lørdag den 14. september 2019

my heart burns there, too

Efter to års ventetid kunne jeg endelig sætte mig i Imperials bløde sæder og se anden del af Andy Muschiettis nyfortolkning af It. Jeg har tilpasset mine forventninger, for hvor gerne jeg end ville det, får jeg ikke en Ari Aster-mørk, knugende og kvalmefremkaldende kunsthorrorfilm, men derimod lidt rigeligt med jump-scares og one-liners - men inden for dén genre ligger de nye It-filmatiseringer i toppen for mig. Andy Muschietti har læst op på sine King-adaptioner og luret, at de bedste ofte har fokus på karakterudvikling og godt skuespil (og barndom og venskab og sammenhold), og det har været en rigtig god ting at fremhæve i en film, der også handler om en vanvittig dræberklovn fra det ydre rum.

Castingen af de voksne Losers har siddet (næsten) lige i skabet for mig, men jeg må især fremhæve Bill Hader som Richie og James Ransone som Eddie, der er præcis som jeg havde forestillet mig dem i bogen. Det var her, at den gamle miniserie fejlede totalt, men denne omgang voksne Losers har givet filmen en helt anden pondus. Bill Skarsgård som Pennywise er stadig rigtig god, og der bliver klogt spillet lidt på kritikken af, at han skulle være "for uhyggelig" (og dermed ikke i stand til at lokke børnene tæt på sig), og så synes jeg egentlig, at der blev gjort et hæderligt forsøg på at forklare lidt af mytologien bag denne mytiske entitet. Mine egne kritikpunkter er dog stadig de samme - han har bare alt, alt for meget skærmtid.

Udover en enkelt scene, som jeg havde set det meste af i traileren, synes jeg desværre ikke, at Chapter Two var uhyggelig overhovedet. Det havde jeg nu heller ikke forventet, og til gengæld grinede jeg meget mere, end jeg havde regnet med. Den var SÅ sjov, og jeg er lidt splittet mellem bare at sætte pris på god, Blockbuster-underholdning og så være lidt trist over, at så episk en historie nogle gange druknede i jokes om nuttede hunde. Jeg var dog underholdt i samtlige to timer og tre kvarter, og jeg synes bestemt, at en af mine yndlingsromaner har fået en værdig behandling. 
Herfra bliver det spoilerfyldt, for jeg vil gerne fremhæve nogle af de ting, der fungerede rigtig godt - og nogle af de ting, der bestemt ikke gjorde.

YAY til: 

- Imperials oppyntning til premieren. Jeg ved dog ikke heeeeelt, hvad den Pennywise-maske på alteret for enden af en blodig løber skulle gøre godt for, men der var også dæmpet belysning, stearinlys, svævende balloner og personale med ret veludført klovne-make-up. Jeg vil også bare gerne takke dem for at lade os spise vores nyindkøbte Gasoline Grill-burgere ved deres borde før filmen, da himlen pludselig åbnede sig udenfor. 

- Åbningssekvensen. Første film havde en forrygende brutal åbningsscene, der bestemt ikke lagde fingrene imellem, da lille Georgies arm blev revet af, og anden film starter også voldsomt ud - faktisk med den sekvens, som romanen åbner med. Den viser drabet på den homoseksuelle Adrian Mellon, og den scene gav mig faktisk helt ondt i maven, for den er inspireret af en virkelig hændelse i Stephen Kings hjemby Bangor. (Billedet af den "rigtige" kanal fra min tur til Bangor er lige her). Det bringer mig lidt videre til punkt tre.

- Richies homoseksualitet. Idéen om at gøre Richies karakter homoseksuel og hemmeligt forelsket i Eddie er HELT rigtigt set. Det var ikke tilfældet i bogen, men selv King har udtalt, at det er en logisk tilføjelse til historien at give Richie endnu en grund til at føle sig udstødt, for udover at være klassens klovn, havde han ikke et tydeligt taber-prædikat som de andre. Og Bill Hader spiller rollen med en overraskende ømhed, der er milevidt fra Harry Andersons maniske Richie i miniserien. 

- De mange scener med børnene. Jeg er virkelig ikke glad for børneskuespillere normalt, men det er et usædvanligt godt hold, de har samlet, og det skaber en harmonisk overgang til mødet med de voksne Losers. 

- Stephen Kings cameo! Det er efterhånden længe siden, at King selv er dukket op i en adaption, men i Chapter Two spiller han rollen som den gnavne indehaver af Secondhand Rose, Secondhand Clothes - det antikvariat, hvor Bill finder sin gamle, elskede cykel Silver. I en type film som denne, er en King-cameo ikke forstyrrende overhovedet, og jeg elskede det. Og ja, jeg synes også det var utroligt sjovt, at Stephen King helt meta-agtigt snakkede om Bills manglende evne til at skrive gode slutninger på sine historier. 

- De gode horrorscener. Der var generelt for mange af dem, men heldigvis gemte der sig nogle ret vellykkede imellem. Jeg har altid haft en meget irrationel fobi for balloner, og her var der flere scener, der gik lige ind - men nogle af de mere oplagte, uhyggelige scener virkede også godt. Nytilføjelsen af Bill, der prøver at redde en lille dreng fra Pennywise i spejlhuset i et omrejsende tivoli, er ret skræmmende, og statuen af Paul Bunyan er også bare ubehageligt stor (ham har jeg også set i Bangor!).

NAY til: 

 - Slutningen. Der var lavet MEGET om i den afgørende kamp mod Pennywise i kloakken, hvilket lidt overraskende slet ikke gjorde mig noget, for mange af ændringerne var gode og nødvendige. Til allersidst gik det dog lidt over gevind, og det var SÅ plat, at de kunne gøre ham lille ved at råbe af ham. Altså, really..? Det havde været en bedre løsning hvis de bare havde snydt ham lille ved at løbe ind i tunnelen igen - præcis som de diskuterede. Men igen - jeg forventer ikke gode slutninger i Stephen King-relateret materiale. 

- De mange, MANGE jump scares, og den overdrevne brug af CGI. Jeg ved at Bill Skarsgård  kan lave Pennywise-munden og skele præcis som han gør i filmen, og jeg ville ønske, at det var nok for Andy Muschietti. Jeg kan sagtens leve med en kæmpestor Pennywise-edderkop (der under alle omstændigheder var en markant bedre løsning end miniseriens), men scenen i Beverlys gamle lejlighed løber f.eks. helt af sporet. Den gamle dame er oprigtigt uhyggelig; især da hun render nøgen rundt i baggrunden - så HVORFOR skal hun forvandles til et ikke-uhyggeligt CGI-monster?

- Enkelte karakterændringer hos The Losers. Det er svært at gå i dybden med SYV menneskers historie, men Mikes karakter er blevet syltet totalt i de to film. Det er ikke længere ham, der fortæller de andre om Derrys historie, og i Chapter Two lyver han endda for de andre, hvilket ikke burde være nødvendigt. Voksen-Beverlys karakter manglede også dybde, selvom Jessica Chastain gjorde det godt med det sparsomme materiale hun fik. 

- Flere andre ting, men jeg har faktisk ikke så mange beefs med denne adaption. Jeg er som regel bare glad for at kunne se mine yndlingshistorier blive filmatiseret, og når de bliver slagtet totalt (The Dark Tower, jeg kigger vredt på dig), prøver jeg at huske på, at romanerne og filmatiseringerne er to forskellige ting. Og helt overordnet ligger de to nyt Chapters altså ret højt oppe på listen over de gode adaptioner. 

It: Chapter Two er ikke et decideret mesterværk, og jeg gik heller ikke fra biografen med armene i vejret, men som jeg startede med at sige, levede den bestemt op til de forventninger jeg havde til den. Andy Muschietti har snakket om at lave et supercut af de to film, hvor han klipper dem sammen på en anden måde, og det kunne jeg virkelig godt tænke mig at se. I første omgang vil jeg stille mig tilfreds med at finde endnu en sagesløs ven, som jeg kan slæbe med i biografen til et gensyn - og så vil jeg anbefale jer at tage ind og se den. :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar