torsdag den 20. februar 2020

I like the taste of the cola on ice

Vi har taget hul på et nyt årti, og jeg fortsætter ufortrødent med mine anmeldelser af chips, eftersom strømmen af nye snacks heldigvis ikke er blevet mindre gennem årene. (Senest har jeg fået fingrene i de tre nye "dobbelt"-varianter fra KiMs, men den anmeldelse følger først i næste runde, så stay tuned) Til at skyde 2020 i gang har jeg smagt på KiMs festlige blå og røde franske kartoffelchips, der var ganske interessante.

Min mand fik lov til at vælge først, så vi startede med de røde franske kartofler med salt & vinegar-smag. Det var en spændende kartoffelsort, der havde en dejlig form og størrelse og smagte meget af kartoffel - det lille hint af vinegar var ikke dominerende, men meget passende til denne variant. De var en anelse porøse, men heldigvis ikke alt for olierede, hvilket ellers godt kan være tilfældet med den type - der var dog ikke så meget bid i dem. Min mand og jeg giver dem et otte-tal; havde jeg spist dem med lukkede øjne havde de nok kun fået en syver, men den flotte, røde farve trækker op. 

De blå franske kartofler med havsalt er meget blålilla og utroligt flotte. De ligner næsten rødbedechips, men det er kartofler - der dog som posen lover smager lidt mere cremede og søde end normale kartofler. De er hårdere i konsistensen end de røde chips, men stadigt mere porøse end de almindelige. De smager helt ærligt ikke af ret meget, og de er lidt kedelige, men farven gør dem ekstra interessante og lægger igen en karakter til bedømmelsen, der ender med et otte-tal fra min mand, men kun et syv-tal fra mig. 

Som tidligere nævnt er min mand gået all-in på mit anmeldelsesprojekt, og han bringer ivrigt nye varianter hjem - nogle gange lidt for ivrigt. Jeg prøver som udgangspunkt at holde mig til kartoffelsnacks (og flere og flere med majs), men som følge af min kærestes velmenende handling, kommer her en bedømmelse af tre varianter med 23% rismel. Der er også både kartoffel- og majsmel i blandingen, og grundchippen adskiller sig i virkeligheden ikke ret meget fra de normale Pringles - bortset fra en anelse mere porøs konsistens, der åbenbart er et tema denne gang.

Det røde rør var med Malaysian Red Curry, og selvom karrysmag på chips nok aldrig bliver en rigtig god idé, giver det i det mindste lidt mere mening på en risvariant, og de smagte faktisk af det, de skulle. Uden at have ret stor viden om asiatisk mad, smagte varianten malaysisk og sød, og den får et syv-tal fra os begge. Den grønne variant var med Peking Duck & Hoisin Sauce-smag, og fik mine tanker hen på kinesisk mad, men på den lidt uheldige måde. Det er en interessant smag i små mængder, men de var desværre bare ikke ret gode, og den sødlige smag trækker helt ned på et fem-tal. Den orange og sidste variant holder også hvad den lover, og duftede kraftigt af Indian Chicken Tikka Masala. Det virkede tillokkende, men smagen var ikke god på denne rismels/kartoffel/majs-blanding, og de når kun akkurat op på et lille seks-tal i vores bedømmelse. Det var et spændende eksperiment, der må få pluspoint for at leve op til deres navne, men jeg ville nok ikke købe nogle af varianterne igen. 
Jeg glemte helt denne grønne, græske pose i sidste anmeldelsesrunde, men i Athen faldt vi over Taco-Doritos, og selvom det ikke var et vanvittigt interessant bekendtskab, skal de trekantede majschips stadig have et par ord med på vejen. Men et par ord er alt, det kan blive til, for jeg vil aldrig komme til at forstå folk, der frivilligt vælger denne variant frem for den orange Nacho Cheese-udgave, der er uendeligt meget bedre. Doritos bud på taco-smag er en halvkedelig omgang, der lige slæber sig op på et seks-tal. 
Min mand rettede op på ris-fadæsen ved at bringe to "Dinner Party Edition"-Pringlesrør med hjem, for jeg ER glad for Pringles, og jeg elsker at smage meget specifikke smagsvarianter, hvilket disse to må siges at være. Chipsene i det flotte, lilla rør smager præcis, som billedet antyder - som om de har ligget sammen med en honningglaseret skinke.  Billedet er i øvrigt totalt over the top, men jeg er vild med chipsenes placering, der leder tankerne hen på spareribs eller en steg. Smagen er noget speciel, men den er ret godt afbalanceret mellem det søde og salte, og den er hverken for røget eller smager for meget af kød. Det bliver aldrig en af mine favoritter, men jeg giver den alligevel et pænt syv-tal, hvorimod min mand, der egentlig ikke er stor Pringles-fan, smider et begejstret ni-tal efter den. 

Den næste smagsvariant er endnu mere avanceret; alene duften af "Cheese Fondue with Garlic & White Wine Flavour" må være en af de mest varierede jeg er stødt på, og jeg var ikke overraskende ret vild med den. Det er også en ret interessant smag, hvor den kraftige, lidt "gamle" ostesmag træder mest tydeligt frem, hvorefter hvidvinen med et lille touch af hvidløg dukker op. Jeg kunne forestille mig, at det er en variant, der deler vandene - men jeg er som sagt særligt glad for nye og uprøvede smagssammensætninger, og jeg giver dem gavmildt et ni-tal. Min mand nøjes med otte, men var også glad for dem. 
Nu, hvor jeg alligevel har anmeldt tre risvarianter, kan jeg lige så godt kaste mig over en af de mest traditionelle majssnacks; nemlig Bugles fra Chicago. Ligesom alle andre, har jeg også leget heks med Bugles på fingrene som barn, og jeg kan ikke udelukke, at nostalgifaktoren gør mig lidt venligere stemt end jeg ellers ville være.

Jeg var i hvert fald overrasket over min begejstring for de helt originale Bugles, som jeg ikke havde smagt i hundrede år og ikke havde forventet at synes særligt godt om. De var slet ikke så kedelige, som jeg huskede dem, og jeg synes sagtens de kan spises uden dip. De får et solidt otte-tal fra min søster og jeg, der med glæde åbnede den næste pose med nacho cheese-smag. De var ikke overraskende vores favoritter, og det lækre crunch var i perfekt samspil med ostesmagen, der dog godt kunne være en anelse kraftigere. Denne lille detalje trækker dem ned på et (stort) otte-tal for mig, mens min søster gladeligt giver dem ni. Den sidste variant var med roasted paprika-smag, hvilket jeg ikke normalt er så glad for, så mit seks-tal er egentlig ganske pænt. Min søster giver dem syv, men vi er begge enige om, at man aldrig behøver at købe andre end ostevarianten. Selvfølgelig. 
Denne årets første runde er blevet lidt atypisk, og for at slutte af i samme ånd, bliver den sidste variant en noget forsinket julepose fra svenske Estrella. Grundchippen er mere eller mindre en skamløs kopi af Bugles-hornet, men selvom jeg er ked af at indrømme det, har de faktisk et endnu bedre crunch end originalen. Der er ikke meget jul over smagen, men den milde Jalapeño er overraskende god, og det lille touch af hvidløg trækker for anden gang i dag en smagsvariant op. Min mand mener dog, at netop denne detalje trækker ned, da han af uforklarlige årsager ikke mener, at hvidløg hører hjemme på chips(?), men vi ender begge på et pænt otte-tal. 

4 kommentarer:

  1. Apropos Bugles, har du så prøvet Smash fra Kims? Det er en slags Bugles overtrukket med chokolade - den perfekte kombi af salt og sødt...

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ELSKER Smash! Hvis jeg skal være helt, helt ærlig, har jeg lige nu otte poser Smash liggende ved siden af mig, fordi jeg har opdaget KiMs vidunderlige webshop, der sælger billige snacks med kort holdbarhedsdato. De er min nyeste addiction, og jeg tænker de får et par ord med på vejen i næste runde, men jeg kan allerede afsløre, at det er en ren 10/10. :) Tak for tip! <3

      Slet
    2. Guud, vidste ikke at KIMs har en webshop..! Men når jeg skal have en pose Smash (og kun én, LOL) plejer at købe den i Normal.

      Slet
    3. De sidste par gange jeg har været i Normal. har de bare ikke haft dem, så jeg følte det tvingende nødvendigt at hamstre lidt. :D

      Slet