lørdag den 6. juni 2020

the normal world seems far away

Mit forbrug har ikke ændret sig synderligt siden jeg blev udlært for et års tid siden, så jeg har haft en del penge tilbage på kontoen ved udgangen af hver måned. Det bliver kun endnu bedre nu, hvor jeg er blevet fastansat med et lille tillæg, og selvom man aldrig bliver specielt velhavende af at være dyrepasser i det offentlige, har jeg i hele mit arbejdsliv været vant til meget mindre. Jeg er stadig ved at overbevise mig selv om, at eftersom jeg nu både kan betale mine regninger OG sætte penge ind på opsparingen, må jeg godt fyre nogle penge af efter ting, jeg virkelig gerne vil have - også selvom det kan virke helt tåbeligt i andres øjne. (Det smarteste ville uden tvivl være at investere nogle penge, men der bliver jeg ramt af min ekstremt pessimistiske tilgang til fremtiden, der også gør det svært at betale mere til min pension end det absolutte minimum- men mere om det en anden gang.)
Da jeg endelig faldt over det fantastiske Stranger Things-sæt fra LEGO i en fysisk butik, kunne jeg ikke længere modstå fristelsen, og jeg købte det sidste år som en tidlig julegave til mig selv. Det er uden sammenligning det mest krævende sæt, jeg nogensinde har samlet, og min veninde og jeg brugte en hel dag på byggeriet. Vi kunne heldigvis synkronsamle, da instruktionerne var delt i to, og det var en af de hyggeligste dage jeg havde hele vinteren (kun med enkelte frustrationsudbrud, når vi igen havde samlet noget forkert. )
Selve sættet er utroligt flot og detaljerigt, og det imponerende design gør det muligt at vende det store, tunge sæt helt på hovedet. så man lettere kan betragte The Upside Down. Minifigurerne er spot on - måske lige bortset fra Eleven, der optræder i sin lyserøde kjole og med paryk - og selvom hun faktisk har en Eggo i hånden (SÅ fedt), ville jeg hellere have haft hende kronraget (jeg er med på, at det er en lidt mere avanceret udfordring for LEGO-designerne...). 

Jeg beklager de lidt mørke billeder, der efterhånden har ligget i min kladde i månedsvis - men sådan må det være lige nu, for i skrivende stund er sættet dækket af et tykt lag byggestøv fra altanprojektet. Det bliver nok endnu et dagsprojekt at få det rent igen, for jeg nænner ikke at skille det ad endnu. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar