søndag den 10. november 2019

like the loss of sunlight on a cloudy afternoon

Det er allerede en måned siden jeg rejste til Athen for at spare lidt solskin sammen til vinteren - at det så ikke helt lykkedes efter planen er en anden sag, men det var i hvert fald en midlertidig pause fra den nagende fornemmelse af, at de mørke måneder ville blive hårde i år. Jeg vil prøve at få arrangeret endnu en tur sydpå snarest, for der er simpelthen for lang tid til at solen igen står højt nok på himlen på vores breddegrader til at kunne have en reel effekt og hjælpe mig. Vi producerer nemlig serotonin, når dagslyset rammer vores nethinder - serotonin er en såkaldt neurotransmitter, der virker mellem vores hjerneceller, og som blandt andet har indflydelse på vores følelse af lykke og glæde - og på hukommelsen. Om vinteren kan det være svært at få nok dagslys her i Danmark, men de fleste kan heldigvis kompensere for det og tilpasse sig årstiderne ved automatisk at skrue lidt op for transporterne i hjernen. 
Jeg er formodentlig genetisk disponeret for at være dårlig til både at producere og transportere serotonin, og det giver mig faktisk en vis ro at vide, at jeg egentlig ikke kan gøre for, at jeg bliver deprimeret. Det er langt fra en ansvarsfraskrivelse, men som übersproglig student, der aldrig tidligere har været synderligt interesseret i biologi, har det paradoksalt nok også hjulpet mig i dén henseende at uddanne mig til dyrepasser. Jeg har lært langt mere om gener, hormoner og signalstoffer, og det har været enormt spændende at lære om, hvad min medicin egentlig gør ved mig. Det giver mig også en større forståelse for samspillet mellem mine tanker og min krop, og det gør det nemmere for mig at acceptere, at min medicindosis nok skal sættes lidt op igen. Hvis man spørger mig, er der også en verden til forskel på de lidt mildere vinterdepressioner og de ofte invaliderende depressioner, der kan ramme når som helst, og lige nu håber jeg, at jeg kan blive i første kategori. 
Jeg er stadig lidt ærgerlig over, at Athens idylliske, solbeskinnede gader ikke var nok til at holde mig oppe i længere tid, men der har nok også været lidt flere ting i mit liv, der har været udfordrende de sidste par måneder. Mine smil på feriebillederne var dog helt ægte - jeg er lidt imponeret over, hvor godt det lykkedes os at flygte fra hverdagen i nogle dage. Jeg holder tungen lige i munden og prøver at lægge den helt rette mængde af gode planer ind i min kalender - men mine stille-dage herhjemme er også blevet endnu vigtigere for mig. I sidste uge fik jeg tiltrængt luft for mange af mine frustrationer i samtaler med gode veninder; i fredags så jeg min kæreste spille koncert for første gang længe, men her i weekenden har jeg bare haft brug for ikke at have nogen planer overhovedet. Min overvældende træthed og manglende overskud til rengøring i hverdagene påvirker lejlighedens generelle beboelighed, men med en god podcast og udsigten til en middagslur fik jeg taget den enorme opvask i formiddags, og jeg hyggede mig næsten med det. 
I næste uge skal jeg på et kursus, som jeg har glædet mig til i virkelig lang tid. Vi skal høre en række spændende foredrag, spise lækker mad og snakke med andre dyrepassere, forskere og dyrlæger, og selvom jeg stadig ser frem til det, er jeg også begyndt at være en smule nervøs for alle de mennesker, for det er altid sværere for mig at smalltalke, når det støjer i mit hoved. Jeg er træt af, at det skal påvirke min hverdag i så høj grad, men jeg er trods alt taknemmelig for, at jeg denne gang stadig kan gå på arbejde og endda videreuddanne mig, - selvom jeg skal skrabe mig selv op fra gulvet engang imellem. 

2 kommentarer:

  1. Det er ok at tage medicin og også at tage meget medicin.
    Jeg kan på ingen måde undvære mit. Jeg (og mine omgivelser) kan mærke hvis jeg har glemt at tage det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er det nemlig. Det kan bare være så svært at forklare nogle gange, men vores medicin er uundværlig.

      Slet