fredag den 6. marts 2020

we need a coat for their eyes


- Det har været en ret mærkelig uge, og jeg har faktisk haft det virkelig dårligt i et par dage, hvilket endda resulterede i mit første angstanfald i flere år. Jeg har gerne villet skrive om det, men jeg kan mærke, at overskuddet ikke helt er til det, så en lille punktforms-opdatering er alt, det bliver til i dag - men helt kort er der kommet lidt ro på nogle ting, og jeg har det næsten overraskende meget bedre nu. 

- Allerførst en forklaring på billedvalget til dagens indlæg; jeg besøgte i løbet af ugen en veninde, hendes dreng og dennes enormt uhyggelige dukke (ikke afbilledet her), men vi kunne ikke se det samme i dukkens sjæleløse øjne og bedende, udstrakte arme, så jeg måtte hjem og finde et par billeder frem, der beviser min pointe - dukker ER freaky og ude på at slå dig ihjel. Øverst og nederst et par pragteksemplarer fra min bedstemors gemmer, og den midterste fra DDR-museet i Tyskland. 
- Samme veninde flytter snart til Jylland i et lækkert hus med en stor have fyldt med frugttræer. Jeg fik øjeblikkeligt husmisundelse, og min tilbagevendende trang til at flytte på landet blussede op igen, for jeg er lidt træt af byen i øjeblikket. Det er svært at finde ro, og mine naboer larmer mere end normalt, så jeg sover stadig med ørepropper. 

- Trods manglende overskud, dog mest fra min side, har min mand og jeg formået at lave god, hjemmelavet aftensmad tre dage i træk i denne uge. Det lyder ikke af meget, og er det heller ikke, men det er vores længste streak i 2020, og det var tre velsmagende retter. Jeg har før skrevet om min manglende lyst til at lave mad
- Det er et helt år siden jeg fik overrakt mit eksamensbevis som færdigudlært dyrepasser, og i dag skulle jeg have været i Roskilde og sige tillykke til det nye hold, som jeg jo faktisk startede sammen med - jeg blev bare færdig et år før dem, fordi jeg pga. min fremskredne alder åbenbart ikke behøvede så meget praktisk erfaring som dem, der jo også skulle lære at stå op om morgenen og passe et arbejde (lød argumentet). Mit tog valgte dog at ændre retning mod Køge pga. en personpåkørsel, så jeg nåede det ikke, og det var simpelthen sådan en irriterende start på dagen.

- Den er dog kun blevet bedre siden. Jeg trøsteshoppede en ny, flot regnjakke, spiste en lækker frokost og gik oprydningsamok i lejligheden, der (relativt) snart får nye vinduer og får tilføjet en stor altan. Det gør den lidt sjovere at bo i igen, og jeg larmede nok også en del, da jeg flyttede rundt på senge og kommoder.  

- Nu står min Xbox og opdaterer, og jeg trænger også til at flade totalt ud på sofaen. I aften bestiller vi nok noget mad - og det er okay - og så nyder jeg, at det stadig kun er fredag, og at jeg ingen planer har i resten af weekenden. Det trænger jeg til. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar