onsdag den 24. juli 2019

no matter how it starts it ends the same

Endnu et halvår er gået, og det er dermed blevet tid til en liste over de tv-serier, jeg har binget i årets første seks måneder. Som altid har jeg kun medregnet de serier, hvor jeg har set sæsonen færdig - derfor vil serier som The Handmaid's Tale og den fremragende Gösta først optræde på næste liste. Der er også mange, mange serier, jeg har skrevet på min must-see liste, men som jeg ikke har haft tid til at gå på opdagelse i endnu, så der vil også være åbenlyse mangler i disse indlæg. Link til tidligere lister findes i øvrigt her, og all that being said; her følger første del af min prioriterede liste over årets første tv-serier:   
17. Simpsons sæson 30
De serier, der indtager pladserne nederst på min liste, bliver sværere og sværere at komme igennem, men som jeg har talt om tidligere, har jeg utroligt svært ved at stoppe med at se f.eks. The Simpsons, selvom det efterhånden meget sjældent får mig til at trække på smilebåndet. Jeg havde håbet, at serien ville stoppe med denne nye milepæl - tredive sæsoner er virkeligt imponerende! - men det lader til, at jeg ikke er helt færdig med den gule familie fra Springfield. 

16. Modern Family sæson 10
Jeg har også tidligere skrevet om, at Modern Family stadig er nogenlunde relevant, selvom børnene i familierne nu reelt er blevet voksne, men i denne tiende sæson er historieskrivningen begyndt at virke lidt anstrengt. Jeg blev helt lettet over at se, at næste sæson også bliver den sidste, for det er så synd, når ellers gode serier ender med fire-fem helt ligegyldige sæsoner. 
15.  Arrested Development sæson 5
Det var en virkelig god nyhed, at Arrested Development vendte tilbage til skærmen i 2013 efter syv års pause, men denne nye reunion har desværre ikke været helt så vellykket, og Bluth-familiens uduelighed er efterhånden mest af alt en smule trættende. Det kan jo aldrig gå heeelt galt med Ron Howard bag roret og en bunke virkeligt sjove skuespillere, men jeg havde helt ærligt håbet på lidt mere fra det talentfulde hold. 

14. Vikings s. 5
Det er meget længe siden at Vikings har været bare i nærheden af noget, der er historisk faktuelt korrekt, og i denne anden halvdel af femte sæson er serien for alvor gået amok i farverige ritualer og udklædning lånt fra diverse fiktive og rigtige trossamfund, men det klæder den faktisk. Jeg ser udelukkende Vikings pga. underholdningsværdien nu, der i denne sæson er i top pga. nogle ret episke kampscener og helt urealistiske karakterer. Vikings stopper efter næste sæson, og det er endnu en serie, jeg ikke er ked af at se slutte, selvom femte sæson har føltes som lidt af en genfødsel. 

13. Unbreakable Kimmy Schmidt s. 4
Til gengæld var det tid til at sige farvel til Kimmy Schmidt; Tina Feys enormt sympatiske og naive karakter, der prøver at navigere et hektisk liv i New York efter at have været indespærret i en bunker af en vanvittig kultleder hele sin ungdom. Den sluttede med en timelang finale, der var et ret sjovt take på filmen 'Sliding Doors', og selvom serien også i denne sidste sæson går efter nogle lidt nemme ofre (Trump får ret selvfølgeligt nogle tæsk), har det været et virkelig fint bekendtskab i alle fire sæsoner, og jeg kan sagtens anbefale den til en regnvejrssøndag. 
12. Black Mirror sæson 5
Jeg havde virkelig håbet, at jeg ville placere femte sæson af Black Mirror helt i toppen af min liste, men når kun ét ud af tre afsnit for alvor vækker genklang hos mig, kan jeg ikke retfærdiggøre en højere placering. Det første afsnit, 'Striking Vipers', er et helt forrygende afsnit, der måske nok spiller på lidt rigeligt af de samme tangenter som tidligere set, men som alligevel når i mål med fantastisk flotte billeder, godt skuespil og en virkelig god historie. Andet afsnit sagde mig desværre ikke så meget, og selvom jeg havde håbet at jeg ville elske 'Rachel, Jack and Ashley Too' med Miley Cyrus, som jeg har et underligt crush på, var det ikke tilfældet. Historien bag føltes lidt rigeligt som genbrug, og selvom Miley gjorde det godt, var jeg ikke overbevist af de andre skuespilpræstationer. 
11. The Act
HBO satser ligesom Netflix stort på true crime-genren, og heldigvis for det, for The Act er med sine otte afsnit et sært fascinerende indblik i historien bag Gypsy Rose, der blev løjet syg af sin mor under hele sin opvækst. Moderen, der spilles hårrejsende godt af Patricia Arquette, lider af Münchausen By Proxy og stopper derfor ikke ved bare at lyve; hun mishandler indirekte og direkte sin datter, og det er virkeligt hjerteskærende at se. Chloë Sevigny spiller en heldigvis nysgerrig nabo, og skuespillet er helt overordnet med til at trække serien op, men jeg synes måske, at den er to afsnit for lang. 


10. Star Trek Discovery s. 2
Anden sæson af Star Trek Discovery overbeviser mig igen om, at jeg tilsyneladende er blevet sci-fi-fan i almindelighed og har tydelige Trekkie-tendenser i særdeleshed, for jeg er igen virkelig godt underholdt af mandskabet på Discovery, og er især imponeret af seriens evne til respektfuldt at blande ældre Star Trek-historier (jeg elsker nok denne version af Spock mest af alle) med nyere storylines. Den er flot, spændende og ind imellem ganske rørende, og det vil være et godt sted at starte, hvis man kunne tænke sig at tjekke noget Star Trek ud. 
9. American Gods s. 2
Jeg har ventet i to år på anden sæson af fantasyserien bygget på Neil Gaimans American Gods, og i foråret fik vi ti vilde afsnit med Ian McShanes Odin og hans bodyguard Shadow Moon, der i løbet af denne sæson selv udviser visse overjordiske egenskaber. Bryan Fuller, som jeg er meget glad for, stod bag den fremragende første sæson, men efter hans afgang bærer serien desværre lidt præg af at mangle en ordentlig showrunner. Der er dog stadig knald på, og der er et væld af interessante karakterer, nye og gamle guder - måske endda lidt for mange. Jeg er spændt på at se, hvor historien fører os hen i tredje sæson, men så tror jeg heller ikke, at der er mere gods tilbage i dén roman. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar