onsdag den 6. januar 2021

this world is waving goodbye

Jeg er glad for at jeg kan begynde 2021 med at anbefale en af mine yndlingsbøger; nemlig den tredje bog i Stephen Kings The Dark Tower-serie – The Waste Lands fra 1991. Det er nu, at Rolands ka-tet endelig bliver forenet; det er nu, vores helte må stå overfor episke fjender (som en over tyve meter høj robotbjørn og et sindssygt højhastighedstog), og det er nu, at vi for alvor bliver introduceret for Rolands Midworld gennem Kings helt eminente worldbuilding. Stephen King har udtalt, at The Dark Tower er hans bud på en Lord of the Rings-lignende saga, og i The Waste Lands bliver paralellerne for alvor tydelige. Det er efterhånden lidt omsonst at skrive om de enkelte bøger i serien uden at spoile, så træd varsomt, hvis du ikke vil have alt for meget afsløret.

I bogens begyndelse er der for en gangs skyld ro på vores foreløbige ka-tet bestående af Roland, Eddie og Susannah. Efter de to første, hæsblæsende installationer er det meget rart at starte helt nede i gear og lære om Midworld sammen med Eddie og Susannah, der begge hurtigt viser sig at have flair for livet i en postapokalyptisk parallelverden. Roland forklarer dem noget af mytologien og historien om gunslingers, og jeg bliver helt varm om hjertet når jeg læser, at han ser sine nye bekendtskaber som venner frem for (alene at være) instrumenter for at nå tårnet.   

Eddie og Susannah får hurtigt brug for deres nyfundne evner som sharpshooters, da de støder ind i Shardik, der er en af mine yndlingskarakterer nogensinde - men hvem ville ikke elske en tyve meter høj robotbjørn? Der er efterhånden et tykt fantasy- og sci-fi-lag udover fortællingen, og det bliver kun mere udtalt her, hvor begreber fundamentale for forståelsen af universet forklares. Det er alt for kompliceret at redegøre for på et par linjer, men kort fortalt er The Dark Tower en struktur, der står i midten af alting og holder hele universet sammen (no biggie); dette tårn holdes oppe af seks såkaldte beams, der igen beskyttes af 12 guardians, der har skikkelse af forskellige dyr (nørdefact – skildpadden Maturin, der spiller en stor rolle i It, er også en guardian of the beam). Bjørnen Shardik er en anden af disse guardians, men efter at have patruljeret skovene i flere tusinde år, er den frygtindgydende cyborg døende – blandt andet på grund af en virkelig klam ormeinficering i hans hjerne, der også gør ham blind af raseri. Jeg er vild med kampen mod giganten – som de ikke ville have haft en chance imod, hvis han havde været i topform - og den efterfølgende opdagelse af The Beam, der viser sig ganske subtilt i skyernes og fuglenes bevægelse, træernes groretning og meget andet, og det føles lidt som om, at historien først for alvor starter her.

Men vores ka-tet er ikke komplet endnu, for i New York går stakkels Jake, som vi mødte første gang i The Gunslinger, rundt i en døs og angst for at være ved at blive vanvittig. En lang sektion af bogen er dedikeret ham alene, og det er svært ikke at føle med den unge dreng, der på én gang føler sig død og levende. I Drawing of the Three reddede Roland Jake fra at blive skubbet ud foran en bil, hvormed han forhindrede de efterfølgende begivenheder i at ske, men det har nu skabt et ubrydeligt paradoks i dem begge, der er ved at splitte dem ad. Kapitlet er helt forrygende, og vi fornemmer den støt stigende desperation i Jake, der har livlige drømme om Midworld, og som en dag bliver draget mod en enkelt rose, der står midt på en overgroet byggeplads. Der finder han også en nøgle; og den samme nøgle går Eddie samtidig i gang med at snitte en version af i Midworld, da også han drømmer om Jake, og fornemmer at nøglen er vigtig. Der sker så mange betydningsfulde ting i Jakes kapitel, at det er umuligt at tale om dem alle (deriblandt Jakes eksamensopgave og besøget hos boghandleren Calvin Tower, der solgte ham en bog med gåder og den ildevarslende Charlie the Choo Choo), men det vigtigste er næsten Jake og Rolands lidelser, der er eminent godt beskrevet.

Jeg prøver virkelig på ikke at genfortælle hele romanen, men jeg ELSKER den her bog, og det hele føles SÅ vigtigt. Uden at afsløre for meget om hvordan, lykkes det gruppen at trække Jake til Midworld, efter at Susannah tager en for holdet og har sex med en dæmon. Genforeningen er rørende, og det er specielt overvældende at se Roland og Jake falde hinanden om halsen imens Jake spørger ”You won’t let me drop this time?”

Og så sker det. Øjeblikket, jeg venter på med længsel hver gang jeg læser The Dark Tower. Beviset på, at jeg er utroligt nem at overbevise som læser, dukker op i skikkelse af den nuttede billy-bumbler Oy. Billy-bumblers er Stephen Kings helt egen opfindelse, men de er vaskebjørn/hunde-hybrid nok til at gå lige i hjertet på letpåvirkelige constant readers som mig. Og Oy kan TALE – eller i hvert fald gentage ting, hvilket også gav ham sit navn, der bare er en billy-bumblers version af ”boy”. Jeg har allerede haft præfikset yndlings- foran flere ting, men Oy er min ultimative yndlings, ikke-menneskelige karakter, og han er en vidunderlig tilføjelse til historien. Han beviser i øvrigt sit værd flere gange allerede kort efter sin ankomst, men det var der nok aldrig den store tvivl om.

Roland har ikke stødt på andre mennesker end sin ka-tet siden massakren i Tull i The Gunslinger, men i River Crossing tilbringer de en dejlig aften i selskab med en gruppe ældgamle mennesker, der falder på knæ for Roland og hans pistoler, og som kan fortælle en masse om storbyen Lud, der ligger et par dages rejse væk. Lud er… episk, og beskrivelsen af den fik mig til - sammen med The Stands kaotiske dommedagsbeskrivelser fra et pandemi-ramt New York – for alvor at elske postapokalyptiske historier. Jeg kunne læse en hel bogserie, der foregik udelukkende i Luds ruiner og ødemarken omkring den, for byen, dens historie og dens indbyggere er noget helt specielt.

Efter en virkelig dramatisk introduktion til byen, en bortførelse og en genforening, møder vores ka-tet endelig Blaine the Mono. Han er et ekstremt langt, pink, hyperintelligent højhastighedstog, der ligesom Shardik også er blevet lidt rusten i maskineriet, og så elsker han gåder. Han er en totalt vanvittig tilføjelse til historien, og en herligt uforudsigelig karakter, der endnu engang får os til at frygte for vores venners liv. Heldigvis har de Jakes bog med gåder, ligesom Roland noget overraskende viser sig at være ganske habil i kategorien – i hans gamle Gilead blev der afholdt årlige gådekonkurrencer blandt gunslingerne, og selvom han aldrig vandt, kan han stadig huske mange af gåderne. Det er heldigt, for efter at være steget mere eller mindre frivilligt ombord på Blaine, laver de en aftale med ham om at underholde det selvmordstruede tog længe nok til at køre til hans slutdestination – og hvis de vinder over ham, tager han dem måske ikke med i døden.

Bogen slutter lige dér; med 1400 kilometer i timen og ubesvarede gåder, og jeg er SÅ glad for, at jeg ikke var nødt til at vente fem år, før jeg kunne læse videre. Men det måtte de constant readers, der læste med fra starten, og de var mildest talt ikke begejstrede for denne cliffhanger. 

Jeg har allerede spoilet helt ekstremt meget OG skrevet voldsomme mængder af tekst, men jeg har alligevel et par afsluttende observationer, der i flere tilfælde er endnu mere afslørende end ovenstående – så stop endelig her, af den ene eller anden årsag!

-        Allerførst MÅ jeg simpelthen snakke noget mere om alle Lord of the Rings-forbindelserne. Det er næsten umuligt ikke selv at lægge mærke til flere af dem -og jeg er helt overbevist om, at det er ganske bevidst fra Kings side- men podcasten The Kingslingers (endnu en forrygende podcast, jeg ikke har anbefalet endnu) har også fået mine øjne op for et par stykker. Der er næsten for mange at nævne, men tiden i River Crossing er i allerhøjeste grad en parallel til The Council of Elrond, hvor missionen planlægges, og Aunt Talitha er en tydelig Galadriel; en mystisk og omsorgsfuld karakter, der sender vores ka-tet videre med lys og håb i hjerterne. Roland er totalt Aragorn; begge deres fædre var konger, og nu vandrer de udstødte rundt i ødemarken – og Jakes bortfører Gasher kan nemt sammenlignes med en ork. Ved synet af det egentlige, miserable The Waste Lands citerer Susannah endda Tolkien direkte: ”This is what Frodo and Sam saw when they reached the heart of Morder – these are the cracks of Doom”.

-        Landskabsbeskrivelserne fortjener endnu en hyldest, for både Shardiks frodige skove og The Waste Lands står helt levende for mit indre blik – sidstnævnte desværre befolket af misshapen flying things with leathery wings. Skaberne bag Fallout: New Vegas kunne sagtens have læst The Dark Tower før de kreerede deres postapokalyptiske univers, og det er bestemt et kompliment. En anden fascinerende ting ved Rolands verden er geografien, der ikke er konstant – Roland har brugt årevis på at tilbagelægge en strækning, der tidligere ikke var mere end 1500 km.

-        Blaine og interaktionen med ham er forrygende bizar. Hans ondskab er kalkuleret og grusom, og han nyder at se forfærdelsen i ka-tettens ansigter, når han zoomer ind på rædslerne omkring toget (Det er det værste, Roland nogensinde har været vidne til – og det siger ikke så lidt). En æra sluttede, da Blaine udløste giftgas i hele Lud, og han har ikke noget at tabe- og han er en virkelig interessant skurk. Det må i øvrigt have været svært at indtale The Waste Lands på lydbog, for toget taler udelukkende i CAPS LOCK, hvilket godt kan blive liiidt trættende.

-        Vi får også endelig vores første, rigtige beskrivelse af The Dark Tower. Lidt overraskende kommer den ikke fra Roland, men det er det helt rigtige valg at lade os opleve tårnet sammen med Eddie, der ser det klart og tydeligt for sig i en drøm. Som læser er det også svært ikke at blive draget af den fængende beskrivelse, og man begynder at forstå, hvorfor det er så vigtigt for Roland at nå sit mål.

-        Hvis der stadig skulle herske den allermindste tvivl, så vil jeg bare slutte af med at sige, at jeg ELSKER The Waste Lands, og det er den jeg oftest læser ude af kontekst – bare fordi jeg godt kan lide at være sammen med karaktererne. 

13 kommentarer:

  1. Oh my, jeg synes den lyder ALT for spændende og din entusiasme er virkelig smittende! Der er noget fantastisk absurd ved en historie, der bl.a. handler om en kæmpe robotbjørn, et ondskabsfuldt tog og en nuttet vaskebjørn-hund, haha 😍 Og TAK for alle spoilers selvom du undskylder, det gør mig vældigt tilfreds og glæder mig endnu mere. Jeg har også købt den næste bog i serien, så jeg ikke skal leve med en cliff hanger i alt for lang tid, så tak for tippet. 😁 Det er virkelig interessant at der er så mange LOTR-referencer, som jeg har er vældig stor fan af. Og og og du tror det er løgn, men jeg GLÆDER mig til at gense Jake 😀 Jeg var jo ikke ligefrem den største fan af bog 1, men jeg tror altså at jeg er blevet helt omvendt. Ja faktisk er jeg kommet så langt, at jeg glæder mig helt til at gense hele slænget 😱 Jeg er selv lidt chokeret. Bog 2 var bare så god, og efter denne anmeldelse, er mine forventninger til bog 3 tårnhøje, og jeg har på fornemmelsen at jeg pludseligt er blevet Stephen King fan. Du har en god indflydelse på mig 😀

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er SÅ GOD, Carina! Glæd dig - og skynd dig at komme i gang! Jeg er simpelthen så glad for, at min entusiasme har smittet lidt af - det er altså noget helt særligt endelig at kunne snakke The Dark Tower med nogen jeg "kender". Og jeg ved godt, at The Gunslinger er en hård nød at knække, men jeg er så glad for, at du ikke gav op - det bliver du (forhåbentlig) belønnet for nu! Stephen King har aldrig lagt skjul på, at LOTR og Tolkien har været en stor inspiration for ham, og som du også vil opleve senere i serien, er han glad for at lave mash-ups med populærkulturen generelt. Jeg synes - ikke overraskende - at det er megafedt. :D

      Slet
  2. I aften er aftenen jeg starter på bogen 😁 Det er bestemt ikke fordi jeg ikke har haft lyst til at starte før, men fordi jeg har gemt den til når jeg skulle ud at sejle. Havde en eller anden forestilling om, at jeg ville have masser af fritid, og derfor skulle have noget godt med at læse - oh boy was I wrong 😄 Men fordi vi er på vej til England har jeg lige fået foræret en ekstra time, og hallå den skal bruges på det jeg har glæder mig til i hundrede år. Så NU går jeg altså i gang, synes jeg bare lige du skulle vide 😁

    SvarSlet
    Svar
    1. HURRA! Måske du allerede er et stykke inde - jeg kan slet ikke vente med at høre, hvad du synes om den! Rigtig god fornøjelse - og perfekt at læse den, når du selv sejler rundt i verden! :)

      Slet
    2. Nej, jeg er overhovedet ikke kommet særlig langt - jeg læste indtil den kæmpe robotbjørn kom og altså, det var super spændende og jeg læste og læste, og jeg var SÅ lettet, da de fik den nedlagt. Havde helt hjertebanken da Eddie kravlede op i træet, og det var bare for meget! 😱 Men... jeg kunne ikke falde i søvn bagefter, fordi jeg hele tiden havde den her klamme kæmpebjørn i mit hoved😂 Jeg havde næsten følelsen af dejavu til da jeg var barn, og var bange for at der stod en stor varulv og gloede på mig når jeg skulle sove, haha, hvilket bare er så åndssvagt, jeg ved det godt. Men for fanden😂 Så nu bliver det kun til søndagslæsning, hvor jeg har tid midt på dagen og ikke kun inden sengetid 😁 Så min delkonklusion, her 10% inde i bogen: den er uhyggeligt spændende! 😱

      Slet
    3. Haha! Ej, det er det bedste nogensinde! :D Undskyld jeg griner af din frygt, det er i virkeligheden overhovedet ikke særlig pænt gjort af mig, men det ER en lille smule sjovt. Jeg forstår det i øvrigt godt - noget af det mest uhyggelige jeg ved, er unaturligt store ting, og der passer Shardik jo meget godt ind i temaet. Håber du stadig finder den interessant. :)

      Slet
    4. OMG jeg har så mange tanker! Så undskyld mig Tine, men det her bliver måske lidt langt! 😁

      Altså, hvor skal jeg starte... Jeg fucking ELSKER Oy, og jeg var nødt til at læse din anmeldelse med spoilers flere gange, for jeg var så dødnervøs for at han ville blive slået ihjel af dumme Gnasher eller Tick Tock Man! Jeg kunne næsten ikke holde det ud - også fordi du af ubeskrivelige årsager ikke har nævnt det direkte. Jeg tænkte dog, at når du IKKE havde skrevet at du var ulykkelig, betød det at nuttede Oy overlevede (men jeg var fortsat nervøs indtil sidste side!).

      En ting som jeg dog giver mange minuspoint for, er at Susannah sørger for at holde dæmonen væk ved at lade den voldtage hende. Årh, hvor jeg hader det! Hun er så mega sej til alt muligt, og så er det lige dét der kan redde dem alle 😒 Og jeg hader endnu mere at der er en risiko for at hun er gravid med et eller andet dæmonbarn 😬 Så det giver jeg desværre er stort minus for!

      Tilgengæld bliver jeg fuldstændig fanget af historien! Så meget at jeg simpelthen ikke har kunne læse om aftenen inden sengetid, som jeg allerede har beskrevet. Men den der klamme stemning og gru hænger altså bare ved 😅 Også selvom jeg pinligt må indrømme, at jeg ikke tror jeg fatter halvdelen af hvad der foregår 😁 Jeg har på fornemmelsen, at man skal være en lidt mere opmærksom læser end jeg er, hvis man skal fange alle hans hints. Og der vil jeg bare sige, at jeg er SÅ glad for din spoiler-anmeldelse 😀 Jeg er helt overbevist om, at jeg ikke ville have fattet noget som helst, hvis jeg ikke havde læst din anmeldelse inden. Altså, der sker bare så mange random ting, som jeg slet ikke forstår hvordan skal kædes sammen - og det viser sig jo så, er alt der virker random slet ikke er det, men at det hele passer sammen in the end. Fx at Jake får den her bog med Charlie the Choo Choo. Hvis jeg ikke allerede fra start vidste, at vi skal møde et ondt tog senere, så ville jeg ikke have fattet et hak, haha 😄

      Jeg var virkelig underholdt igennem næsten hele bogen 😀 Og på trods af din anmeldelse blev jeg så chokeret flere gange! Især til slut 😱 Jeg er så overrasket over at jeg godt kan lide King, haha! Jeg var så overbevist om at det slet ikke var noget for mig. Men nu læser jeg sgu hele serien færdig 😁

      Jeg giver bogen 4,5 stjerner ud af 5! Indtil videre er 2'eren fortsat min yndlings, men jeg kan nu godt forstå hvorfor du elsker den her aller højest 😀

      Slet
    5. Hvor er det bare skønt at høre fra dig igen, Carina! <3 Du må ALDRIG undskylde for at det bliver langt - det er så ubeskriveligt specielt overhovedet at møde nogen, der har læst The Dark Tower, og det gør mig SÅ glad, at du tilmed går helhjertet ind i projektet.

      Og selvfølgelig elsker du Oy. Han er verdens bedste ikke-menneskelige karakter, og jeg kan sagtens forstå hvorfor du lige måtte dobbelttjekke hans skæbne. Som du fandt ud af, er Oy sikker et stykke tid endnu - men nu, hvor du godt kan lide at være forberedt, vil jeg lige advare om sådan cirka hele bog syv.

      Jeg er meget, meget enig med det store minus til Susannah og dæmonen - jeg forsøger ikke at dvæle for meget ved det, hvilket måske er lidt fejt. Som du siger, er hun jo nemlig ret badass på mange andre punkter, og det virker så unødvendigt at hun skal udsættes for det. Det HAR dog betydning for historien senere hen, men det kunne godt have været håndteret mere elegant.

      Jeg er virkelig glad for, at du kan bruge mine spoiler-anmeldelser. Og ja, Mid-World er et forvirrende bekendtskab, og det kan godt være svært at vide, hvad man skal fokusere på. 4.5 stjerner er meget pænt, synes jeg! 2'eren kan også noget helt særligt - og er markant anderledes end denne - så jeg forstår bestemt tiltrækningen. :)

      Slet
    6. Tak Tine, du er den bedste hepper man kunne tænke sig! 😀 Og altså, det er virkelig din fortjeneste at jeg nogensinde gav Mr. King en chance. Og på den ene side er jeg i chok over, at jeg er så vild med bøgerne, og at jeg ikke har kendt mig selv bedre, haha! På den anden side er jeg overhovedet ikke overrasket, for jeg er jo enig med 99,9% af de ting du skriver - så det giver jo slet ikke mening, hvis jeg IKKE også kunne lide The Dark Tower 😄 Måske ikke helt så entusiastisk som dig, men jeg er da godt i gang med mit lobstrosity broderi (som ok, sådan set bare er et lobster broderi, men alligevel 😁) og mon ikke jeg også skal have mit en nørdet t-shirt på et tidspunkt, haha! 😍

      Ååååååhhhhh nej! Jeg er SÅ glad for at du giver mig heads up med bog 7. Og jeg er helt lettet over, at jeg faktisk har tre bøger jeg kan læse, uden den forfærdelige nervøsitet. Selvom det allerede gør mig lidt ked af det. Oy er bare den bedste! Og btw så forestiller jeg mig Oy som i en meget nuttet kawaii-stil, som ja slet ikke passer ind i Mid-World, ok 😁 Så det billede du har af ham i indlægget er altså ikke helt nuttet nok, i forhold til hvad min hjerne viser mig når læser 😄

      Altså, jeg er bare så glad for, at du også synes at Mid-World er forvirrende, haha! 😁 Det er sådan en kæmpe hjælp at have dine anmeldelser, ellers ville jeg være helt lost. Og jeg tror helt seriøst ikke, at jeg ville nyde bøgerne lige så meget uden - tror bare jeg ville være frustreret i stedet. Måske ligesom med bog 1, som jeg ikke var stor fan af. Nu kender jeg ligesom verdenen og forstår meget bedre hvordan King skriver... så faktisk tror jeg, at jeg får en helt anden og langt mere positiv oplevelse, når jeg engang genlæser 1'eren 😀

      Slet
    7. Glemte helt at skrive, at jeg blev SÅ rørt, da de alle fire er samlet igen. Altså, det er jo en kort fornøjelse, for så er de hoppet på Blaine, haha. Men åååh, det var bare så rart!

      Slet
    8. Jeg er helt oprigtigt meget beæret over, at nogen har givet sig i kast med en saga så stor som The Dark Tower på baggrund af mine anbefalinger. Du må love mig at vise mig din lobstrosity! Den har jeg faktisk tænkt på et par gange, haha!

      Det er heller ikke rigtig sådan, jeg forestiller mig Oy. Jeg synes bare det er virkelig svært at finde ordentlige illustrationer af ham, og her lever han i det mindste ret meget op til beskrivelsen om at være en mærkelig hybridart. Men jeg er enig - jeg har også en noget mere nuttet Oy i mine forestillinger.

      Første gang jeg læste serien var jeg ret meget på bar bund. Anden gang var en kæmpe oplevelse, men denne gang har været noget helt særligt, fordi jeg nørder podcasts intenst sideløbende med min læsning. Det er vildt at lytte til King-nørder bruge flere timer på ganske få kapitler, og det har helt klart også udvidet min forståelse for Mid-World. Men det er nok trods alt lidt FOR nørdet for de fleste, heh. :D

      Enig - det er bare bedst, når vores ka-tet er samlet. Men de er altså fem! <3

      Slet
    9. Haha, åh gud, naturligvis FEM ikke fire 😄 Gad vide hvem jeg glemte i forvirringen 😁

      Jeg er heldigvis kæmpe fan af at genlæse bøger, hvilket jo lyder til at blive en endnu større oplevelse end normalt. Jeg er ret overbevist om, at jeg ender med at få en del aha-oplevelser!

      Øh, det går af helvedes til med lobstrosity broderiet 😄 Altså, det gik godt - troede jeg. Men hvad i alverden der er gået galt er ikke til at sige, kun at jeg i går synes at der var et eller andet der så underligt ud. Og det viste sig, at jeg havde lavet halvdelen af hummerskabningen helt skæv. Og altså, det er en lobstrosity og den er sikkert hæslig i virkeligheden, men jeg kunne ikke holde ud at se på det skæve dyr, så var nødt til at sprætte halvdelen op 😭 Det er virkelig pinligt, for det er verdens letteste mønster, haha! 😄

      Slet
    10. Haha, åh nej dog! :D Det lyder frustrerende, men jeg forstår det godt - jeg havde heller ikke kunnet leve med en skæv hummerskabning. Og jeg synes stadig bare at det er MEGA sejt, at du broderer, og jeg tror ikke på, at en hummer er verdens letteste mønster! :)

      Slet