søndag den 31. maj 2020

we all like it a little different

I morgen er det allerede sommer - både ifølge kalenderen og det helt forrygende vejr - så det er ved at være på tide at få anmeldt disse umanerligt lækre snebolde fra svenske OLW. Cheez Snow Ballz med white cheddar & sourcream er mindre end jeg havde forventet (og lidt mindre end de regulære Cheez Ballz, der for to år siden fik et 9-tal i en ren lovprisning af en række svenske chips), men det gør det heldigvis kun til en sjovere oplevelse at fylde munden med dem, hvilket de klart opfordrer til. Smagen sidder lige i skabet, for jeg kan faktisk smage både sourcream og den hvide cheddar, som jeg elsker, og konsistensen bliver næsten helt cremet, når man tygger på dem. Jeg er helt vild med dem, og fordi jeg er i ekstra godt humør, får de topkarakteren 10. Min mand er også glad for dem, men ønskede sig en anelse kraftigere ostesmag og ender på et 9-tal. 
Jeg har tidligere anmeldt andre varianter af KiMs Crunch Cut, og jeg kastede endda begejstret et 10-tal efter - ikke overraskende - sourcream & onion-posen for fire år siden. Nyhedens interesse er dalet en anelse, men jeg er stadig virkelig glad for den lækre udformning af chipsene, der ender med en konsistens som de tynde sticks, som jeg også er fan af. Denne variant er med rødløg og vinegar, hvilket i mine øjne er en interessant kombination, og jeg kan godt lide blandingen af rødløgets sødme og den skarpe eddikesmag. De får et solidt 8-tal af mig, mens min mand giver et syvtal og et ønske om mindre rødløg. 
Jeg er generelt glad for ostepops, osterejer og ostekugler, så jeg var SÅ klar, da min mand havde hele to nye varianter med hjem til os. De iøjnefaldende poser fra Double Dutch bød på en god grundsnack med en lækker konsistens, men der er stadig længder op til både KiMs og OLWs varianter, så det var smagen, der skulle overbevise os. Den første pose med jalapeño skulle angiveligt være de stærkeste - det var de ikke, men de var gode. Jalapeñosmagen overdøvede næsten smagen af ost, og selvom én bestemt smager af flere, får de kun et 7-tal af min mand og mig. 

Lidt bedre gik det for den gule pose med habanero, for selvom forsiden af posen ikke reklamerer synderligt for det, betyder "cheesy" i dette tilfælde helt klart blue cheese. Det skal man nok lige være både forberedt på og glad for, hvis man skal kunne sætte pris på dem, men det er jeg, og de er stærke på en syrlig, næsten frisk måde (jeg er dog næsten overbevist om, at friskheden ikke strækker sig til ens ånde efter indtagelse). De får et stort 8-tal af mig, og et 9-tal af min mand. 
I sidste anmeldelsesrunde lovpriste jeg Smash! fra KiMs, der er et sandt lille mirakel  med sin perfekte kombination af sødt og salt, og i dag er det blevet tid til den svenske fætter OLWs variant. De har dyppet deres 'cheez crunchers' i chokolade, og det er slet ikke så ulækkert som det lyder - men mest af alt, fordi de slet ikke smager af ost, hvilket trods alt nok er meget godt. De er nærmest ikke salte overhovedet, men de har et godt crunch, og det ér bare en god idé at dyppe ting i chokolade, så jeg kvitterer med et lille 9-tal. 
Rundens tre sidste poser kommer fra spanske Quillo; et ambitiøst venneprojekt og helt klart mærket med den allermest... polerede instagramprofil. Grundchippen er også af den klassiske, sydeuropæiske karakter; en tyndtskåret og ret olieret kartoffelchip, der passer bedre til tapas og rødvin end til rød sodavand og fredagsslik (ikke altid et plus i min bog, men mine smagsløg er jo heller aldrig blevet rigtigt voksne). Selvom indholdet i disse flotte poser ikke var overvældende, bliver jeg nødt til at vende tilbage til dette mærke engang, alene for at smage denne variant med Fried Egg! Jeg giver altid mentale pluspoint til mærker, der afprøver spændende smage. 

Den første pose smagte lige som den skulle - af en rigtig lækker, modnet spansk skinke. De konstituerer næsten et lille måltid i sig selv, og når jeg ender på et 7-tal, er det kun fordi jeg helt overordnet ikke er så begejstret for kødsmag i chips. Den næste pose både duftede og smagte umanerligt meget af trøffel, hvilket nok også er en aquired taste, men i små mængder var de meget gode. Chips der smager af rigtig meget er altid interessante, men de kan heller ikke få mere end 7. 

Den sidste pose var helt klart også den mest interessante - de sprøde kartoffelchips skulle angiveligt smage af lemon & pink pepper, og det kan godt være lidt et minefelt at bringe (citrus)frugt ind i den salte ligning. De smagte dog overraskende godt; citronen fik næsten tankerne hen på en Limoncello, og for anden gang i dag bruger jeg ordet "frisk" om normalt tunge kartoffelchips. Pink pepper kunne jeg ikke smage noget af, men posen ender - ligesom resten af Quillo-holdet - med et stort 7-tal. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar