tirsdag den 21. juli 2020

it's moving under my feet


Min far har rejst så meget i Tyskland, at han på vores ferier altid fungerer som guide og en uudtømmelig kilde af informationer, men i år kørte vi til Odenwald, der var ukendt territorium for os alle. Bjergene var ikke helt så høje, men skovene var vidunderlige; bindingsværkshusene rigelige og schnitzlerne store, så det var helt overordnet en stor succes. I år har jeg især haft mange gode naturoplevelser, og en af de bedste var ved Felsenmeer.
Det besynderlige landskab er så karakteristisk, at dets oprindelse naturligvis er forklaret i et gammelt sagn; to gigantiske kæmper skulle have bekriget hinanden med sten, og den ene endte med helt at blive begravet under alle klippestykkerne ved Lautertal. Senere blev stenene brugt til byggeri, men i dag er det et yndet udflugtsmål for både øvede vandrere og familier. 
Min mand og jeg besluttede os for at bestige klippebjerget på den hårde måde, og hårdt var det! Efter næsten en hel times klatren kunne vi mødes med resten af flokken, der var kørt med klapvognen til en nærliggende parkeringsplads, og det var helt perfekt at kunne gå videre på skovtur af nogle lidt mere menneskelige stier. 
Frokosten blev indtaget i det grønne, og jeg blev kun stukket tre gange af en myg og en enkelt gang af en hestebremse, så det var en god dag. Kraftanstrengelserne kaldte dog på mere mad, og aftensmåltidet blev indtaget i restauranten under vores lejlighed i udkanten af Bensheim - vi fik en lokal specialitet med "Kochkäse"-sovs til schnitzlen, der (måske ikke så overraskende) udløste  ren lykke hos min osteelskende søster og jeg. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar