lørdag den 31. august 2019

and I regret it immediately

Jeg gentager mig selv, men 2019 er det vildeste år at være Stephen King-fan i. Anden del af IT er lige på trapperne, hans nye roman The Institute bliver udgivet om under en måned, Ewan McGregor ser interessant ud som Danny Torrence i den kommende Doctor Sleep, for ikke at tale om den strøm af tv-serier, der beriger os med nyfortolkninger af lækkert King-materiale den næste tid. Men jeg er faktisk ikke helt klar til at slippe Pet Sematary endnu, selvom jeg allerede har fortalt indgående om min favoritroman, den gamle film fra 1989 og forårets noget skuffende reboot, for i 1992 vendte instruktør Mary Lambert tilbage til universet og instruerede Pet Sematary Two, der ikke har ret meget med forgængeren at gøre, men som er så utroligt underholdende, at den fortjener sit eget indlæg. 

Overskriften til dagens anmeldelse havde jeg faktisk fundet inden jeg genså filmen, der i min tågede hukommelse fremstod decideret elendig, og jeg så frem til at hagle den totalt ned. Jeg havde IKKE forventet at være vidne til en helt vanvittig og overdrevet kitchet film, der på mange måder er meget bedre end sin forgænger - måske fordi den overhovedet ikke tager sig selv seriøst. Først overvejede jeg at lave en spoiler-fri anmeldelse, men hvis jeg nu skal være helt ærlig overfor mig selv, er der nok en forsvindende lille chance for, at bare én af mine læsere kaster sig over Pet Sematary Two, så her følger et hæsblæsende resumé:
Tonen sættes fra starten, da den smukke horror-darling Renee lider en grusom død under indspilningen af en gyserfilm. Hendes unge søn - vores hovedperson Jeff, spillet af en teenagesurmulende Edward Furlong - overværer ulykken, hvor hun får elektrisk stød og lider voldsomt, hvilket ikke overraskende påvirker vores helt, der flytter med sin dyrlæge-far (selveste Dr. Greene fra ER!) til en lille by med en dyster hemmelighed. Dyrekirkegården bliver brugt meget mere i denne efterfølger, og det er en fed location, hvor byens børn og unge samles til Halloween for at fortælle den uhyggelige historie om Louis Creed og hans døde søn. Det er et fedt - og nødvendigt - callback, selvom det måske er lidt underligt med spøgelseshistorieformatet, for det kan vel ikke være ret længe siden det skete (der er kun tre år mellem de to film). 

Jeff er selvfølgelig en udstødt særling (men han tager altså også en kattekilling med i skole. Dude, don't.), og finder derfor ganske forudsigeligt sammen med et andet mobbeoffer - den overvægtige Drew. Og her kommer filmens sande stjerne ind i billedet; Drews ekstremt onde stedfar Gus - der også er byens sherif - spilles bizart, overdrevet og underholdende af Clancy Brown, der måske vendte lidt tilbage til denne rolle i Desperation fra 2006. Gus er SÅ OND; perfekt illustreret ved hans kyniske nedskydning af Drews nuttede hund Zowie, der naturligvis begraves på indianergravpladsen og hurtigt vender tilbage. Da Gus går langt over stregen og tæsker sin stedsøn voldsomt, bliver han dræbt af monster-Zowie, og drengenes lidt overraskende reaktion er at begrave Gus på indianergravpladsen, hvilket selvfølgelig ender helt galt. 
Gus er en utroligt god skurk, og Clancy Brown er virkelig filmens højdepunkt. Vendt tilbage fra de døde er han kun endnu mere ondskabsfuld, og snart følger en forrygende scene, hvor han fræser ansigtet af en ung knægt med hjulet på en motorcykel. Han er i det hele taget temmelig nådesløs og får mange liv på samvittigheden på ultrakort tid, inden Pet Sematary Two kulminerer i en absurd fællesindsats fra Gus og drengene, hvor de graver den døde skuespillermor op igen. Det er en overvejende dårlig idé, hvilket vel ikke kan komme bag på nogen, og vores dyrlægehelt Dr. Greene må redde dagen i nogle episke slutscener.

Til allersidst en lille disclaimer: Det er lidt uvant for mig at plastre bloggen til med billeder af mig selv, og der har været ret mange på det sidste. Som den skarpe læser måske har opdaget, bærer jeg dog en t-shirt med King-tema på alle billederne; nogle referencer er tydeligvis mere åbenlyse end andre, og jeg er faktisk gladest for dem, der er lidt mere subtile. Jeg køber mine pinligt mange t-shirts hos ka-tet19, og jeg må snarest få lavet et helt indlæg dedikeret til min yndlingswebshop. 

yes, it feels scary to be ordinary


Siden jeg blev færdigudlært dyrepasser i juni måned, har weekendvagter været en fast del af kalenderen, og jeg har gladeligt taget lidt flere af dem hen over sommeren. Mine kollegaer med børn og mine yngre, festglade kollegaer vil helst være foruden, men jeg holder lige så gerne fri en torsdag og fredag, og derfor snupper jeg gerne de noget kortere weekendvagter. Jeg holder af hele pakken (bortset fra at stå tidligt op, selvfølgelig) - det er en oplevelse i sig selv at cykle igennem Nyhavn og Gothersgade klokken seks - halv syv lørdag og søndag morgen, hvor jeg møder mange... spændende og ret berusede typer, der flere gange har sendt mig sultne blikke, når jeg cykler forbi. (På dette tidspunkt af døgnet bliver der sendt sultne blikke efter alt med en puls, tænker jeg, men det er stadig en absurd situation at opleve på vej på arbejde.) 

Jeg bliver også næsten pinligt stolt af min egen evne til at stå tidligt op om morgenen og gå på arbejde, når andre sover, hvilket jo er helt idiotisk - især fordi jeg jo altså bare møder klokken seks -syv stykker, og hverken har aften- eller natarbejde. Men det er en sejr, jeg gerne giver mig selv, og jeg hilser indforstået på vagten på universitetet, fordi han også arbejder på skæve tidspunkter. 

På trods af min store entusiasme for gys, synes jeg heldigvis ikke, at det er uhyggeligt at gå rundt på et næsten mennesketomt universitet. Min afdeling har dyrerum flere steder, så jeg skal ned af laaaaange, mørke gange, hvor der let kunne gemme sig adskillige øksemordere, men jeg synes faktisk bare det er rart at kunne køre med store containere uden at være bange for at pløje studerende og rengøringspersonale ned. Musene er ekstra nuttede i weekenden, og jeg nyder at kunne fordybe mig i nogle af de mere komplicerede projekter uden afbrydelser - og så nyder jeg ikke mindst, at jeg er hjemme igen inden middag. (Cykelturen hjem er dog langt fra lige så rolig og fornøjelig - jeg bliver vanvittig af turister, løbehjul og bycykler!)

onsdag den 28. august 2019

once in a while the time will come

Midt i min begejstring for Stephen King, tv-serier og ikke mindst saltede snacks glemmer jeg helt at fortælle om en af mine andre store interesser, som jeg endda har dedikeret en hel side til - nemlig graphic novels. Trods mine reelle bestræbelser på at begrænse mine nyindkøb, er der alligevel flyttet nogle nye tegneserier ind på min hylde i løbet af det sidste års tid, og selvom der stadig er et hav af gamle favoritter, jeg ikke har fået anbefalet endnu, skal det i dag handle om nogle af mine ny(ere)anskaffelser.
Da jeg sidste år rejste til Boston, boede jeg hos min veninde i charmerende Somerville, der ud over en virkelig hyggelig, lille Comix Con (det kalder de det) på det lokale bibliotek også lokkede med butikken Hub Comics, der nok er et af de bedste steder at købe tegneserier, jeg nogensinde er stødt på. Der var små anbefalinger på næsten alle værker; lokale, selvudgivne zines blev promoveret i stor stil, og så var udvalget bare helt vidunderligt. Det var en oplevelse i sig selv at kunne bladre igennem hundredevis af titler, jeg aldrig før har set, og det var meget svært at begrænse mig til kun at købe én. Der var til gengæld ingen tvivl om, hvilken en det skulle være, for jeg faldt øjeblikkeligt for Nicole J. Georges’ memoir-lignende tegneserie ”Fetch – How a Bad Dog Brought Me Home” fra 2017, og jeg har ikke fortrudt det et sekund. Der var noget ved hendes tegnestil, der tiltalte mig, og da jeg kom tilbage til Danmark gik det op for mig, at jeg i 2011(!) købte en kalender på etsy med dyreillustrationer, hun har lavet, så det er nok derfor. Verden ER lille.

Nicole J. Georges er fra Portland og født i 1981, og dengang hun var 16 år gammel, adopterede hun en uregerlig, småaggressiv lille hund (ikke helt ulig hende selv), der endte med at følge hende gennem op- og ISÆR nedture de næste femten år. Beija var et mix af Shar Pei og Corgi; mistroisk over for alle, men med et særligt had til mænd og små børn, og Nicole er præcis og hjerteskærende, når hun beskriver følelsen af at være de to helt alene mod verden. Beija flytter med ind og ud af lejligheder, kæresteforhold og bofællesskaber og støtter Nicole, når hun bliver droppet, er frustreret eller er i et kulsort hul af depression. Det er (selvfølgelig) mindst lige så meget Nicoles egen historie, men fokus er virkelig på denne sære, lille hund, som man ender med at holde rigtig meget af gennem Nicoles fine, kærlighedsfyldte tegninger. Uden at spoile noget, så hører det desværre til sjældenhederne, at hunde bliver ældre end deres ejere, og man ved jo godt, hvor det bærer hen af, efter Nicole holder en 15-års fødselsdagsfest for sin bedste ven (der i øvrigt fejrer dagen ved prompte at tackle et lille barn). Jeg har lige genlæst Fetch efter Silke døde, og denne gang kunne jeg næsten ikke læse de sidste par kapitler, fordi tårerne løb i en lind strøm ned af kinderne på mig. (Silke var helt ærligt også lidt en sær hund, hvis kærlighed man virkelig skulle gøre sig fortjent til – men når det skete, havde man verdens bedste, mest hengivne og loyale følgesvend). Fetch er en VIRKELIG fin graphic novel, der er kravlet højt op på listen over mine favoritter, og jeg kan anbefale den til alle, der har en svaghed for misforståede kæledyr.
Woman World, der er skrevet og tegnet af canadiske Aminder Dhaliwal, købte jeg på studietur i Amsterdam i min yndlingsboghandel, American Book Center, og det var den perfekte aktivitet til flyveturen hjem efter en hektisk uge. I Woman World har en fødselsdefekt udryddet hele den mandlige del af befolkningen. og kvinderne skal nu forsøge at stable et samfund på benene efter kaos og naturkatastrofer. Det er umuligt ikke at komme til at tænke på en af mine gamle favoritter, Y: The Last Man, der handlede om næsten det samme - men hvor dén netop havde en mand i fokus og var et episk eventyr, er Woman World noget mere stilfærdig, og fortæller sin historie med korte, ofte humoristiske nedslag i stribeform. Højdepunktet i Woman World var for mig ikke overraskende det lille shout-out til Parks and Recreation, men der var mange andre sjove og finurlige historier undervejs. 

Jeg er gladest for at have mine tegneserier i fysisk form, men Aminder Dhaliwal kan heldigvis også tjekkes ud på instagram, hvor striberne tidligere er postet. I øjeblikket fortæller hun mindst lige så fængende om cykloper, der kæmper for at blive accepteret som ligeværdige i samfundet, og det er også virkelig godt. 
Dagens sidste anbefaling er nok også den mest kendte - den forrygende webcomic Poorly Drawn Lines af Reza Farazmand optræder efterhånden (og meget fortjent) mange steder; jeg har fulgt ham længe på instagram, hvor hans fire-panelers striber passer perfekt. I Boston faldt jeg over signerede eksemplarer af hans to fysiske udgivelser, hvilket jeg ikke kunne stå for (selvom jeg selvfølgelig altid vil foretrække selv at få mine bøger signeret). I bøgerne er samlet nogle af klassikerne, nye striber og korte essays, og jeg bliver aldrig rigtig træt af at bladre igennem dem.   

Jeg elsker den tørre humor i Poorly Drawn Lines. Absurditeter og galgenhumor går side om side i striber, der i korte sætninger og med simple virkemidler kan få én til at betvivle hele meningen med livet. Det var næsten umuligt for mig at vælge et par striber til at repræsentere det fantastiske univers (jeg har sat nitten post-its i den første bog alene), og jeg fandt ikke engang plads til de tilbagevendende karakterer Ernesto og Kevin (en bjørn fra det ydre rum og en flabet fugl), så jeg må slutte af med en kraftig opfordring til at tjekke Poorly Drawn Lines ud. 

mandag den 26. august 2019

I don't know where the sun beams end

I weekenden havde vi besøg af mine svigerforældre, og vi kørte en tur til Stevns Klint, der var et overraskende godt udflugtsmål - og meget federe end Møns Klint?! Det anede jeg ikke; jeg har altid troet, at Stevns var en lidt undervældende lillebror, men godt hjulpet på vej af blændende solskin føltes destinationen helt sydlandsk. Vi stoppede først ved fuglespottet med det episke navn Mandehoved, hvor vi så nogle seje falke sammen med tredive begejstrede ornitologer, hvorefter vi kørte sydpå til Højerup, der bød på nedstyrtet kirke, ufatteligt stejl trappe, glasklart vand og en forrygende udsigt. 
Jeg vil gerne tilbage engang og vandre de tolv kilometer langs Trampestien på kysten, men i lørdags var jeg faktisk en lille smule feberramt, så jeg var ret godt tilfreds med at køre det sidste stykke til Rødvig, hvor vi spiste fiskefileter med pommes og kiggede på lokal brugskunst. I modsætning til naturen et par kilometer nordpå, føltes den lille fiskerby til gengæld udpræget dansk, og her på falderebet fik jeg et perfekt lille stykke traditionel sommeridyl. 
Mine svigerforældre er overraskende energiske, og de var helt klar på en aftentur i Tivoli efter dagens udflugt. Den potentielt sidste sommerlørdag var nok ikke det mest velvalgte tidspunkt, for selvom vi først kom ved otte-tiden, var der stadig grotesk mange mennesker. Det blev lidt bedre efter en times tid, og vi nød at gå rundt blandt de flotte lys og glade mennesker.

I går var jeg helt slap, og stadig lidt feberramt. Jeg skal arbejde med fåresyge snart, og derfor har jeg fået MFR-vaccinen (selvom jeg højst sandsynligt har fået den allerede som barn - min mor var trods alt sygeplejerske) - og ligesom dengang jeg blev vaccineret mod gul feber, er jeg blevet lidt småsyg af det. I dag klarede jeg en kort dag på arbejde, men jeg er ret glad for, at jeg lige kan snuppe en fridag i morgen. Humøret er dog højt, for jeg har netop set AaB lammetæve Horsens (0-5!), hvilket selvfølgelig kun forstærker min optimisme og tro på denne sæson. 

onsdag den 21. august 2019

'cause you might see me cry

I lørdags var jeg så heldig at være inviteret til et fantastisk dejligt bryllup med vielse og fest i Louisiana Bådehus. Gommen har min mand kendt i over tyve år; jeg lærte ham at kende, da vi var kollegaer i FONA, og det var faktisk også her, at han mødte sin kommende brud, da hun var på udkig efter nogle gode musikanbefalinger. Musikken var et tema hele dagen igennem, og aftenens nøje planlagte mixtape var helt eminent - det bød blandt andet på 2 x Pulp OG fik min mand på dansegulvet, hvilket jeg kun har oplevet en håndfuld gange i de fjorten år, jeg har kendt ham. Inden middagen fik vi en hurtig rundvisning på Louisiana af brudens far, der arbejder der, og jeg må vist skynde mig tilbage og se Pipilotti Rist-udstillingen inden den slutter, for den var meget imponerende. Vi var faktisk placeret ved siden af brudeparret, hvilket vi blev meget rørte over, og vi fik lejlighed til at lære deres gode venner fra England og Skotland at kende - og nu har vi endnu en grund til en Edinburgh-tur. Det var en forrygende god aften, og det er længe siden jeg har haft det så sjovt. 
Siden sidst har jeg også spist sushi med min gode veninde, hvilket efterhånden er et fast indslag når vi ses. I går spiste jeg også ude - jeg snuppede en burger med mine kollegaer, inden vi tog i Palads og så Løvernes Konge (selvfølgelig på engelsk - men den hedder altså stadig Løvernes Konge i mit hoved), som jeg må overgive mig (næsten) helt til. Den var virkelig fin. Jeg grinte oprigtigt næsten hver gang Timon og Pumba var på skærmen, og det var rart at overgive mig totalt til noget klichéfyldt og genkendeligt. (Eneste minus var Beyoncé. Not a fan.)

torsdag den 15. august 2019

under the stars that are slowly dying

Noget af det allerbedste jeg ved, er at udforske forladte steder. Tomme fabrikker, fraflyttede huse og nedlagte forlystelsesparker; jeg synes det er helt specielt at komme steder, der engang var fyldt med liv, men som nu er overgroede og faldefærdige. Jeg er langt fra alene med den interesse, og mit udbytte bliver begrænset kraftigt af min autoritetstro og generelle ængstelighed ved at opholde mig steder, hvor jeg egentlig ikke har noget at gøre. Ikke desto mindre synes jeg stadig det er fascinerende at udforske lidt i det små, og i weekenden tog min søster mig med ud til en gammel briketfabrik. Hun deler min interesse, og det var også hende, der tog mig med ud til det fantastiske, forladte hus i skoven
Det var enormt spændende at gå på opdagelse i den store fabrik, der efter alt at dømme jævnligt bliver besøgt af relativt unge mennesker. Jeg kan tage fejl, men graffitien synes at antyde en vis umodenhed - selvom det selvfølgelig er fornuftigt og rigtigt at hade FCM - og udsagnet: "Min pik er større end din fremtid :)" får også point i min bog. Der var dybe huller ned til en delvist oversvømmet kælderetage, og rustne trapper førte til overetagen, som vi nu holdt os fra. 
Da vi tog derfra, var vi ikke helt færdige med forladte steder, så vi kørte mod et forsømt feriecenter, hvis dystopiske svømmehal virkede underligt tillokkende. Næste gang vil jeg gerne en tur til Djursland, hvor der efter sigende ligger et virkelig fint heksehus midt i skoven - åbenbart kun et par kilometer fra min efterskole, hvilket er lettere irriterende at opdage sytten år senere. Indtil videre må jeg nøjes med andres eventyr, og jeg har lige reserveret Jan Elhøj og Morten Kirckhoffs fotobøger på biblioteket, for de har virkelig fundet nogle fede steder.  

søndag den 11. august 2019

eternal love shines in my eyes

Jeg har tilbragt en meget tiltrængt forlænget weekend sammen med min lille familie - det meste af den i Nordjylland hos min søster. Jeg har ikke været der siden Silke døde, og det ramte mig lige i hjertet at vende tilbage, for hendes fravær kunne tydeligt mærkes. Lillebror Quark er nu også en fantastisk dejlig hund, og han og jeg havde en god gåtur til stranden - han er blevet noget mere omgængelig efter at være blevet ene hund i huset. Han er dog tit med min svoger på arbejde eller på jagt, og min søster har savnet noget pelset kærlighed, så i torsdags flyttede bedårende lille Fanny ind. Kattekillinger er en af mine absolut favoritting, og Fanny er ubeskriveligt nuttet, legesyg, nysgerrig og kælen. Vi har hygget os så meget hele weekenden, og indtil videre er hun ikke bange for ret meget andet end støvsugeren. Jeg er glad for, at min niece får lov til at vokse op sammen med en kat (og en hund - og en hest). 
Vejret har dog mildest talt ikke været med os. Det har øsregnet hele weekenden, og mine planer om en badetur i Vesterhavet eller kanotur på Ryå blev vekslet til en is i Blokhus og en meget våd tur rundt om en lille sø. Men for første gang i mit liv har jeg bogstaveligt talt set, hvor regnbuen ender, hvilket var så syret en oplevelse, at jeg godt kan tilgive regnen. Det var også hyggeligt at ligge i min seng under skråtaget med vinduet på klem og lytte til regnen falde; men knap så hyggeligt at alle områdets myg søgte ly på mit værelse, for sjovt er det heller ikke at rende rundt med myggestik i hele hovedet. 
Og jeg fandt en oppustelig flapre-mand! (Jeg har tydeligvis ingen idé om, hvad man kalder sådan en størrelse.) Det var et af mine erklærede mål på min USA-tur sidste år, men jeg fandt kun en enkelt, hvilket var turens største skuffelse. Min glæde var derfor stor, da der af alle steder befinder sig én på Aabybro Mejeri (der faktisk er et overraskende anbefalelsesværdigt udflugtsmål med hyggelig iscafé, kanoudlejning og skøn beliggenhed). Jeg er opmærksom på, at det nok er de færreste der deler min begejstring, så i håbet om tilgivelse slutter jeg af med endnu et billede af Fanny .