onsdag den 28. august 2019

once in a while the time will come

Midt i min begejstring for Stephen King, tv-serier og ikke mindst saltede snacks glemmer jeg helt at fortælle om en af mine andre store interesser, som jeg endda har dedikeret en hel side til - nemlig graphic novels. Trods mine reelle bestræbelser på at begrænse mine nyindkøb, er der alligevel flyttet nogle nye tegneserier ind på min hylde i løbet af det sidste års tid, og selvom der stadig er et hav af gamle favoritter, jeg ikke har fået anbefalet endnu, skal det i dag handle om nogle af mine ny(ere)anskaffelser.
Da jeg sidste år rejste til Boston, boede jeg hos min veninde i charmerende Somerville, der ud over en virkelig hyggelig, lille Comix Con (det kalder de det) på det lokale bibliotek også lokkede med butikken Hub Comics, der nok er et af de bedste steder at købe tegneserier, jeg nogensinde er stødt på. Der var små anbefalinger på næsten alle værker; lokale, selvudgivne zines blev promoveret i stor stil, og så var udvalget bare helt vidunderligt. Det var en oplevelse i sig selv at kunne bladre igennem hundredevis af titler, jeg aldrig før har set, og det var meget svært at begrænse mig til kun at købe én. Der var til gengæld ingen tvivl om, hvilken en det skulle være, for jeg faldt øjeblikkeligt for Nicole J. Georges’ memoir-lignende tegneserie ”Fetch – How a Bad Dog Brought Me Home” fra 2017, og jeg har ikke fortrudt det et sekund. Der var noget ved hendes tegnestil, der tiltalte mig, og da jeg kom tilbage til Danmark gik det op for mig, at jeg i 2011(!) købte en kalender på etsy med dyreillustrationer, hun har lavet, så det er nok derfor. Verden ER lille.

Nicole J. Georges er fra Portland og født i 1981, og dengang hun var 16 år gammel, adopterede hun en uregerlig, småaggressiv lille hund (ikke helt ulig hende selv), der endte med at følge hende gennem op- og ISÆR nedture de næste femten år. Beija var et mix af Shar Pei og Corgi; mistroisk over for alle, men med et særligt had til mænd og små børn, og Nicole er præcis og hjerteskærende, når hun beskriver følelsen af at være de to helt alene mod verden. Beija flytter med ind og ud af lejligheder, kæresteforhold og bofællesskaber og støtter Nicole, når hun bliver droppet, er frustreret eller er i et kulsort hul af depression. Det er (selvfølgelig) mindst lige så meget Nicoles egen historie, men fokus er virkelig på denne sære, lille hund, som man ender med at holde rigtig meget af gennem Nicoles fine, kærlighedsfyldte tegninger. Uden at spoile noget, så hører det desværre til sjældenhederne, at hunde bliver ældre end deres ejere, og man ved jo godt, hvor det bærer hen af, efter Nicole holder en 15-års fødselsdagsfest for sin bedste ven (der i øvrigt fejrer dagen ved prompte at tackle et lille barn). Jeg har lige genlæst Fetch efter Silke døde, og denne gang kunne jeg næsten ikke læse de sidste par kapitler, fordi tårerne løb i en lind strøm ned af kinderne på mig. (Silke var helt ærligt også lidt en sær hund, hvis kærlighed man virkelig skulle gøre sig fortjent til – men når det skete, havde man verdens bedste, mest hengivne og loyale følgesvend). Fetch er en VIRKELIG fin graphic novel, der er kravlet højt op på listen over mine favoritter, og jeg kan anbefale den til alle, der har en svaghed for misforståede kæledyr.
Woman World, der er skrevet og tegnet af canadiske Aminder Dhaliwal, købte jeg på studietur i Amsterdam i min yndlingsboghandel, American Book Center, og det var den perfekte aktivitet til flyveturen hjem efter en hektisk uge. I Woman World har en fødselsdefekt udryddet hele den mandlige del af befolkningen. og kvinderne skal nu forsøge at stable et samfund på benene efter kaos og naturkatastrofer. Det er umuligt ikke at komme til at tænke på en af mine gamle favoritter, Y: The Last Man, der handlede om næsten det samme - men hvor dén netop havde en mand i fokus og var et episk eventyr, er Woman World noget mere stilfærdig, og fortæller sin historie med korte, ofte humoristiske nedslag i stribeform. Højdepunktet i Woman World var for mig ikke overraskende det lille shout-out til Parks and Recreation, men der var mange andre sjove og finurlige historier undervejs. 

Jeg er gladest for at have mine tegneserier i fysisk form, men Aminder Dhaliwal kan heldigvis også tjekkes ud på instagram, hvor striberne tidligere er postet. I øjeblikket fortæller hun mindst lige så fængende om cykloper, der kæmper for at blive accepteret som ligeværdige i samfundet, og det er også virkelig godt. 
Dagens sidste anbefaling er nok også den mest kendte - den forrygende webcomic Poorly Drawn Lines af Reza Farazmand optræder efterhånden (og meget fortjent) mange steder; jeg har fulgt ham længe på instagram, hvor hans fire-panelers striber passer perfekt. I Boston faldt jeg over signerede eksemplarer af hans to fysiske udgivelser, hvilket jeg ikke kunne stå for (selvom jeg selvfølgelig altid vil foretrække selv at få mine bøger signeret). I bøgerne er samlet nogle af klassikerne, nye striber og korte essays, og jeg bliver aldrig rigtig træt af at bladre igennem dem.   

Jeg elsker den tørre humor i Poorly Drawn Lines. Absurditeter og galgenhumor går side om side i striber, der i korte sætninger og med simple virkemidler kan få én til at betvivle hele meningen med livet. Det var næsten umuligt for mig at vælge et par striber til at repræsentere det fantastiske univers (jeg har sat nitten post-its i den første bog alene), og jeg fandt ikke engang plads til de tilbagevendende karakterer Ernesto og Kevin (en bjørn fra det ydre rum og en flabet fugl), så jeg må slutte af med en kraftig opfordring til at tjekke Poorly Drawn Lines ud. 

4 kommentarer:

  1. Åh Silkemus!!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg savner hende sådan. <3 Du skal næsten læse Fetch engang, men måske ikke lige nu. :)

      Slet