tirsdag den 7. januar 2020

and they brought me their comfort

10.  American Horror Story: 1984 (sæson 9)
Jeg er mildt skuffet over niende installation i American Horror Story-sagaen, men Ryan Murphy og Brad Falchuck formår trods en lidt svag historie at strikke en hæderlig sæson sammen uden mange af de tidligere kerneskuespillere. Jeg mangler især Evan Peters, Jessica Lange og Sarah Paulson - uden dem er det næsten ikke AHS - men Emma Roberts, Billie Lourd og Leslie Grossman er perfekte i denne sæson, der (som titlen afslører) foregår i 1984. Det er en underholdende omgang campy og kitchet horror, der heldigvis er fyldt med callbacks til tidligere sæsoner, hvilket trækker en del op. Der går rygter om, at tiende sæson igen vil handle om heksene fra sæson tre, så der er heldigvis noget at se frem til i efteråret. 

9. Preacher sæson 4
Fjerde og sidste sæson af Preacher var en helt vanvittig afslutning på en bizar, hæsblæsende og enormt underholdende historie, og jeg synes det er en skam, at der ikke er flere, der kender og sætter pris på denne undervurderede perle. Den egentlige hovedperson, præsten Jesse, er efterhånden blevet så besat i sin søgen efter Gud, at han er blevet decideret usympatisk, men hans kæreste Tulip og vampyrvennen Cassidy, er alligevel sjovere og mere interessante karakterer, så det gør mig ikke så meget, at de får lidt mere skærmtid. Jeg har kun læst den første tegneserie, men jeg har hørt, at serien afviger meget fra originalen - men historien er opfindsom og slutningen tilfredsstillende, så det gør mig ikke noget. Preacher indeholder nogle af de bedste, flotteste og vildeste volds- og kampscener jeg har set på tv, og jeg er glad for, at serien sluttede på toppen.

8. Good Omens
Jeg har længe villet læse Neil Gaiman og Terry Pratchetts Good Omens, men jeg fik det desværre ikke gjort inden jeg så årets farverige adaption - den er dog heldigvis så god, at det ikke gør så meget. Den fortæller historien om englen Aziraphale og dæmonen Crowley - spillet fremragende af Michael Sheen og David Tennant  - der er blevet livslange venner og vant til bekvemmelighederne og fordelene hos de dødelige, så da de bliver informeret om fødslen af Antikrist, forsøger de aktivt at forhindre jordens undergang og kæmpe imod Apokalypsens fire ryttere. Det er en meget underholdende, kæk og flot miniserie på seks afsnit, som jeg kan anbefale alle at se over et par aftener. 

7. Maniac 
Cary Fukunagas Netflix-serie Maniac er fra 2018, men den gjorde så stort indtryk på mig, at den alligevel må nævnes her. I en verden meget lig vores møder vi de to fremmede Owen (Jonah Hill) og Annie (Emma Stone), der begge har meldt sig som prøvekaniner hos et stort medicinalfirma, ledet af Dr. Mantleray (Justin Theroux) der påstår at kunne kurere alle psykiske sygdomme og mentale udfordringer med en række piller. Sammen med ti andre begynder de på det tre dage lange eksperiment, der selvfølgelig hurtigt eskalerer helt ud af kontrol. Annie og Owen har en hel speciel forbindelse, og Maniac er både syret og rørende, spændende og frustrerende, og fyldt med gode skuespilpræstationer, og de ti afsnit er hurtigt væk. 

6. Barry sæson 1 + 2
Jeg har slet ikke set nok Saturday Night Live, men jeg ved godt, at der gemmer sig uendeligt meget guld - ikke mindst fra Bill Hader, der for alvor charmede sig ind på mig under sin præstation som voksne Richie i sidste års It Chapter Two. Derfor måtte jeg naturligvis også se Barry, som Hader selv har været med til at producere og spiller titelkarakteren i, og det var en endnu bedre oplevelse, end jeg havde turdet håbe på. Barry er en tidligere marinesoldat, der nu arbejder som (en utroligt dygtig og effektiv) lejemorder, der ender i Los Angeles pga. et job, og snart finder sig involveret i amatørteaterscenen med en skuespildrøm - og med en russisk mafiafamilie ledet af den fantastiske NoHo Hank i hælene. Barry formår at være både absurd sjovt og ganske seriøst på én og samme tid; Barry lider klart af PTSD, og han træffer stadig nogle dumme beslutninger ind imellem, og selvom han virkelig må siges at være en antihelt, hepper man selvfølgelig på ham. Det er en fremragende serie, der kan ses på HBO, hvilket jeg klart kan anbefale. 

5. Castle Rock sæson 2
Anden sæson af Dustin Thomason og Sam Shaws Stephen King-inspirerede Castle Rock er meget svær at sammenligne med den første - men den er god på en helt anden måde. Jeg har meget at sige om Lizzy Caplans version af Annie Wilkes (spoiler: primært gode ting), hvilket følger i et senere indlæg. Dog kan jeg ikke helt udelukke, at den høje placering har rod i min King-fiksering, men det er en god serie. 

4. Broad City sæson 5
Det er næsten utilgiveligt, men i sommer glemte jeg fuldstændig at nævne femte og sidste sæson af fremragende Broad City, der ellers har været en af mine klare favoritter de sidste år. De to veninder Ilana og Abbi (spillet af Ilana Glazer og Abbi Jacobson) startede deres eventyr i New York da de var i starten af tyverne, og det har været interessant, relatérbart, rørende og sjovt at følge deres rejse frem mod de voksne kvinder, vi møder i sidste afsnit. Portrætteringen af et meget tæt venskab er spot-on, og det er rart at se en serie, hvor traditionelle, romantiske forhold ikke er i fokus, men derimod et bevis på, at andre relationer kan være mindst lige så betydningsfulde.

 

3. Gösta sæson 1
Svenske Lukas Moodysson er min yndlingsfilminstruktør, så det er ikke så underligt at jeg forelskede mig totalt i hans HBO-serie Gösta. ALLE bør se den. Den handler om den ekstremt godhjertede 28-årige børnepsykolog Gösta, der får sit første job i en lille by i Småland, og flytter op i en dejlig lille hytte ved skoven. Gösta er det bedste menneske i verden. Han har en syrisk flygtning boende, køber mad til tiggeren hver gang han handler, cykler alle steder hen og er helt overdrevet lydhør og forstående for andres problemer - ikke kun de ulykkelige børn og unge, han møder i sit arbejde, men også for kollegaerne, vennerne, kæresten og familien. Det bliver helt absurd, så langt han strækker sig for at gøre andre mennesker glade, og det er interessant hvordan det også kan værre irriterende (dog slet ikke i nærheden af hans ufrivillige roommates, der langt overskrider alle rimelige grænser for god opførsel), for vi burde egentlig alle stræbe efter at være bare lidt mere som Gösta. Hovedrollen spilles af Vilhelm Blomgren, der også har en stor rolle i sidste års bedste film Midsommar, og der er generelt godt skuespil fra alle i denne forrygende serie, der er både sjov, tåkrummende pinlig og meget rørende. 

2. His Dark Materials sæson 1
Der findes tre helt store fantasyserier i min verden; Lord of the Rings, Harry Potter og Phillip Pullmans His Dark Materials, og alle tre har været relativt heldige med de tilhørende filmatiseringer. I sidstnævnte serie fik vi dog kun én film, nemlig The Golden Compass fra 2007, der var lidt en blandet oplevelse; det var en fantastisk flot film med godt skuespil, men den manglede bogens skarpe religionskritik (hvilket bestemt ikke var holdningen i religiøse kredse, der boycottede filmen), og der kom aldrig en toer. Det har BBC One og HBO heldigvis rettet op på nu; denne fremragende første sæson har fortalt historien fra første bog, men der er allerede bestilt en sæson to, og jeg kan slet ikke få armene ned. Det er fantasy med parallelverdener, når det er allerbedst - vores hovedperson  er den elleveårige Lyra, der lever i en version af Oxford, hvor alle mennesker har et dyr som ledsager; en såkaldt daimon, der er menneskets sjæl i dyreskikkelse. Allerede dér er jeg solgt, men historien byder på meget mere; isbjørnehære, luftskibe, nordlys og episke rejser - og serien fanger virkelig essensen af Pullmans bøger. Der er fremragende skuespil over hele linjen, effekterne er flotte, og der bliver ikke sparet på kritikken af (i hvert fald denne form for) organiseret religion. 

1. Mr Robot sæson 4
Det har været meget tæt i toppen denne gang, men fjerde og sidste sæson af Mr. Robot er lige en tand bedre end det meste andet. Første sæson var også fantastisk, men siden er min begejstring dalet en anelse - indtil nu, altså, hvor det viser sig, at der (selvfølgelig) har været en større mening med det hele. Jeg er dybt imponeret over, at serieskaber Sam Esmail kunne levere en afslutning, der både var helt mindblowing, men også helt rigtig. Rami Malek ER den unge, deprimerede hacker Elliot Alderson i mine øjne, og han spiller bedre end nogensinde - så godt, at jeg faktisk overvejer endelig at få set Bohemian Rhapsody. Mr. Robot er et utrolig intelligent og samfundskritisk kunstværk, og trods en lunken sæson tre, har den helt overordnet gjort et stort indtryk på mig. Det er en heftig omgang, der kræver koncentration og handler om noget helt andet, end man først regner med, og den får mine varmeste anbefalinger. 

Det har været et godt halvår på seriefronten, og 2020 ser ud til at fortsætte i samme stil. Lige nu kæmper vi os godt nok igennem Vikings, men december bød på en fremragende halvsæson af Rick and Morty, og vi har lige været godt underholdt af Dracula - og så er jeg endelig kommet i gang med Euphoria, der helt sikkert ender med en topplacering næste gang, selvom første sæson jo heller ikke er helt ny mere. Mangler jeg noget på min liste, og hvad er det bedste, I har set det sidste år? 

2 kommentarer:

  1. Jeg var meget demotiveret efter første afsnit af 'Castle Rock' sæson 2. Hvilket kom bag på mig, da jeg intimdyrkede første sæson på en særdeles upassende måde (i hvert fald lige ind til det fesne sidste afsnit). Jeg ved godt at det er to selvstændige historier, men jeg havde virkelig, virkelig håbet at der i det mindste var noget der mindede om første sæson. Har stadig ikke set mere end det første afsnit. Det ender med at en skurk(?) bliver smidt ned i en byggeplads på en gammel indianerkirkegård, og så kan jeg næsten godt regne ud hvad der siden sker ... men som sagt blev jeg noget nedslået. Kan du love mig at det er godt? At det kan betale sig for mig at investere min tid og opmærksomhed i serien?

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt ærligt: Nej. Jeg vil langt hellere anbefale dig at se f.eks. Gösta eller Mr. Robot (omend sidstnævnte er et noget større projekt), for selvom jeg personligt er ret glad for Castle Rock, var anden sæson objektivt kun momentvis det hele værd - historien om Annie Wilkes var rigtig god, mens den anden historie, der (spoiler) trak tråde til 'Salem's Lot var noget værre rod. Hele sæsonen var dog spækket med King-referencer og store øjeblikke - som f.eks. at se Tim Robbins stå foran Shawshank-fængslet - og det kan jeg jo ikke stå for. Jeg er dog ikke helt sikker på, at jeg kan decideret anbefale dig at se det, desværre, og stemningen er ikke den samme. Men tag lige et afsnit eller to mere, før du endeligt udelukker det. Der er ikke et afsnit som "The Queen" fra første sæson, men femte afsnit om Annies baggrund kommer tæt på, og det sidste afsnit er også virkelig godt - og jeg tror tredje sæson kunne blive meget interessant.

      Og hey, se Sunday!

      Slet