mandag den 4. maj 2020

our steps will always rhyme

Nedslag fra den sidste tid:

- Min hjemmeuge på stand-by blev afsluttet med en weekend i sneglefart. Lejligheden er kaotisk; tapetet er delvist revet ned i det ene rum, sengen står i stuen, og vi kan ikke få svar på, hvornår altanbyggeriet går i gang (altså, det bliver i denne eller næste uge), så jeg har accepteret at leve i kaos. Min hjerne har besluttet sig for, at det ikke kan betale sig at udtænke indretningsstrategier før altanen er oppe (OG når vinduerne til den anden side er skiftet, hvilket sker umiddelbart efter altanens ankomst), så det bliver en sommer fyldt med renovering, gulvafslibning, maling af vægge, lofte og gulve, og det er måske held i uheld at det hele sker lige nu. 

- Søndag eftermiddag blev huleboertilværelsen trods alt lidt for klaustrofobisk, og min mand og jeg gik en tur på Kløvermarken og sparkede lidt til en bold. Jeg husker mig selv som værende en bedre fodboldspiller, end jeg egentlig er, og jeg måtte bittert acceptere et nederlag på 2 - 8 på verdens mindste bane, der nu stadig formåede at tage pusten fra os. 

- I aften sætter jeg et lys i vinduet og tænker lidt ekstra på min morfar, der som helt ung var med i modstandsbevægelsen og flygtede til Sverige. På billedet sidder han nederst til venstre, og det er næsten lidt uhyggeligt, hvor meget både min onkel og fætter ligner ham. I morgen er det hans fødselsdag, men jeg nåede desværre ikke at kende ham så længe, da han døde i 1998. Han var verdens bedste morfar i min barndom, men jeg er ked af, at jeg ikke fik mulighed for at lære ham endnu bedre at kende i takt med at jeg selv voksede op, for som menneske var han også noget helt særligt.

- Jeg har også grædt over min mor TO gange i weekenden, men det har kun været et par overflydende tårer, der ikke kunne tilbageholdes ved mødet med overvældende stimuli. Først så jeg Carpark North spille for et tomt Parken fredag aften, hvilket gjorde mig meget mere glad og varm om hjertet, end jeg havde regnet med - og da de spillede 'Håb', blev jeg lidt overvældet af savnet til min mor. Forsanger Lau har også mistet sin mor til kræft, og 'Håb' rammer mig lige i hjertet. 
- Anden gang var til sidste afsnit af forrygende The Midnight Gospel, som alle skal se LIGE NU på Netflix. Pendleton Ward (Adventure Time) og Duncan Trussell (podcasten The Duncan Trussell Family Hour, som jeg ikke kendte før dette) har teamet op og lavet noget helt vanvittigt godt TV, selvom det nok ikke er for alle - men det sidste afsnit er noget af det smukkeste, jeg længe har været vidne til. (Lille spoiler - gæsten i sidste afsnit er Duncans egen mor, der døde i 2013...)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar