lørdag den 20. juli 2019

staying awake to chase a dream

Det er allerede en uge siden jeg kom hjem fra Tyskland, og jeg har som altid haft en lille smule ferieblues. Lige nu er det helt rigtigt for mig at bo i København, men derfor kan jeg alligevel godt blive overvældet af en trang til at leve det simple liv i en skov i Tyskland af og til - eller i en mindre by som Quedlinburg, der med sine mange krogede gader, brosten og bindingsværkshuse fremstår ganske idyllisk. Jeg er ganske bevidst om, at det også hurtigt ville blive hverdag dér, men det er rart at bevare illusionen lidt.
Den seneste uge er gået med ret meget genopladning - det er hårdt at holde ferie! - og mere ferie. Jeg har haft en veninde boende et par dage, været i vandet og fortsat stilen fra Tyskland med at spise uhyggeligt mange snacks - og så har jeg været i biografen og se Midsommar. Jeg ELSKEDE Ari Asters Hereditary fra sidste år, så jeg havde virkelig glædet mig til dette nye værk - og jeg havde holdt mig langt fra både trailer og spoilers, så jeg gik ind i mørket helt uforberedt. Det var en chokerende oplevelse; det er uden sammenligning den lyseste gyserfilm, jeg nogensinde har set, og nok også en af de flotteste. Sverige om sommeren kan noget helt særligt, selvom jeg nok vil være lidt varsom med at udforske landet nu, og selvom Midsommar ikke er helt så uhyggelig som Hereditary, vil oplevelsen blive siddende i mig længe endnu, og den får mine varmeste anbefalinger. 

2 kommentarer:

  1. Den gyserhungrende22. juli 2019 kl. 22.18

    Vi må altså snart ha mig catchet up og få set nogle af de gysere sammen!!!

    SvarSlet