lørdag den 11. januar 2020

you have to sleep late when you can



I disse dage er det bare tre måneder siden min smuttur til henrivende Athen, men det efterfølgende gråvejr og den medhørende tristesse har varet ved i evigheder nu. Min forsinkede juleferie har givet mig ro i både hoved og krop igen, men jeg befinder mig helt klart stadig i en art venteposition, selvom jeg prøver at være til stede her og nu. Det går den rigtige vej, men det går meget langsomt. Dagens billeder er et udpluk af det utroligt fine gadekunst, jeg kom forbi i Athen, og dagens tekst er et udpluk af de knapt så fine tanker, jeg får her i København. 

Jeg har sovet og sovet og sovet noget mere, og det er nødvendigt for at min hjerne kan reboote og blive bare lidt funktionel igen. Når jeg har det allerværst, sover jeg meget lidt om natten, hvilket naturligvis bliver starten på en ond spiral, hvor jeg heller ikke har det nødvendige overskud til at bruge mine strategier mod mine tvangstanker, hvilket ikke så overraskende medfører yderlige depressive tanker og en uro i kroppen, der altså vækker mig klokken tre. Min læge, der snart opnår helgenstatus i mine øjne, gav mig noget nyt medicin med hjem på ferie, og jeg blev et helt nyt menneske efter tre dage med næsten tolv timers søvn. 

I hverdagene kan jeg ikke tage medicinen, da jeg bliver lidt for groggy til at passe mit arbejde, men her går det også lidt bedre med at få sovet. Min kat får monstrøse mængder mad til natten, og ørepropperne har fået en fast plads ved siden af min seng, så det i hvert fald ikke er insisterende kattepoter eller overboens/naboens/den anden nabos grædende baby/sure toddler, der vækker mig. Da jeg vendte tilbage fra en uges stilhed i Jylland, var jeg klar til øjeblikkeligt at flytte ud af lejligheden og på landet, men nu har jeg igen næsten vænnet mig til at bo et helt åndssvagt lydt sted - jeg er dog noget mere opmærksom på, hvor stor en stressfaktor det egentlig er for mig. Hver dag krydser jeg fingre for, at mine overboere snart flytter, og jeg skammer mig ikke det mindste over det.

I stedet har jeg udpenslede og avancerede drømme om selv at rykke ind i lejligheden på øverste etage, hvilket medfører svære beslutninger og kompromiser - eksempelvis er vores badeværelse er det største i hele opgangen, men jeg kunne godt være villig til at ofre det til fordel for et mindre stressende liv. (I behøver ikke forestille jer jacuzzi og bidet - vi slipper bare for at bade over håndvasken.) Jeg tænker meget over praktikken i det; om man skulle beholde vores egen lejlighed i et par måneder, imens man i ro og mag satte i stand og flyttede ind; om væggen til ekstraværelset skulle rives ned, og om det ville give mening at flytte vores gaskomfur med derop. Igen - der er umiddelbart ingen indikationer på, at overboerne har tænkt sig at flytte, men jeg bruger altså relativt meget tankevirksomhed på mulige og umulige scenarier, og det gør det lidt nemmere at overskue, når der er grædende og skrigende børn overalt omkring mig. 

4 kommentarer:

  1. Du kan altid komme herover og få sovet ud i ro og mag. Bortset fra når Vibe banker på døren og siger "Hvor moster henne?"
    Men så kan vi sove videre når hun er kommet i dagpleje!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaaa, jeg glæder mig også til at skulle sove længe hos jer om et par uger. <3

      Slet
  2. har ikke så mange ord, men bare vid:
    <3 <3 <3 <3 <3 <3 <3 <3 x 10000000000000

    SvarSlet