søndag den 22. marts 2020

how you gonna lift it with your arms folded tight?

Det er ikke ret længe siden min sidste anmeldelsesrunde, men i disse undergangstider, hvor chips, slik og junkfood udgør en lang større bestanddel af danskernes kost end normalt - fornemmer jeg - tænkte jeg det kunne være passende med en lille guide til nye varianter man kan trøstespise, imens man bladrer Netflix igennem for tyvende gang.

Rundens første pose er endnu en variant, der bevæger sig lige på kanten af hvad jeg kan retfærdiggøre at anmelde. Kommentarfeltet til sidste indlæg afslørede dog, at jeg ikke er den eneste, der har forelsket mig hovedkulds i Smash! fra KiMs, og med dem kan jeg starte denne omgang med en stor omgang positivitet. For jeg ELSKER dem. Det er selvfølgelig ikke ligefrem en original præference at kunne lide salt og sødt sammen, men kombinationen bliver ofte overladt til forbrugeren, der derfor er henstillet til selv at måtte eksperimentere med diverse chokolader og chipsposer. Her er det klaret for én, og de lækreste, sprødeste Bugles-kopier er overtrukket med et perfekt lag af chokolade, der sætter mig i øjeblikkelig ekstase i det sekund, jeg bider ned på dem. Nogen vil mene, at de klart er over-the-top - jeg mener, at de er helt perfekte, og kvitterer med topkarakteren 10. 
De næste tre poser er også fra KiMs, og er nyfortolkninger af deres grundchips; skruer, snackchips og de riflede. For at skille sig yderligere ud fra mængderne på snackhylderne, er de alle "dobbeltkrydrede", hvilket tilsyneladende bare indebærer, at de har fået et ekstra lag olie før krydderierne kom på. Det er ikke min mening at lyde negativ, for jeg sætter altid pris på nye, spændende varianter, men nu er jeg snart så gammel og garvet i det her game, at jeg godt kan spotte deres små tricks. (Jeg skal snart til at opdatere mit CV, og jeg tænker, at det er en kvalitet, der bliver sat stor pris på i erhvervslivet). Jeg giver dog point for poserne, der er enormt flotte og iøjnefaldende, med skarpt design og flotte billeder af lækre ingredienser, og det er ikke deres skyld, at jeg ikke kunne tage et ordentligt billede af dem. 

Ved første øjekast troede jeg, at jeg ville være gladest for den gule pose. Jeg kan godt lide skruer, og jeg kan godt lide ost - og disse "Hot Cheese"-skruer skulle smage af lagret cheddar og chiliolie, så den burde sidde lige i skabet. Min begejstring steg yderligere, da jeg så skruernes størrelse - de var dobbelt så store som normalt, og så meget mere luftige ud, men det viste sig hurtigt, at det skyldes deres hovedbestanddel; skruerne var ikke kartoffelskruer, men LINSEskruer! Det reklamerer posen ikke ret meget med - det er kun det høje proteinindhold, der afslører, at der er noget på færde. Konsistensen var uhyggeligt lækker, og det var svært ikke at fråde dem, og det er uden sammenligning de bedste linsechips, jeg nogensinde har smagt - men de havde også lidt uforklarligt en bismag af baconchips (de der ulækre, lune klamheder, man kan købe til suspekte byfester), hvilket trak ned for mig. Jeg ender på syv, mens min mand begejstret giver ni Pringlesrør til posen. 
Den grønne pose indeholdt en ny variant af snackchips, og jeg havde derfor på forhånd dømt dem ude. Men smagsvarianten "Mexifiesta" med basilikumolie, jalapenos og hvidløg var overraskende god, og klart den bedste af sin slags, og især basilikumsmagen var dominerende. De er gode at fråde, og kan sagtens være tilbehør til (eller helt erstatte) et måltid i disse tider, og det er også nødvendigt at spise mange af dem på én gang for at få chili-smagen frem. Min mand synes den smagte som en stærk hvidløgsudgave af sourcream & onion, og eftersom han er glad for grundchippen, giver han også denne pose ni Pringlesrør. Jeg holder mig på otte, hvilket nu også er en ualmindeligt flot karakter for en snackchip-variant. 

Den sidste dobbeltkrydrede pose i denne omgang var "Margherita" med tomat, ost og basilikumolie på riflede kartoffelchips, og dermed også den mest "sikre" variant. Der er mange chips, der smager af pizza, men denne kommer tættere på en lækker, simpel, italiensk pizza end en vulgær kødpizza fra den tyrkiske på hjørnet, og det er selvfølgelig et klart plus. For mig trækker det op, at de ikke har en dominerende oregano-smag, men derimod blot et hint af basilikum i den lækre tomat- og ostesmag. Her er altså endnu en variant, der snildt kan bruges som substitut for et måltid mad, og det får de et otte-tal for - min mand er helt ustyrlig, og giver også denne sidste KiMs-pose et ni-tal. 
Rundens Pringles-variant er med forårsløg, der bliver vist meget kunstfærdigt frem på det ikke så kønne, lysegrønne rør. De holder, hvad de lover og smager kraftigt af forårsløg - jeg har efterhånden lært, at "forårsløg" betyder smag af løg, og "løg" betyder grillsmag, når det kommer til chips, og det passer også denne gang. Smagen var dog lidt kedelig i sig selv, og jeg blev træt af dem i længden - selvom jeg er utroligt glad for Pringles-chips, skal de helst smage af noget, jeg virkelig godt kan lide, og denne variant ender med et lille syv-tal. 
Min søster er blevet en ivrig aktør i mit foretagende, og hun bragte betænksomt tre norske poser chips med hjem til mig fra deres skiferie. De første to poser er Sørlandschips, og jeg bliver simpelthen nødt til at rose posedesignet mere end normalt; allerførst er det uendeligt sejt at lade chipsene stå på ski og dase på stranden, men endnu sejere er deres miljøbevidsthed, der gør det nemt både at spore kartoflerne til gården, de kommer fra, at bruge posen som chipsskål, og nemt at affaldssortere den bagefter. Derudover er der utroligt mange fine, lidt unødvendige informationer, blandt andet ovenstående, der klart får point fra mig. 

Det er heldigt, at chipsene er pakket ind i verdens sejeste poser, for selve chipsene er desværre ikke noget at råbe hurra for. Vi spiste først varianten med tang, der - måske ikke så overraskende - smager meget af tang. På den dårlige måde. De smager anderledes end de lugter, og smagen ændrer sig også, når man har tygget lidt på dem - eftersmagen er en mere fredelig salt og peber-smag. Grundchippen er lækker og har et godt crunch, men det kan alligevel ikke blive til mere end et fem-tal fra mig - mest på grund af posen - og min søster kan kun give fire. Den anden pose med havsalt var noget bedre - her kom selve chippen til sin ret, selvom de som så mange andre grovchips også smagte lidt rigeligt af olie. De får et pænt syv-tal, og så håber jeg, at jeg får lejlighed til at smage på nogle flere af Sørlandschips' varianter engang. 
Den sidste norske pose var fra mærket med det episke navn Totenflak, der nu bare hentyder til det område, de kommer fra, og som ellers ikke gjorde det store væsen af sig på designsiden. Det var endnu en grovchip, hvor der bliver gjort meget ud af håndarbejdet og langsommeligheden, og også disse kartofler kunne spores tilbage til oprindelsesgården - en kombination, der fik mig til at længes efter en norsk bondegårdsferie. Selve chipsene var ultratynde af grovchips at være, meget mørke, og måske stegt lige rigeligt, og der var godt med smag i dem. Rømme smager af (og er nærmest) sourcream, og urterne og krydderierne smager af, ja, onion, så det er en gammel kending i forklædning, synes jeg. Det gør dem nu ikke dårligere, og de fik et pænt syv-tal fra min far og jeg, mens min strenge søster nøjes med et seks-tal. 

Selvom ikke alle varianter er lige lette at få fat i i disse karantæne-tider, er KiMs altid en trofast leverandør, og jeg håber I kan bruge denne gennemgang som inspiration til madlavning i denne periode, hvor vi har al tid i verden, men ikke overskud til noget som helst. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar