fredag den 5. juli 2019

I'm conditioned by the system

I mandags på Broens Gadekøkken; bowls fra California Kitchen
De sidste par år er jeg for alvor begyndt at gå meget ud at spise. Jeg har hele mit liv været ret god til at passe på mine penge - jeg har aldrig været nærig (udover da jeg var barn og nøje førte regnskab for min søsters og mit forbrug af udenlandsk valuta på vores sommerferier - jeg skulle IKKE snydes for et ekstra keramikdyr eller en grim magnet, bare fordi min søster uansvarligt brugte sine lommepenge for hurtigt), men har altid været ret sparsommelig. Og mad har været én af de ting, jeg slet ikke har haft lyst til at bruge penge på, fordi der alt andet lige er tale om en ret kort fornøjelse. De senere år har jeg dog fået lidt flere penge på lommen (og den sidste måned endnu flere - hurra for første, 'ægte' voksenløn!), og mine prioriteter har ændret sig lidt. 

På samme tid har jeg nemlig heller ingen interesse i at lave mad. Den er totalt ikke-eksisterende. Jeg har efterhånden lært mig selv at lave ti, relativt nemme go-to-retter, men jeg kommer aldrig til at hygge mig med at stå i et køkken og snitte, stege og bage. Det har jeg også brugt mange, mange år på at skamme mig over; jeg har følt mig forkert og ugidelig, og jeg har gentagne gange prøvet at fremtvinge bare en lille begejstring over en vellykket salat eller en perfekt tærte. 

Sidste år faldt jeg over en undersøgelse der viste, at en tredjedel af danskerne ikke bruger mere end et kvarter i gennemsnit på aftensmaden, og selvom konklusionerne i de fleste artikler er ret nedslående, synes jeg næsten det var helt rart at opdage, for selvom jeg ikke gider skamme mig over min manglende affektion for madlavning mere, synes jeg i forvejen, at jeg har rigeligt med andre holdninger og præferencer der stikker lidt ud fra normen. 


Meget lækker Chevre Chaud fra Café Cire i Valby i torsdags, hvor jeg også fandt min dyrepasserdrøm på Drømmegavlen
Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at det skulle blive en længere smøre om den danske madkultur, men jeg føler alligevel et behov for at nævne min egen opvækst. Jeg ville nemlig ikke selv have undværet mine aftenmåltider ved køkkenbordet i barndomshjemmet for noget, for det har været helt klassisk kernefamilie-style; varm, hjemmelavet, god mad hver aften; min far, mor, søster og jeg spiste altid sammen, og fjernsyn var noget man kunne tænde for senere i stuen ovenpå, for ved bordet blev der fortalt historier fra børnehaven og skolen, planlagt ferier, øvet tabeller og grædt over broccoli. Jeg har aldrig opfattet det som noget særligt, men har i løbet af min opvækst måske lidt naivt måttet sande, at det i mange familier langt fra er en selvfølge at mødes omkring aftensmaden. Jeg ville aldrig kunne frembringe en magi omkring at stå i et køkken som min mor kunne, og jeg ville slet ikke kunne overskue at skulle tænke på sund, nærende og varieret aftensmad til børn, hvis præferencer ændrer sig otte gange i minuttet, så selvom barnet nok skulle overleve alligevel, er det også endnu et punkt til min childfree-liste. I øvrigt er min søster ret glad for at bage og lave lækker mad, så min manglende entusiasme er altså ikke genetisk betinget. 

Nu er jeg reelt ude at spise hele tiden uden at det føles ekstravagant. Jeg kan stadig godt stå i mit køkken og snakke med en god veninde imens vi snitter tusind ingredienser til en lækker salat - men så er fokus jo også fjernet lidt fra det afsindigt kedelige arbejde, og jeg har fået flere og flere venner og bekendte, hvor skabelonen for vores samvær er blevet en middag på en café/restaurant efterfulgt af en lang gåtur med plads til de snakke, der måske ikke er så restaurations-egnede, og det passer mig så godt. Min kæreste og jeg er også blevet bedre til at gå ud og spise den pizza, vi ellers ville have fortæret hjemme i sofaen, og det er vel også en slags succes.

Jeg elsker mad, og jeg elsker rigtig god mad, men jeg har hverken lysten eller evnerne til at lave den selv - og det har jeg efterhånden fundet mig ret godt til rette med. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar