeg har nydt interviews med blandt andre Bryan Fuller, Neil Gaiman, Ari Aster, John Carpenter og Mike Flanagan. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar