torsdag den 19. september 2019

at your call I hear harps

Jeg er uddannet dyrepasser, men hjemme hos mig bor alligevel en af landets dårligst opdragede katte. Vi hentede Jimmy hos Dyreværnet for næsten præcis syv år siden, og den forskræmte og sky lille killing blev forkælet ud over alle grænser, imens jeg prøvede at forholde mig til min mors pludseligt opståede sygdom og senere død. Det lille kattefjæs blev min redning på sorte dage, hvor det hele virkede uoverkommeligt - også selvom han ikke ville ligge og putte hos mig. Han fik lov til det hele, og det får han vel egentlig stadigvæk.

I dag er Jimmy en stor, dejlig basse på over seks kilo, og selvom jeg er inderligt imod overvægt hos kæledyr (det er ikke nuttet - det er dyremishandling), er han måske efterhånden lidt til den store side. Han vejer i hvert fald godt til, når han midt om natten stiller sig med alle fire poter på mit hoved eller ælter min mave i stykker, hvis han da ikke mjaver mig højt i øret eller bider i mit hår for at få mig til at stå op og give ham mad. Det er en evig kamp, som jeg godt ved hvordan jeg skal vinde - jeg skal bare ignorere ham - men det er som antydet ikke altid helt nemt. I det mindste har han ikke lært at spille på min kærestes guitar endnu, selvom han af og til ramler ind i den, når han fræser rundt i lejligheden klokken fire om morgenen.
I skrivende stund sidder han på sofaen ved siden af mig og spinder - sofaen er han først blevet venner med i løbet af de sidste par år - og han prøver helt sikkert at lokke mig til at klikkertræne ham lidt. Det er blevet hans favoritaktivitet, selvom jeg har ham mistænkt for at nyde belønningen mere end træningen, men det kan jeg vel ikke klandre ham. Han er blevet ganske habil til at give pote og high-five, og nu prøver jeg at lære ham at kravle igennem en tunnel og komme, når jeg kalder, hvilket går overraskende godt. 

Han har så utroligt meget personlighed, og jeg snakker til og med ham hver dag. Han brummer tilbage på en måde, som jeg ikke har oplevet katte brumme før, og nogle gange bliver han så glad og kælen, at han savler. Jeg har altid været glad for katte, men Jimmy er noget helt særligt, og jeg er så glad for, at det lige var os, der blev hans familie. 
Til sidst et billede af Stephen King og en kat, fordi det i dag er 19/9/19 - og for lidt siden også klokken 19.19.19, hvilket er den mest Stephen King-agtige dato nogensinde. Det var bare lige det. 

2 kommentarer:

  1. Gjøller schwartzer katz21. september 2019 kl. 19.48

    Jeg er vild med billedet.
    PS. Både Froy og Mille var meget dårligere opdraget end Jimmy. Han er den dygtigste kat jeg kender.
    Og hans vigtigste rolle, som er at passe på dig, klarer han til UG!

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha! Ja, det kan du have ret i. Både med Froy og Mille, men også med det andet. <3

      Slet