lørdag den 1. februar 2020

yes this mess is mine

Det er svært for mig at skille mig af med ting. Jeg tillægger objekter en helt enorm betydning, og selvom det selvfølgelig er meget normalt at være samler, har det af og til taget lidt overhånd for mig i både antallet af forskellige samlinger (musik, film, bøger og spil, LEGO, Svampebob, Stephen King-relaterede ting og meget, meget andet), men også i min samling af ting, der kun har en følelsesmæssig værdi. Jeg var egentlig blevet ret god til at få ryddet ud, men jeg støder stadig på ting, som jeg helt rutinemæssigt bliver ved med at gemme på.

Min nye, velfungerende strategi, som jeg beskrev for snart et par år siden, går ud på at tage et billede af de ting, jeg ikke behøver at mærke fysisk for at kunne huske eller sætte pris på. Jeg har derfor lige kunnet sige farvel til endnu to, lidt specielle ting, som jeg er blevet træt af at flytte fra skuffe til skuffe. Den første er en candy ring, som to af mine bedste veninder  sammen med meget andet havde hængt på vores dør, da min mand og jeg kom hjem fra vores bryllupsovernatning i Malmø. Man kan faktisk se den her, og det er nok for mig, for jeg kan mærke de helt samme varme følelser strømme gennem kroppen, som når jeg havde posen liggende foran mig. 

Det er langt fra de samme, positive følelser jeg får, når jeg kigger på den næste ting, der har været helt tåbelig at gemme på i så mange år. I efteråret 2012 fik min mor ud af det blå en kræftdiagnose, og hun døde i december efter et par meget hårde måneder. Hun var ikke ved bevidsthed i de sidste ti dage før hun døde, og min far, søster og jeg forlod hende ikke længe ad gangen - hun lå på den palliative afdeling på Farsø Sygehus, og vores udflugter gik som regel bare til det meget beskedne bycenter. I Matas købte min søster og jeg en dag denne Nivea-stick med kølende, opkvikkende creme til hævede øjne, fordi vi bare græd så meget hele tiden. Og selvom det hele var forfærdeligt og sørgeligt, var der også ét eller andet bizart og næsten sjovt over at være nødt til at købe så specifikke remedier for at hjælpe vores trætte øjne, og den kom flittigt i brug de næste uger. Den sidste tid i Farsø var ikke så kaotisk, og da min mor trak vejret for sidste gang, havde vi fået sagt farvel, og Nivea-sticken minder mig mest af alt om tiden efter, hvor jeg mærkede så meget kærlighed fra min familie og mine venner.

Nu bor minderne i dette billede, der lidt forvirrende domineres af min julegave fra min kat Jimmy - et fint lille puslespil, der bestemt ikke skal smides ud. En slikpose og en gammel creme er dog ikke så fotogene alene, så det var en god anledning til også at få foreviget denne nye tilføjelse til en af mine andre samlinger - puslespil. 


2 kommentarer:

  1. Jeg kan slet ikke huske at vi købte den creme. Der er så meget jeg og vi har glemt fra den tid!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er helt skørt, at vi husker så forskellige ting fra den tid. Det er godt, at vi har hinanden. <3

      Slet