torsdag den 18. juli 2019

try to remember as much as I can

Ingen tur til Harzen uden en tur til Okertalsperre, der er (endnu) en imponerende dæmning med forrygende udsigt over Okertal, og endnu et sted, jeg husker fra min barndom. Jeg var dybt fascineret af, at man måtte genhuse nogle familier, fordi deres huse ville ende under vand, da dæmningen skulle bygges, og jeg synes stadig det er syret at tænke på, at der ligger huse på bunden af søen. Sidst vi var der, snuppede vi en dejlig sejltur rundt på søen, men denne gang havde vi andre planer. 
Vi kørte til Goslar, som ingen må snyde sig selv for, hvis de er i området. Det er en overdrevet idyllisk og hyggelig by, der måske nok er blevet lidt rigeligt velbesøgt af turister - især danske - de senere år, men eftersom vi selv udgør nogle af omtalte turister, kan jeg vel ikke rigtig klage. Og der er stadig plads til alle på de skæve brosten og iscaféerne på torvet, med udkig til både klokkespil og ikke mindst min elskede Dukatenmännchen - den lille mand, der sidder på hjørnet og skider guld, og som jeg tidligere har fortalt indgående om her. Igen må jeg fremhæve min fars store viden og eminente historiefortælling - det gør det bare hundrede gange sjovere at se på klokkespil og springvand, når man kender sagnene bag. 

4 kommentarer:

  1. Det ser så dejligt ud - familietid er så skønt🥰

    - K

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er virkelig noget af det bedste. Vi har vist været ret heldige med vores familier. :)

      Slet
  2. Sikke nogle skønne billeder. Det føles allerede som hundrede år siden vi var afsted.
    Kys

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, enig - i hvert fald er der mindst gået et par måneder, føler jeg. Desværre.

      Slet