fredag den 18. oktober 2019

lift me up and take me out of here


Min mor døde for snart syv år siden, og efterfølgende har jeg sørget for, at jeg altid har en rejse at se frem til. Når jeg er kommet hjem fra en ferie, bestiller jeg helst en ny med det samme, og det har været et overraskende effektivt middel mod generel tristesse og mismod - og en vigtig del af de strategier jeg bruger for at klare mig igennem de lange, mørke vintermåneder. En stor del af oplevelsen er forberedelsen - jeg elsker at researche og planlægge og have styr på tingene, når jeg rejser. 
De sidste par år har det dog været noget sværere at bestille ferie i god tid, da min titel som dyrepasserelev gjorde årsplanlægningen ganske uforudsigelig. Når man skiftevis skal i skole og arbejde på nye afdelinger, kan det godt være svært at booke rejser et halvt år ud i fremtiden, så ud over vores dejlige tur til USA sidste år, har jeg været for lidt i ferieforberedelsesmode. Denne tur til Athen har for mig været næsten spontan, eftersom vi først bestilte fly og hotel for halvanden måned siden (der må gerne grines af min noget brede definition på spontanitet), og eftersom september ramte mig som en hammer, fik jeg næsten ikke researchet noget overhovedet. Jeg havde planer om i det mindste at genlæse Jostein Gaarders Sofies Verden for at få et lynkursus i forståelig filosofi, men jeg fik det ikke gjort - og det siger nok lidt om mit energiniveau den sidste tid, at jeg ikke fik så meget som skimmet en børne/ungdomsroman, som jeg  endda har læst flere gange tidligere. 
Men Athen var nu helt forrygende alligevel, og jeg har forelsket mig totalt i byen, der er en frygteligt charmerende samling af antikke ruiner, hypermoderne pop-up-shops, turisme-catering og iværksætteri, og hvor man kan gå rundt til det hele. Flyveturen tog tre timer, som jeg brugte på ENDELIG at læse i guidebogen, hvilket gjorde det nemmere at lokalisere de fine, små kvarterer og de værste turistfælder. Min mand har altid været meget interesseret i antikkens Grækenland, så jeg nød også at lade ham lege guide - og jeg glemte (næsten) helt mit behov for at faktatjekke de informationer, han gav mig. 
Jeg har prøvet at samle vores oplevelser i et par indlæg, som jeg udgiver i den kommende tid. Men det allerbedste ved Athen var som sagt bare at kunne slentre rundt i solen og sætte sig på en hyggelig café, når øl/cola-tørsten meldte sig, snakke med nogle katte og spise oliven og feta i groteske mængder.

2 kommentarer:

  1. Haha hvorfor skulle der dog være grund til at faktatjekke?
    Du ved at at vores mænd altid har ret i det de siger og aldrig liiiige finder på noget 😂

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, ej, men de siger det bare med så stor sikkerhed i stemmen, at det er umuligt at vide, hvornår de griber tingene ud af den blå luft! Simon har dog faktisk ret godt styr på antikkens Grækenland. :D

      Slet