søndag den 14. juli 2019

there is a view that reaches far

Jeg vil altid gerne slå et slag for at rejse på ferie til Tyskland, der har så vidunderligt mange skønne steder at byde på, og i disse tider, hvor vi skal begrænse vores flyveture, er en kør-selv-ferie til Harzen helt genial. (Jeg er klar over, at det havde været endnu mere klimavenligt at tage toget eller cykle eller kravle - men jeg synes nu egentlig vi gjorde hvad vi kunne med at presse fire voksne og et kæmpe barnesæde + barn ind i én bil. I år boede vi i Quedlinburg og var tæt på et utal af fine oplevelser - og mange af dem var i Thale, 10 kilometer væk. 

I Thale kan man tage en svævebane op på bjerget til Hexentanzplatz, og det er et af mine allerbedste barndomsminder, og noget, jeg efterhånden har gjort i hvert fald fire gange. På toppen ligger en dyrepark, et bjergteater (hvor man kunne se Angelo Kelly senere på sommeren - det kunne have været SÅ sjovt!) og adskillige udsigtspunkter med blik over den smukke Bodetal. Siden min barndom er stedet blevet peppet lidt op, og man kan nu også spille minigolf omringet af hekse i træ, besøge et heksehus og se en vist liiidt for poppet 'uhyggelig' udstilling. Det er et enormt charmerende og hyggeligt sted for både børn og voksne, og jeg vil gerne sende mine varmeste anbefalinger efter det. 
Dyreparken kunne godt trænge til en lille opdatering, dog. Langt de fleste dyr havde rigtigt gode forhold, masser af mulighed for at gemme sig og udvise naturlig adfærd, men der var enkelte anlæg der burde udvides eller nedlægges. Vildsvin, hjorte og ulve boltrede sig på meget plads, men tiden er efterhånden løbet fra at holde intelligente fugle i relativt små bure - en ravn er jo nærmest klogere end min niece. Alt i alt er dyreparken dog et fint lille sted, og hvis jeg kunne undgå ret meget menneskelig interaktion, ville det være tæt på et drømmejob for mig at være dyrepasser dér. 
Min far og jeg vendte tilbage til Thale senere på ugen, da jeg ikke havde kørt nok i svævebane - udover kabinebanen til Hexentanzplatz kan man nemlig samme sted tage en stolelift op til  Roßtrappe, hvilket er en virkelig hyggelig tur. På toppen kan man kigge over på Hexentanzplatz, og et "hovaftryk" i klippen fortæller sagnet om prinsesse Brunhilde, der på hesteryg sprang over dalen i desperat flugt fra ridder Bodo, der var dybt forelsket i hende. 
Ligesom stoleliften ikke var klapvognsegnet, var næste destination heller ikke specielt børneegnet, men min far og jeg nød en tur på Thales DDR Museum, der var bygget op lidt ligesom Arbejdermuseet i København med værelser fra bestemte tidsperioder. Museet lå på sjette sal ovenpå en møbelforretning, og det hele havde i det hele taget en lidt sød, 'hjemmelavet' vibe over sig, selvom der bestemt var styr på fakta og informationsskilte - måske lidt for meget endda; der var SÅ MEGET tekst. Det kan man jo ikke klage over, men ikke-tysktalende får nok ikke ret meget ud af museet, for der har ikke været plads på skiltene til en engelsk oversættelse. Vi læste det meste, fandt grimt legetøj og nostalgivækkende indretning, og det var en rigtig hyggelig eftermiddag sammen med min far.

Der sker mange flere ting i Thale, end dem jeg har nævnt her, og byen er i det hele taget et godt udgangspunkt for at finde spændende aktiviteter i Østharzen. Jeg bliver i hvert fald aldrig rigtig træt af at være der. 

4 kommentarer:

  1. Der ser prægtigt ud. Vi overvejer selv stadig at køre til Tyskland med børnene, men det ender dog nok med Sverige denne gang.

    PS. Taler vi The Kelly Family ... ?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis det ikke skinner tydeligt nok igennem, kan jeg i hvert fald virkelig anbefale en Tysklandstur - også med mindre børn. Nogle af mine bedste barndomsminder er fra de ferier, og det er skønt at genopleve stederne som voksen. Vi har nu også haft nogle dejlige ferier i Sverige, men med min fars indgående kendskab til tysk historie, eventyr og sagaer, har det bare altid været lidt særligt at være sydpå. :)

      PS. JA! :D Ham den mindste har nu sit eget familieband. Dét ville jeg gerne have oplevet på toppen af et heksebjerg.

      Slet
  2. Jeg ville bare så gerne ha set Angelo. Det havde været legendarisk!

    SvarSlet
    Svar
    1. Enig. Og med kig udover bjerget! Det er helt klart på min bucket list nu.

      Slet