mandag den 24. februar 2020

don't you judge of my composure

Jeg har sjældent foretaget mig så lidt, som jeg har gjort i denne weekend. Jeg havde egentlig overvejet at købe en skridttæller, efter især Lindas rosende ord, men jeg har nok ikke brug for flere tal, jeg dagligt kan obsesse over - og efter et par dage som disse, ville den vise så pinligt få skridt, at jeg tror jeg sparer mig selv den ydmygelse. Det har dog været særdeles tiltrængt - selvom jeg har fundet en god formel med at arbejde ti dage i streg og derefter snuppe fire dage i Jylland, betyder det også tre uger uden en fridag herhjemme, og det har jeg kunnet mærke denne gang. Derfor er dagene gået med ingenting - eller næsten, for meget lidt har jeg fået lavet: 
- Jeg har først og fremmest hygget mig uendeligt meget med denne lille elskelige pelsklump. Han fylder snart otte, og han har faktisk forandret sig meget det sidste års tid - han er blevet noget mere rolig (doven), meget mere tilbøjelig til at ligge hos os i sofaen/ i sengen, og endnu mere snakkende. Listen over hans kælenavne er alenlang og bliver hele tiden udvidet - favoritterne i øjeblikket er (selvfølgelig) kjælemousch, nullerbuks og brumbasse, og jeg skammer mig ikke det mindste. 
- I lørdags skulle jeg have set fastelavnsoptoget til hest slå katten af tønden 500 meter fra min lejlighed, men himlen åbnede sig en halv time før, og jeg kunne lægge mig tilbage i sofaen med næsten god samvittighed. I stedet spillede min mand og jeg brætspillet Quacks of Quedlinburg, som jeg fik af min far i julegave, og jeg vandt stort. 

- Jeg tabte til gengæld lige så stort i samtlige spil 500, vi har taget i denne weekend. Min mand og jeg har snart været kærester i tretten år, og for tolv år siden i Benicássim i Spanien begyndte vi for alvor at spille 500. Jeg har trukket mig sejrrigt ud af omkring 80 procent af dysterne siden da, men i denne weekend besluttede vi os for at starte på et evighedsspil, og først nu afslører min mand, at han i virkeligheden er en fremragende kortspiller. 

- Jeg har også bestilt en tapetprøve. Vi overvejer et fototapet i stuen - det har vi efterhånden snakket om i flere år, så denne bestilling er faktisk et overraskende stort skridt mod målet.

- Søndag bevægede jeg mig udenfor længe nok til at hente fastelavnsboller i Lagkagehuset, men en egentlig nævneværdig præstation er det vel ikke. 

- Weekenden toppede i går aftes, da AaB vandt 3-2 over Brøndby hjemme på Aalborg Stadion, hvor Vesttribunen fejrede 25-års jubilæum og fik sit officielle navn. Jeg gad virkelig godt have oplevet den kamp fra lægterne, eller som minimum i selskab med andre AaB-fans, for herhjemme var stemningen ikke udelukkende positiv (af uforklarlige årsager hævder min mand jo at være Brøndbyfan). Det var en forrygende kamp, fantastisk underholdning og første AaB-sejr over Brøndby i fire år, og nu tør jeg for alvor tro på top 6. 

- Sidst, men ikke mindst har jeg fået set Parasite, der var en syret og fremragende oplevelse. Jeg har også fået genlæst "The Subtle Knife" i His Dark Materials-trilogien, samt indhentet en række podcasts. Jeg har lavet ingenting, men nået en masse, og det har været helt perfekt. 

4 kommentarer:

  1. På trods af din (dejligt) slatne weekend, har du alligevel nået mere end jeg gør på en gennemsnitlig weekend 😁 Så thumbs up herfra (ikke at thumbs up er så meget værd, når de kommer fra en entusiastisk sofakartoffel 😂)

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha! Det er en fantastisk kommentar. :D Jeg ved ikke, om jeg fik bedrevet sååå meget - det bestod jo mest i at ligge på sofaen med øjnene rettet mod en kat, en skærm eller en bog, og en fastelavnsbolle i maven. Men det var skønt. :)

      Slet
  2. Fantastisk sæsonstart. Jeg skal i Parken på søndag, så håber lidt, at vi har ramt en stime... Forza de røde! ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg fik slet ikke ønsket dig en god tur - men det var fem rigtigt dumme minutter. :( Godt at vi trods alt lige fik to i kassen, selvom et point havde været bedre.

      Slet