onsdag den 23. oktober 2019

armageddon of the brain

Hver gang jeg får en ny King-udgivelse mellem hænderne, prøver jeg altid at rationere siderne lidt og give mig god tid til at læse den, men det lykkes mig sjældent, og også denne gang brændte jeg igennem historien uden at kigge mig tilbage. Det hjalp lidt, at jeg i forvejen lå i sengen en hel dag med et tungt, forkølelsesramt korpus, men The Institute - udgivet kort før mesterens 72-års fødselsdag i september - er bestemt en pageturner. Det er ikke altid ensbetydende med en decideret god historie, men jeg er helt overordnet ret godt tilfreds med Kings nyeste fortælling om børn med superkræfter, og jeg er ked af, at det skulle tage mig så lang tid at få skrevet om den. Jeg prøver at holde det relativt spoilerfrit først, og jeg skal nok advare, når jeg snakker om vigtige dele af plottet. 

Historien starter et lidt pudsigt sted; nemlig hos den tidligere politimand Tim Jamieson, der får arbejde hos sheriffen i den lille by DuPray i South Carolina, og King bruger bogens første mange sider på at tegne et godt billede af både det lille samfund og Tim, der virker ganske sympatisk. Herefter skifter fokus dog totalt, og der går lang tid før Tim og DuPray igen bliver en del af historien, hvilket faktisk giver et ganske interessant flow. Vores egentlige hovedperson er nemlig den tolvårige, hyperintelligente Luke Ellis, der bliver kidnappet af historiens bad guys fra The Institute, der er en forsøgsstation dybt i Maines skove, hvor børn med telekinetiske og telepatiske evner bliver brugt til noget udefinerbart. 

De andre beboere på The Institute er også børn; Kalisha, Nick, Iris, George og Avery bliver  kørt i stilling til at være vores nye Loser's Club - men selvom de bestemt er både sympatiske og interessante, kommer de aldrig op på siden af Kings mere ikoniske portrætteringer af venskaber børn imellem. Det er selvfølgelig også svært at sammenligne; i The Institute byder hverdagen på grufulde tests og eksperimenter for børnene, og belønningen udmønter sig i tokens, der kan veksles til cigaretter og spiritus i automaterne. Det er en barsk hverdag, og man kommer hurtigt til at heppe på en udvej for Luke og de andre, selvom man (jeg) interessant nok begyndte at kunne se en form for nødvendighed i instituttets eksistens.

Slutningen var en hæsblæsende, spændende omgang, og jeg synes faktisk, at King denne gang fik rundet historien meget godt af. (Han er notorisk kendt for at skrive dårlige slutninger; så meget, at han endda påtalte det i sin cameo i den nye It-filmatisering). Jeg var virkelig godt underholdt hele vejen igennem, og den eneste grund til at jeg ikke kan give bogen topkarakter, er den lille, nagende følelse af en King på cruise control. Vi har set næsten alle elementer af historien i tidligere udgivelser - jeg vil ikke spoile (endnu), men The Institute virker næsten som et mash-up af diverse klassisk King, hvilket nok efterhånden er svært at undgå, når man har skrevet SÅ mange bøger. En King på cruise control er dog stadig bedre end det meste andet i min bog, og jeg sender en varm anbefaling efter The Institute. 
(Constant Readers vil øjeblikkeligt opfange, at dagens t-shirt-reference ikke stammer fra The Institute, men derimod The Talisman.) HERE BE SPOILERS!

Det fungerede rigtig godt:- The Institute og deres rolle i verdensfreden. Jeg er ret vild med, at de ansatte ikke er entydigt bad guys - King giver dem et par kapitler set fra deres perspektiv, og han beskriver skræmmende godt hvordan mennesker kan overbevises om, at målet helliger midlet. Og tænk nu, hvis de havde ret? Tænk, hvis det virkelig ER deres skyld, at verden ikke for længst er endt som et giftigt bombekrater? 

- Karakteropbygningen. Selv når Kings karakterer ikke er de allerstærkeste, er de stadig nuancerede og troværdige. Det er imponerende, at han stadigvæk kan skrive realistiske børneroller, og selvom denne bande er lige lovligt heroiske, er de en god flok. 

- Pacingen. Det var mest af alt bare en virkeligt spændende historie, der har en lille young adult-vibe over sig. Rettighederne til The Institute er allerede blevet sikret af David E. Kelley og Jack Bender, der også har lavet tv-serien over Mr. Mercedes, så jeg er meget spændt på at se, hvad de får ud af denne historie. 

Det fungerede mindre godt:

- Når The Institute nu ikke er entydigt onde, forstår jeg ikke helt, hvorfor deres metoder skal være SÅ voldsomme. Ja ja, børnenes forældre må nødvendigvis myrdes brutalt, men er den efterfølgende torturering virkelig nødvendig? Ville man ikke få bedre resultater ved at samarbejde med børnene? (Siger forsøgsdyrepasseren...)

- Superskurken og 'forstanderen' Julia Sigsby er ikke nogen ordentlig skurk. Hun er lidt en udvandet version af tidligere antagonister, ligesom Lukes evner også er noget lunkne sammenlignet med Charlie fra Firestarter. Jeg ved godt, at det er et bevidst valg, men det virker mest af alt bare lidt fladt. Luke lever heller ikke heeelt op til sit potentiale som dette geni, der var blevet optaget på flere prestigefyldte skoler i en uhørt tidlig alder. 

Alt i alt var jeg dog rigtig godt underholdt af The Institute, og selvom jeg ikke helt forstår, hvordan han gør det, er den næste King-udgivelse allerede på trapperne - til næste år får vi fire historier i samlingen 'If It Bleeds', hvor en af mine favoritter Holly Gibney fra Mr. Mercedes og The Outsider tilsyneladende dukker op igen. Stephen King virker på ingen måde som en mand på vej på pension, og det er jeg meget taknemmelig for. 

4 kommentarer:

  1. Ej det lyder nu altså som en ret spændende bog ❤️

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror faktisk også, at det lige er én for dig! Den er også allerede kommet på dansk.

      Slet