søndag den 1. marts 2020

and keep all the animals warm

Det har været en travl uge. Der er en lidt underlig stemning på mit arbejde i øjeblikket, og det påvirker mig meget. Fredag var dog en rigtig god dag, da jeg kunne vise syv uger gamle, brogede og ekstremt nuttede rotter frem for  min veninde, der besøgte mig på arbejdet, og det var en lidt syret oplevelse at vise hende rundt; jeg havde (lidt uventet) ret travlt, og det var specielt at skulle oplære vores elever i en teknisk procedure imens hun stod ved siden af. Jeg har været på arbejde igen i denne weekend, og jeg har tænkt meget over, hvor utroligt glad jeg er for mit job. Forhåbentlig løser tingene sig snart - og forhåbentlig får jeg også snart en afklaring på min fremtid, for det er hårdt for mig at blive ved med at være ansat i en vikarstilling. 
I går aftes var jeg til lysfest i Zoologisk Have med en anden god veninde. Det var koldt og blæsende, men også en hyggelig aften, hvor vi travede haven rundt tre-fire gange, hilste på de skumringsaktive dyr og beundrede de flotte lys. Aftenen sluttede med en voldsomt stor omgang sushi, og det var en god afslutning på det, der i hvert fald ifølge kalenderen har været vinter. Nu er det marts, og dét alene har en positiv effekt på mit humør - og på onsdag eftermiddag kan jeg gå på forlænget weekend. Jeg satser på godt vejr, og så planlægger jeg en laaaang cykeltur i solen på mit nye vidunder, afsluttet med en frisk svømmetur i Øresund. (Det sidste er løgn. Jeg er ikke vintersvømmer, men vinterbader, og der er ret stor forskel - om vinteren er jeg sjældent i så længe, at jeg ligefrem kan svømme baner...)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar