torsdag den 25. juli 2019

this world is made of blinking lights


8. NOS4A2 sæson 1
Første sæson af adaptionen af Joe Hills NOS4A2 skulle egentlig have haft sit eget indlæg sammen med min anmeldelse af romanen, men tiden er løbet fra mig, og det må vente lidt. Jeg har dog generelt snakket alt, alt for lidt om Stephen Kings talentfulde søn, der især med sine noveller er fuldt ud på højde med sin far i dennes storhedstid, og som har skrevet et lille mesterværk med NOS4A2. Serien lever desværre slet ikke op til bogen - heller ikke selvom jeg havde virkeligt lave forventninger. Der er nogle ret problematiske ændringer; den største værende hovedpersonen Vic McQueens alder, der ellers er en kæmpe faktor i historien, og så er det ærgerligt, at de så tydeligt trækker historien ud til at skulle bære en anden sæson, hvilket er helt unødvendigt. Den havde stået meget skarpere som en afsluttet historie, men jeg skal helt sikkert se med næste år - for trods mine lidt hårde ord, har jeg været ret godt underholdt af dette moderne vampyrdrama. 
7. Chernobyl
Ligesom alle andre har jeg også gyst over HBOs Chernobyl, der ganske respektfuldt behandler ulykken på atomkraftværket i april 1986. Den har primært britiske skuespillere i hovedrollerne, hvilket er et valg, jeg egentlig synes de lykkes ret godt med, og i det hele taget navigerer serien fint udenom at pege fingre af andet end åbenlyse løgne og dumhed. Det er en tragisk historie, og det er svært ikke at få en klump i halsen flere gange; som når brandmændene forgæves kæmper mod flammerne, når hele familier danser rundt i radioaktivt nedfald, og når unge mænd sendes ud for at aflive alle husdyrene i området. Det er en barsk, vigtig og anbefalelsesværdig serie. 
6. Game of Thrones sæson 8
Meh. Det er nok desværre den dominerende følelse jeg sidder tilbage med et par måneder efter afslutningen på Game of Thrones, og det er måske mest sigende af alt, at jeg faktisk havde glemt serien, da jeg først lavede min liste. Der er SÅ. MEGET. jeg gerne vil sige om disse seks afsnit og serien generelt, men på den positive side har jeg sjældent set noget TV, der har fået mig til at føle så meget, som et par af afsnittene i denne sidste sæson har gjort. Og når historien nu alligevel var ved at udvikle sig helt skørt, var slutningen heller ikke horribel - der var bare meget undervejs, jeg ikke kan tilgive (Night Kings tidlige endeligt, Jamies ekstremt uværdige død og Daenerys' helt vanvittige karakterbrist, for bare at nævne et par stykker). 

5. High Maintenance sæson 3
Jeg har flere gange skrevet om Ben og Katja Sinclairs High Maintenance, og jeg er stadig meget glad for denne lille, langsomme perle, der giver nogle fine portrætter af både helt almindelige og meget skæve indbyggere i New York. Serien står stadig virkelig stærkt, selvom serieskaberne ikke selv mener, at det er deres bedste sæson. Her er til gengæld en serie, der for min skyld gerne må blive ved længe endnu, og jeg glæder mig til sæson 4. 
4. Stranger Things sæson 3
Med en udgivelsesdato den fjerde juli, burde Stranger Things først optræde på min næste liste, men jeg har lige binget hele serien sammen med min kæreste, og det er jo nu, det er sjovt at snakke om den. For det var et herligt gensyn med ungerne fra Hawkins - selvom serien til tider er lige lovligt karikeret, føles det trygt og velkendt at tilbringe tid med de forskellige grupper, omend jeg godt kunne have ønsket mig at se det originale slæng samlet lidt oftere. Jeg tror stadig jeg synes, at serien godt kunne have sluttet efter første sæson, men når det nu skal være, er jeg virkelig godt underholdt af de vellykkede monstre og sjove replikker - og Steve er lidt overraskende blevet en af mine favoritkarakterer. Jeg var pinligt glad for 'Never Ending Story'-duetten. 

3. Cobra Kai  sæson 2
Første sæson af Cobra Kai var sidste års store overraskelse, og anden sæson fortsætter på samme - lidt overraskende - høje niveau, og er i mine øjne kun blevet endnu bedre. Jeg har skrevet mere om præmissen bag serien her, og nu er Daniel LaRusso blevet så træt af Cobra Kai og Johnny Lawrence (our hero!) at han åbner Miyagi-Do Karate. Det giver anledning til nogle hysterisk morsomme cultural appropriation-jokes, og serien er i det hele taget stadig bare virkeligt sjov - og rørende, actionpacked og ekstremt klichéfyldt. Jeg elsker det, og historien rørte mig så meget, at jeg stadig har lidt en klump i maven over sæsonafslutningen - jeg har sjældent glædet mig så meget til en ny sæson af noget, som jeg gør med Cobra Kai. 
2. The Walking Dead sæson 9
Jeg var noget så skuffet over ottende sæson af The Walking Dead, og det var hårdt at se en af mine tidligere favoritserier falde fra tinderne. Men showrunner Scott M. Gimple har lykkeligvis overladt tøjlerne til Angela Kang, og The Walking Dead er virkelig en serie, hvor man tydeligt kan se en forskel i kvaliteten alt efter hvilket hold, der sidder bag skærmen. Det er svært at snakke om sæson 9 uden at spoile, men en ellers virkeligt god sæson bliver skæmmet lidt af Ricks ikke-død - jeg var faktisk klar til at sige farvel til ham, og det var et perfekt afskeds-afsnit, men det gør mig rasende, at de lader ham overleve og vil lave tre film med hans videre oplevelser. Det bekymrer mig også lidt, at tiende sæson bliver Michonnes sidste, og serien er efterhånden også ved at have indhentet tegneserien, så jeg er lidt spændt på at se, hvor længe de vil fortsætte. 
1. What We Do in the Shadows sæson 1
Allerbedst i årets første halvår har været lidt af en overraskelse, som jeg slet ikke havde opdaget var på trapperne. Jeg ELSKER Jermaine Clements hysterisk morsomme vampyrfilm af samme navn fra 2014, og tv-serien fortsætter i samme mockumentary-stil med at portrættere fire vampyrer, der bor sammen i et hus i New York, og det er mildest talt utroligt, at de har formået at eksistere så længe - for der er meget langt til de seriøse, intelligente og frygtindgydende vampyrer, man ellers er vant til at se. Nandor, Lazlo og Najda er tre traditionelle, ældgamle vampyrer, mens den fjerde, Colin Robinson, er en såkaldt 'energy vampire', der lever af at suge energien ud af kollegaer og roommates med lange, ligegyldige samtaler, og det alene gør serien værdig til en førsteplads. Det er simpelthen så sjovt og veludført et koncept, og jeg glæder mig meget til sæson to. 

3 kommentarer:

  1. HVAD? Du er den første jeg har mødt der roser den akavede duet. Jeg krummede tæer og døde indvendigt, alt imens min bedre halvdel kiggede på mig og sagde "Den der scene ... var ikke rigtig rigtig god, var den?". Generelt skal det dog siges at jeg har set mig vældig sur på Stranger Things 3, hvilket afspejler sig her: https://sofisten.dk/strangerthings3/#comments

    Ellers gode indslag på din liste, som mest af alt minder mig om at jeg får set alt for få gode tv-serier efter at der dukkede børn op i min tilværelse. Gladest (og mest obsessed) har jeg været med 'Dark', hvor anden sæson udkom her i juli. Den er helt forrygende og stærkt anbefalelsesværdig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hahaha, ja, jeg ved godt, at det ikke er en populær holdning at have. Nu læste jeg lige dine kommentarer til sæsonen generelt, og jeg er rørende enig - jeg tror bare, at jeg har overgivet mig 100% til, at Stranger Things ikke kan stå på egne ben, men kun eksisterer som hyldest/parodi, og så kan man lige så godt gå all-in, føler jeg. Ja, det er ærgerligt, at vi ikke fik mere som sæson 1, men allerede dér følte jeg et underligt misk-mask mellem seriøsitet og fjol, og der synes jeg faktisk, at sæson 3 er lidt mere tro mod sig selv med overdrevet onde russere (den læge, dér!) og neonfarver galore. Nu er jeg også ret glad for (veludført) comedy horror, og selvom det måske ikke har været intentionen oprindeligt, kan man snart smide Stranger Things i dén kategori. Nå, men alt i alt - jeg VED godt, at det er en elendig, pinlig og tåkrummende scene - men for mig satte den bare en streg under den stemning, der har hersket i hele sæsonen, og som faktisk har virket for mig. (Hoppers karakter har de dog slagtet- og det er hårdt at se på).

      Tak! Ja, jeg synes også selv, at jeg har fået meget mindre tid til TV, men det må være endnu mere udtalt med små børn i huset. Jeg er i gang med anden sæson af Dark - og er begejstret! - men den kommer først med på næste liste. Har du læst denne artikel, forresten? Den er ret interessant.

      https://politiken.dk/kultur/filmogtv/art7294125/S%C3%A5dan-ser-jordens-undergang-ud-%E2%80%93-if%C3%B8lge-Netflix

      Slet
  2. Jeg elsker også den duet og har faktisk været nødt til at finde den igen på YouTube ;)

    SvarSlet