torsdag den 11. juli 2019

we're lucky that we're so capable to forget

Jeg er taget et smut til Harzen med min familie. Jeg havde pakket to tykke bøger, mine nye sommerkjoler og mit badetøj, men solen er ikke taget med på ferie, og bøgerne ligger stadig ulæst på mit natbord. Selvom jeg godt kunne have ønsket mig lidt bedre vejr, kunne jeg ikke have bedt om bedre selskab - men ferien er overraskende nok ikke helt så afslappende som sædvanligt, nu hvor vi har byttet hunden ud med en nuttet tumling. Min computer er også først blevet tændt her til aften, hvor vi vist alle sammen lige trænger til lidt ro. 
Grundet fornuftig planlægning af føromtalte halvandetåriges sovetider, kørte vi sydpå klokken tre(!) lørdag morgen, hvilket bragte os til Becklingen War Cemetery før resten af Tyskland var stået op. Det var en flot og imponerende symmetrisk militærkirkegård med et par tusinde gravsteder til meget, meget unge, hovedsagligt britiske soldater. 
Vi kørte videre til koncentrationslejren Bergen-Belsen, hvor vi også var så tidligt på den, at vi havde området næsten for os selv. Jeg har for mange år siden været i Auschwitz, der i modsætning til Bergen-Belsen var en decideret udryddelseslejr, men lørdagens besøg påvirkede mig mindst lige så meget, og jeg blev ret berørt af at gå rundt i området. Selvom det måske burde være omvendt, bliver jeg mere ramt af virkeligheden og menneskers ondskab jo ældre jeg bliver, og det er næsten ikke til at begribe hvilke rædsler helt almindelige mennesker blev udsat for i vores naboland for ikke ret mange år siden. 
I Bergen-Belsen blev fangerne ikke gasset, men de døde alligevel i tusindvis - primært af sult og sygdomme. Anne Frank døde af tyfus i Bergen-Belsen ligesom mange, mange andre, og forholdene i lejren var især helt horrible i krigens sidste måneder, hvor der ankom fanger fra andre lejre tættere på fronten - med endnu mindre madrationer, flere sygdomme og utallige døde til følge. Omkring 50.000 mennesker mistede livet i Bergen-Belsen.
Det lyder måske underligt, men jeg kan virkelig anbefale at besøge stedet. Der er ikke meget tilbage fra lejren, men der er gravsteder og mindesmærker på det område, hvor de interimistiske telte og barakker husede fangerne, og så er der for nyligt kommet et kæmpestort museum til, der giver et uhyggeligt detaljeret og vigtigt indblik i lejrens historie. Der er adskillige filmklip fra de allieredes befrielse af lejren og deres første møde med de horrible forhold og de mange døde (og døende), og det er enormt barske og voldsomme scener. Det er altså ikke en feel-good-tur, men det er ufatteligt vigtigt - og helt ærligt også noget, jeg finder meget interessant. Det tager under tre timer at køre fra den danske grænse, og det koster ikke noget at besøge hverken mindesmærke eller det flotte museum, som jeg i øvrigt vil anbefale at man besøger før man går en tur i området - det gør de mange massegrave lidt mere håndgribelige. 

2 kommentarer:

  1. Godt at høre, at alderen også kan gøre en lidt mere følsom over for den slags, jeg troede bare det, det var fordi jeg havde fået et barn... ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan i hvert fald TYDELIGT mærke en ændring, efter jeg er blevet ældre og har smidt kynismen lidt - det er nok meget sundt, selvom det selvfølgelig heller ikke er optimalt at blive rørt over alting. Jeg har dog hørt det med børnene før, så mon ikke det er en kombination i dit tilfælde. :D

      Slet