torsdag den 18. juni 2020

come on and spread a sense of urgency

I dag er det en uge siden vi fik den nye altan, men vi har haft alt for travlt til at bruge den til andet end opbevaring og luftgennemstrømning, for vi er i fuld gang med at sætte værelset i stand. Vi maler vægge og loft på livet løs, og det er på samme tid utroligt tilfredsstillende og lidt grænseoverskridende, for jeg bliver nødt til at acceptere, at det ikke bliver perfekt, når vi gør det selv. Næste skridt er maling af paneler og hylder; så skal der et pænt  klik-gulv ovenpå det gamle, og så skal ALLE vores møbler flyttes derind, da vinduerne i stuen og soveværelset skal skiftes om et par uger. Det er en forholdsvis stram tidsplan, og jeg er lidt træt af, at vi ikke kan gøre det i vores eget tempo, for jeg hygger mig faktisk med at nusse rundt og male. Ellers er mit hoved på konstant overarbejde; det ER svært for mig med alle de forandringer i mit eget hjem, og selv de gode forestillinger om nyindretning og omarrangering af møbler kommer til at køre i loop i mine tanker. 



Jeg vil meget nødig misbruge stress-begrebet, men jeg føler mig i hvert fald noget presset i øjeblikket. Jeg har været nødt til at udskyde et par aftaler med mine venner, fordi vi lige skulle presse en ekstra omgang maling ind i ugeplanen, og selvom der selvfølgelig er fuld forståelse for, at jeg lige nu har travlt med lejligheden, føler jeg, at jeg svigter dem. Det er udmattende at tænke så meget, og det bliver hurtigt en ond spiral for mig, der forstærkes yderligere af min skam over overhovedet at have det sådan her - altså, jeg er jo for fanden bare ved at sætte lejligheden i stand; det er en GOD ting, og jeg burde tage mig sammen og tænke mere på Black Lives Matter og coronavirus. 

På den anden side ved jeg godt, at det ikke hjælper noget at slå mig selv oven i hovedet, og jeg prøver på at være lidt sød ved mig selv i stedet for. Jeg vidste godt, at det ville blive hårdt for mig at få rodet rundt i alle mine rutiner og systemer, og min lejlighed ER bare det sted, jeg føler mig mest tryg. Jeg har brug for den tryghed og ro for at kunne lade op, og den har jeg ikke haft i en periode med håndværkere uden for vinduerne (og i lejligheden), og så bliver det sværere for mig at kunne bruge mine redskaber mod min OCD og overtænkning. Vi skal også liiiige finde ud af det der med altankultur, for lige nu snakker vores nabo til os HVER gang vi er ude på altanen, og med fare for at lyde som en arrogant idiot, kan jeg helt ærligt ikke overskue det. Det er nok bare lige her i starten. 
Men det bliver så godt, når det står færdigt. Jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at skulle sætte mine bøger op på de nye reoler; hænge billeder og plakater op, og ikke mindst nyde altanen sammen med min mand og Jimmy, der heller ikke har det så nemt i øjeblikket. Han har været forvist fra værelset når vi har malet, hvilket han har været meget ulykkelig over, så det har været begrænset med hans altaneventyr indtil nu. Han har dog vænnet sig til selen, og tog i går en grundig rundtur på altanen før han flygtede tilbage i sikkerhed, så vi skal nok få en dejlig sommer derude. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar