søndag den 27. oktober 2019

all the trees are turning color now

Mit opsparede lager af solenergi har allerede været taget i brug i de par uger, jeg har været hjemme fra Athen, for i København har vejret mest af alt bare været gråt. Det har dog ikke afholdt mig fra at tage på udflugt; min far har været på besøg af et par omgange, da han har været på kursus i Wien og er fløjet fra Kastrup, og min kæreste og jeg har lånt bilen imens. I sidste weekend kunne jeg således blive hentet fra arbejde, hvorefter vi satte kursen mod Hillerød og Frederiksborg Slot - vi snakker ofte om, at vi kender alt for lidt til Sjælland, for vi bevæger os allerhøjst til Helsingør og Roskilde. Selve slottet sprang vi over; slotshaven og -parken var en dejlig oplevelse, selv i gråvejr, og bagefter kørte vi til Gilleleje og spiste en middelmådig frokost på en til gengæld virkelig hyggelig café. 
Min kæreste fik et sølvkort til Tivoli af sit arbejde, og han har været så sød at forære det til mig, fordi jeg vil bruge det meget mere end ham. Jeg har også allerede slæbt flere venner med på rundtur i den gamle have, men i onsdags var første gang i år, at jeg besøgte Tivoli pyntet op til Halloween. Det var min første fridag efter hjemkomsten fra Athen, og det blev fejret med et turpas - endda et turpas plus, da det bedst kunne betale sig, når vi også gerne ville besøge Hospitalet. Det betød, at vi kunne hente alle de mere eller mindre kiksede billeder, der blev taget af os i forlystelserne, og det alene var næsten alle pengene værd, men turen igennem det super flotte og uhyggelige 'hospital' var også en helt forrygende oplevelse. Sidste år var jeg ikke imponeret, men i år fik jeg helt bestemt pulsen op et par gange, og de udklædte skuespillere var oprigtigt skræmmende. Vi havde også gratis adgang til akvariet, der er en meget undervurderet oplevelse i Tivoli, og vi brugte næsten en time på at kigge på fisk. Dagens højdepunkt var dog tre runder i Minen, hvor jeg vandt en overlegen, samlet sejr med laserdetektoren. 
Det har været en turbulent uge for mit elskede AaB. I tirsdags blev Allan Gaarde fyret, og jeg er en af dem, der er ked af at se ham forlade klubben, for selvom han har trådt lige lovligt meget ved siden af, har han i mine øjne også gjort  så meget godt for sammenholdet og klubfølelsen, og jeg synes han virker både hårdtarbejdende og intelligent. Timingen er også lidt mærkelig - og jeg bliver sur, hvis han bliver præsenteret i OB. Senere på ugen kom nyheden om, at cheftræner Jacob Friis' treårige datter desværre er blevet ramt af leukæmi, hvorfor han selvfølgelig ikke vil være at finde på træningsbanen den næste tid, og det må virkelig være en underlig oplevelse at være spiller i Aalborg lige nu. Derfor er det endnu mere imponerende, at de lige har vundet en heroisk sejr på 3-1 i Sønderjyske, hvor alting ellers gik imod dem, og jeg bliver næsten helt rørt. Forza de røde! 

fredag den 25. oktober 2019

'cause it's used all its better days

Der er mange flere imponerende bygningsværker i Athen end Akropolis' templer og teatre, og det kan næsten blive lidt overvældende, hvis man skal tage det hele ind på én gang, så vi delte vores besøg ud over alle fire dage, hvilket vi nemt kunne gøre med en kombineret ugebillet til de vigtigste seværdigheder. Billetten til Panathinaiko Stadion var dog ikke inkluderet og måske lidt pricy (som det eneste sted) med en pris på fem euro, men det var nu det hele værd at se stadionet indefra og fra oven. 
Hadrianbuen og Zeustemplet ligger nedenfor Akropolis med et godt udsyn til Parthenon, og selvom der ikke er meget tilbage af det imponerende Zeustempel, kan man sagtens fornemme dets enorme størrelse. Det er helt ufatteligt at forestille sig, hvordan man fik bygget så kæmpestore strukturer for længe siden, og det er også lidt pudsigt at tænke på, hvor anderledes vi levede herhjemme på det tidspunkt. Ligesom alle andre steder i Athen levede der katte og skildpadder på området, og de blev beundret mindst lige så meget som de gamle ruiner. 

onsdag den 23. oktober 2019

armageddon of the brain

Hver gang jeg får en ny King-udgivelse mellem hænderne, prøver jeg altid at rationere siderne lidt og give mig god tid til at læse den, men det lykkes mig sjældent, og også denne gang brændte jeg igennem historien uden at kigge mig tilbage. Det hjalp lidt, at jeg i forvejen lå i sengen en hel dag med et tungt, forkølelsesramt korpus, men The Institute - udgivet kort før mesterens 72-års fødselsdag i september - er bestemt en pageturner. Det er ikke altid ensbetydende med en decideret god historie, men jeg er helt overordnet ret godt tilfreds med Kings nyeste fortælling om børn med superkræfter, og jeg er ked af, at det skulle tage mig så lang tid at få skrevet om den. Jeg prøver at holde det relativt spoilerfrit først, og jeg skal nok advare, når jeg snakker om vigtige dele af plottet. 

Historien starter et lidt pudsigt sted; nemlig hos den tidligere politimand Tim Jamieson, der får arbejde hos sheriffen i den lille by DuPray i South Carolina, og King bruger bogens første mange sider på at tegne et godt billede af både det lille samfund og Tim, der virker ganske sympatisk. Herefter skifter fokus dog totalt, og der går lang tid før Tim og DuPray igen bliver en del af historien, hvilket faktisk giver et ganske interessant flow. Vores egentlige hovedperson er nemlig den tolvårige, hyperintelligente Luke Ellis, der bliver kidnappet af historiens bad guys fra The Institute, der er en forsøgsstation dybt i Maines skove, hvor børn med telekinetiske og telepatiske evner bliver brugt til noget udefinerbart. 

De andre beboere på The Institute er også børn; Kalisha, Nick, Iris, George og Avery bliver  kørt i stilling til at være vores nye Loser's Club - men selvom de bestemt er både sympatiske og interessante, kommer de aldrig op på siden af Kings mere ikoniske portrætteringer af venskaber børn imellem. Det er selvfølgelig også svært at sammenligne; i The Institute byder hverdagen på grufulde tests og eksperimenter for børnene, og belønningen udmønter sig i tokens, der kan veksles til cigaretter og spiritus i automaterne. Det er en barsk hverdag, og man kommer hurtigt til at heppe på en udvej for Luke og de andre, selvom man (jeg) interessant nok begyndte at kunne se en form for nødvendighed i instituttets eksistens.

Slutningen var en hæsblæsende, spændende omgang, og jeg synes faktisk, at King denne gang fik rundet historien meget godt af. (Han er notorisk kendt for at skrive dårlige slutninger; så meget, at han endda påtalte det i sin cameo i den nye It-filmatisering). Jeg var virkelig godt underholdt hele vejen igennem, og den eneste grund til at jeg ikke kan give bogen topkarakter, er den lille, nagende følelse af en King på cruise control. Vi har set næsten alle elementer af historien i tidligere udgivelser - jeg vil ikke spoile (endnu), men The Institute virker næsten som et mash-up af diverse klassisk King, hvilket nok efterhånden er svært at undgå, når man har skrevet SÅ mange bøger. En King på cruise control er dog stadig bedre end det meste andet i min bog, og jeg sender en varm anbefaling efter The Institute. 
(Constant Readers vil øjeblikkeligt opfange, at dagens t-shirt-reference ikke stammer fra The Institute, men derimod The Talisman.) HERE BE SPOILERS!

Det fungerede rigtig godt:- The Institute og deres rolle i verdensfreden. Jeg er ret vild med, at de ansatte ikke er entydigt bad guys - King giver dem et par kapitler set fra deres perspektiv, og han beskriver skræmmende godt hvordan mennesker kan overbevises om, at målet helliger midlet. Og tænk nu, hvis de havde ret? Tænk, hvis det virkelig ER deres skyld, at verden ikke for længst er endt som et giftigt bombekrater? 

- Karakteropbygningen. Selv når Kings karakterer ikke er de allerstærkeste, er de stadig nuancerede og troværdige. Det er imponerende, at han stadigvæk kan skrive realistiske børneroller, og selvom denne bande er lige lovligt heroiske, er de en god flok. 

- Pacingen. Det var mest af alt bare en virkeligt spændende historie, der har en lille young adult-vibe over sig. Rettighederne til The Institute er allerede blevet sikret af David E. Kelley og Jack Bender, der også har lavet tv-serien over Mr. Mercedes, så jeg er meget spændt på at se, hvad de får ud af denne historie. 

Det fungerede mindre godt:

- Når The Institute nu ikke er entydigt onde, forstår jeg ikke helt, hvorfor deres metoder skal være SÅ voldsomme. Ja ja, børnenes forældre må nødvendigvis myrdes brutalt, men er den efterfølgende torturering virkelig nødvendig? Ville man ikke få bedre resultater ved at samarbejde med børnene? (Siger forsøgsdyrepasseren...)

- Superskurken og 'forstanderen' Julia Sigsby er ikke nogen ordentlig skurk. Hun er lidt en udvandet version af tidligere antagonister, ligesom Lukes evner også er noget lunkne sammenlignet med Charlie fra Firestarter. Jeg ved godt, at det er et bevidst valg, men det virker mest af alt bare lidt fladt. Luke lever heller ikke heeelt op til sit potentiale som dette geni, der var blevet optaget på flere prestigefyldte skoler i en uhørt tidlig alder. 

Alt i alt var jeg dog rigtig godt underholdt af The Institute, og selvom jeg ikke helt forstår, hvordan han gør det, er den næste King-udgivelse allerede på trapperne - til næste år får vi fire historier i samlingen 'If It Bleeds', hvor en af mine favoritter Holly Gibney fra Mr. Mercedes og The Outsider tilsyneladende dukker op igen. Stephen King virker på ingen måde som en mand på vej på pension, og det er jeg meget taknemmelig for. 

tirsdag den 22. oktober 2019

I've been dreaming of meeting the picture

Ingen Athen uden Akropolis! Jeg vil gerne se the sights, når jeg rejser, men jeg prøver også at researche lidt inden, så jeg undgår de værste turistfælder - der er ingen grund til at bruge tid på at se andre landes ækvivalent til Den Lille Havfrue, når jeg kan rende rundt i et fedt kvarter og fotografere street art. Jeg har ikke behov for at lave en stram tidsplan for at nå det hele - jeg vil hellere bruge lidt længere tid på lidt færre steder i stedet for bare at sætte flueben ud for en tjekliste. Akropolis er der dog ingen vej udenom, for det er helt berettiget, at stedet er udflugtsmål nummer ét - det emmer af historie, kultur og eventyr, og det var en stor oplevelse for mig. For foden af klippen ligger Dionysos-teateret, hvor et hav af vigtige teaterstykker blev opført for allerførste gang, og lidt længere oppe ligger Herodes Atticus' imponerende Odeon, der er genopbygget og bruges til teater og koncerter i dag.
Vi havde læst på nettet om tre timer lange billetkøer til Akropolis - med efterfølgende lige så lange køer til selve indgangen, og vi blev anbefalet at købe spring-køen-over-billetter hjemmefra. Byen virkede dog slet ikke så overfyldt af turister her i oktober, så vi tog chancen og gik mod billetkiosken på det allerværste tidspunkt på dagen - og skulle kun vente på et enkelt billetkøb foran os. Der var heller ikke kø ved indgangen, og jeg må igen virkelig anbefale at besøge Athen i oktober måned. Helt på toppen ved Parthenon var der nu alligevel godt fyldt med mennesker - jeg kan slet ikke overskue tanken om at besøge stedet i højsæsonen. Vi havde svært ved at acceptere Parthenons triste skæbne - tænk, at så imponerende et bygningsværk er blevet behandlet så skødesløst igennem næsten hele historien. Der er nu et beundringsværdigt restaureringsprojekt igang, hvor man ganske nænsomt bygger kopier af søjler og figurer, og det tilhørende museum er eminent godt til at formidle historien om Akropolis i sin pomp og pragt. (Vi tog dog ikke på museum samme dag - det kan godt blive lidt meget at tage ind på én gang.) Det er halvdyrt og der er mange mennesker - men man må ikke snyde sig selv for en tur på Akropolis, hvis man er i Athen. 
Efter den bagende sol og de nøgne bygninger på Akropolis, søgte vi ned ad klippen og udforskede det charmerende, lille kvarter Anafiotika, der er en del af den større, gamle bydel Plaka. Der var utroligt hyggeligt i de små, krogede gader, hvor husene bragte tankerne hen på græske ferieøer, og det var et tiltrængt pusterum efter de mange mennesker ved Parthenon. Der var blomster og katte overalt - men også et par stykker af en lidt overraskende beboer i Athen - nemlig skildpadder. Jeg dånede næsten lige så meget over dem som over kattene, og det siger ikke så lidt - men det var en fed oplevelse at se skildpadder chille i solen og kravle rundt på klipper. 

søndag den 20. oktober 2019

we stayed a long, long time

Jeg søger altid opad, når jeg besøger en ny by. Fra toppen af en høj bygning eller en bakke kan man oftest få et virkelig godt overblik, og her havde Athen helt enestående muligheder for at fornemme byens størrelse og se livet oppefra. Byen er kæmpestor, men virker samtidig meget overskuelig, og det skyldes ikke mindst dens mange åndehuller, parker og bakker. Vores klare favorit var den flotte Filopappou Hill, som vi kom lidt tilfældigt forbi på vores første dag, da vi slentrede rundt i eftermiddagssolen efter en overdådig, græsk frokost. Fra bakketoppen har man en af de allerbedste udsigter til imponerende Akropolis med mægtige Parthenon på toppen, og på den anden side glimter havet i horisonten. Omkring bakken ligger et stort parkområde, hvor jeg fik nåååårh'et af adskillige hunde i aftenleg, og det var et fremragende første møde med Athen. 
Athens højeste udsigtspunkt er Mt. Lycabettus, som vi var blevet anbefalet at besøge ved solnedgang i klart vejr. Vi valgte i stedet at bestige bakken lidt over middag i det eneste  to-timers tidsrum på hele vores tur, hvor der var overskyet, men det var stadig en anbefalelsesværdig oplevelse. Og når jeg siger "bestige", lyver jeg helt vildt, for vi betalte faktisk fem euro for at tage kabelbanen op, for jeg havde læst mig frem til, at det ville være en meget hård omgang at gå op. Som det nederste billede antyder, var stien og trapperne dog ganske overkommelige, og vi var nede på ti minutter - jeg kan godt forstå, at det kan være hårdt med en opstigning i middagssolen i juli måned, men på en lettere overskyet dag i oktober ville det altså have været en overskuelig opgave. Jeg kan i øvrigt ikke anbefale at undersøge kaktusfrugterne, da de sjovt nok også er fyldt med tusindvis af mikroskopiske pigge. 
På vores sidste aften i Athen vendte vi faktisk tilbage til Filopappou Hill for at se solnedgangen, og det føltes helt rigtigt at slutte turen af samme sted, som den begyndte.  På de nederste to billeder er solen i øvrigt gået ned, og der er nærmest stadig lysere end på en gennemsnitlig, dansk efterårsdag, hvilket bare sætter en fed streg under hvorfor jeg har brug for at rejse sydpå ind imellem. Oktober virker som det helt perfekte tidspunkt at besøge Athen; både i forhold til vejret og til mængden af turister.