lørdag den 18. april 2020

it takes all my will not to turn it off

Stephen King har endnu engang vist sig at være et menneske af stort format - han ved godt, at vi alle sammen keder os derhjemme, og han har derfor fremrykket udgivelsesdatoen for "If It Bleeds", så den udkommer allerede i næste uge. Jeg har glædet mig til denne samling af fire, lange noveller siden jeg læste, at en af dem omhandler en af mine favoritkarakterer Holly Gibney, hvilket han i øvrigt også nævner her, hvor han læser op fra en af historierne.  Jeg er vild med King i alle formater, men i dag skal det faktisk handle om en anden novelle og dens filmatisering, for jeg kunne slet ikke følge med i 2019 (der virkelig var The Year of King), så jeg mangler helt at snakke om In The Tall Grass. 
In The Tall Grass er en syleskarp, chokerende og syret novelle, som Stephen King skrev i 2012 sammen med sin søn Joe Hill. Den blev oprindeligt udgivet i Esquire Magazine, dernæst som e-bog og senest i Joe Hills fremragende novellesamling Full Throttle fra sidste år, som jeg i øvrigt også skylder en lovprisning. Historien er forholdsvis ligetil, men alligevel underligt dragende - søskendeparret Cal og Becky kører forbi en græsmark og hører en dreng råbe på hjælp et stykke inde i græsset, hvorefter Cal beredvilligt løber ind mellem det høje græs for at hjælpe; den gravide Becky følger efter på afstand, og lynhurtigt er de kommet væk fra hinanden. De kan heller ikke finde vejen ud af græsset igen, og det hjælper ikke at hoppe op for at orientere sig, for parkeringspladsen med deres bil - og flere andre, mistænkeligt forladte og forfaldne biler - synes hele tiden at flytte sig. 

Hvis det ikke var skræmmende nok i sig selv (og det er det virkelig - det lyder som en banal og lidt fjollet idé til en historie, men jeg finder det oprigtigt uhyggeligt at være fanget midt på en kæmpe mark med flere meter højt græs), kommer der snart endnu mere på spil, da den nødstedte dreng og hans forældre dukker op igen. Historien udvikler sig virkelig bizart og brutalt, men jeg vil ikke ødelægge oplevelsen for nogen, så spoilers følger til allersidst. Jeg tror ikke, at det er en novelle for alle, men jeg er ret glad for Joe Hill og hans til tider chokerende twists, der er noget grænseoverskridende at læse i dag, men som helt klart også trækker tråde til tidlige King-historier - og mon ikke King har nydt at være lidt makaber igen. Jeg kan i hvert fald anbefale den - også selvom man skulle være blevet skræmt væk af filmatiseringen, der desværre slet ikke er på samme niveau. 
Den canadiske filminstruktør Vincenzo Natali er manden bag en af mine yndlings-science fiction-film, den legendariske - og ret kitchede - Cube, og med Netflix i ryggen kastede han sig over In The Tall Grass, der udkom i oktober sidste år. På samme tid kørte første sæson af den nye omgang Creepshow over skærmen, hvilket jeg kort nævnte her, og det er virkelig en skam at In The Tall Grass ikke endte som et tyve minutters segment i et Creepshow-afsnit, for den kan slet, slet ikke bære en spillefilm. 

Det starter ellers rigtig godt ud. Det er en ganske flot film med gode vinkler og lækre billeder, og den første del følger novellen ret stringent. Søskendeparret farer vild i græsset og møder Tobin og hans familie; Patrick Wilson gør et sjældent dårligt stykke arbejde som den temmeligt maniske far, der insisterer på at alle skal røre den mystiske sten midt i græsset, men snart kører historien helt af sporet, da den introducerer noget tidsforskydning, der gør historien unødigt kompliceret. Halvanden time med græs som den eneste kulisse ville være i overkanten, så filmen introducerer en anden lokation; et forladt bowlingcenter, der trækker det sidste af den uhyggelige stemning ud af filmen. Filmen formår at ødelægge selv historiens mest chokerende twist, der virker helt unødvendigt i denne udgave, og jeg kan desværre virkelig ikke anbefale In The Tall Grass.

SPOILERS. Jeg MÅ lige nævne novellens oprigtigt chokerende øjeblik, fordi det er længe siden, jeg er blevet så overrasket over at læse om en fiktiv begivenhed (jeg havde lidt samme følelse, da jeg læste Joe Hills Loaded). Men at opleve den gravide Becky få tæv i en grad, så hun aborterer/føder alt for tidligt, hvorefter hun intetanende bliver fodret med sin egen døde baby, er... vildt. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar