fredag den 24. juli 2020

even if it rains, dear


Der ligger et hav af idylliske små og mellemstore byer langs både Rhinen og Neckar-floderne, og på en ualmindeligt grå og regnfuld dag kørte vi mod universitetsbyen Heidelberg. Vi tog den gamle kabelbane helt op på toppen til Königstuhl, hvor der normalt er en blændende udsigt over både by og land - bare ikke under vores besøg, hvor vi befandt os midt i en regulær sky, der gjorde det umuligt at se mere end ti meter frem for sig. Det regnede absurd meget, og de tyve minutters ventetid før vi kunne komme ned igen, føltes meget lange. 
Halvvejs nede af bakken stod vi af kabelbanen og gik på vandring i Heidelberg Slot. Vejret var en anelse bedre i de lavere luftlag, og selvom himlen stadig var grå og skyerne hang lavt, fik vi et rigtig fint kig ud over Heidelberg. Det er en virkelig smuk, gammel by, og jeg forstår godt, hvorfor den er blevet en turistmagnet for især japanere og amerikanere på flodcruises - i disse tider var vi dog helt forskånede for de store turistgrupper, hvilket var en lettelse. Jeg er helt med på, at jeg også selv er turist - men en af mine favoritbyer i Tyskland, Rothenburg, er blevet helt overrendt og turistet i løbet af de sidste femten år, hvilket blandt andet skyldes de store cruisebåde og Europa-Top-Ti-lister. (Heldigvis har vi stadig vores nærliggende Bettwar med 155 indbyggere og verdens bedste schnitzel). 
Aben har været på broen i flere hundrede år - den nuværende bronzestatue er dog fra 1979, men jeg synes det er episk, at der har siddet en abe og hånet forbipasserende det samme sted så længe. Jeg missede en oplagt mulighed for at blive rig, da jeg ikke rørte ved abens spejl - og gudskelov missede jeg også øget fertilitet ved at berøre en gylden bronzemus ved siden af -  men berøringen af dens gyldne fingre sørger for, at jeg en dag vender tilbage til Heidelberg. Det har jeg det helt okay med - men vejret må gerne være lidt bedre. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar