søndag den 26. juli 2020

touch me and I feel on fire

Lidt før tid kommer årets første omgang sommerchips, for jeg har smagt helt overvældende mange nye varianter på det sidste, der alle fortjener at få et par ord med på vejen, og min tur til Tyskland bød også på et par gode overraskelser - men de må vente til næste gang. 

Første Pringles-rør i denne pulje var med pizzasmag, og de var faktisk overraskende gode. Igen skal man jo nok også være glad for den sammenpressede grundchip af kartoffel, ris-, majs- og hvedemel samt en masse stivelse, men det er jeg åbenbart (#noshame), og pizza-varianten komplimenterede Pringles-chippen godt. De smagte af en god, italiensk Margheritapizza; af tomat, ost og måske basilikum - jeg kunne i hvert fald ikke smage den nogle gange altoverskyggende oregano, og det var et klart plus. Jeg giver dem otte store Pringlesrør som kompensation for min kærestes fedtede seks - han er helt generelt af den underlige opfattelse at chips ikke skal smage af pizza. 

Førsteudfordreren til KiMs trone af chips og snacks er Taffel, der denne gang har tre varianter i puljen. Den første er en nyhed med smag af Mixed Chillies & Sourcream, der på posen fortæller om en styrke på 2/3 chilier, hvilket ikke er forkert, men måske i den høje ende, da de kun lige bider lidt. De smager godt og præcis som de skal - af tomat og chili - og af sourcream, der udligner den stærke smag. Der er både sød og stærk chili i posen, der ender med en karakter på syv Pringlesrør, for havde de været mindre stærke, ville de hurtigt blive lidt kedelige. 

Den næste - ret grimme - pose bød på Peanut Rings, der smager af min barndoms ferier i Tyskland. Det er et simpelt koncept, som Taffel udfører til punkt og prikke - deres ringe er måske en anelse tyndere, konsistensen lidt tungere og grovere, men ellers er det bare en fråderen snack, der smager af peanuts. Man skal selvfølgelig være i humør til dem, og jeg har personligt sjældent lyst til ret mange af gangen, men derfor giver jeg dem stadig et syv-tal.

Den sidste pose bød på intet mindre end 'Southern Tasty Spare Ribs With A Brush of Sweet Marinade"-chips, og de duftede indbydende af søde spareribs. Selve chippen er af den sædvanlige gode Taffel-kvalitet; en tyk, bredbølget kartoffelchip med rigeligt pulver, der i dette tilfælde måske smagte lidt mere af sweet marinade end af spareribs. Jeg er ikke kæmpe fan af dem; primært fordi kødsmagen trods alt skinner igennem, men de er interessante nok til også at få et syv-tal af både min mand og jeg.   

En ny Bugles-variant fandt hurtigt vej til bloggen, men der er helt ærligt ikke så meget interessant at sige om dem. Bugles ER bare gode, og denne udgave med sød chili er ikke nogen undtagelse - de får et stort syv-tal, da jeg kun har lyst til nacho cheese-varianten hver gang jeg spiser Bugles, men det er jo ikke den gule poses skyld. Min mand svinger sig op på et otte-tal, fordi han deler min overbevisning om grundbuglens kvaliteter og godt kan lide chili. 

Nu bliver det rigtig slemt. De næste fem(!) poser er skrækeksemplet på, hvor meget man må ofre sig som chipsanmelder, for vores madkonto har modvilligt givet hele hundrede kroner til projektet, selvom jeg egentlig godt vidste at de nordmakedonske kartoffelsticks købt hos vores importkioskmand ikke ville gå over i historien som verdens bedste snacks. Jeg havde dog ikke forventet, hvor dårlige de ville være, og jeg må med skam melde, at vi langt fra fik spist indholdet i alle poser.

De første sticks med red hot chili lugtede af de klamme, lune baconchips man kan købe i snuskede boder i omrejsende tivolier, og jeg syntes også, at de smagte lidt derhenad. Konsistensen var egentlig god nok; luftig og en anelse klistret, men de efterlod en klam bismag og var aaalt for salte - det gjorde sig i øvrigt desværre gældende for alle varianterne. Jeg kan ikke give dem mere end fire Pringlesrør, imens min mand lidt storsindet giver dem fem.

Noget uventet var den næste pose desværre også den bedste - ketchup-varianten var uden den skarpe vinegar-smag, vi ellers har vænnet os til fra andre mærker, og smagen fik snarere tankerne hen på en billig, sød discoutketchup, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting. På en god dag giver jeg dem et fem-tal, og min mand - der altid er glad for ketchupvarianter - svinger sig helt op på seks rør. 

Den tredje pose virkede uskadelig nok med sin lovning om salty classic-sticks, men de var en forfærdelig overraskelse. De smagte og lugtede også af billige bacopchips, hvilket er ualmindelig klamt, når de bare burde være salte. Det er fair, hvis de gerne vil smage af noget andet, men det bør i så fald tydeliggøres på posen. Jeg synes bare de er ulækre og giver sammen med min mand to små Pringles-rør til den salte variant.

Alle sticksene lignede hinanden i både udseende og smag, så jeg havde med rette ikke de store forventninger til de to sidste poser. Pizza-varianten var modsat dagens første Pringles-rør fyldt med oregano, hvilket jeg aldrig er glad for, og da de samtidig manglede ostesmag, fandt jeg dem mest af alt lidt kedelige. Noget af det eneste tilnærmelsesvis positive jeg kan sige om dem, er deres evne til at få specifikke minder frem i min hukommelse - de smager nemlig lidt som de foccaciaboller, jeg nogle gange købte til frokost i Irma overfor FONA, men det er også et meget subjektivt vurderingsgrundlag, så de ender på et lille fire-tal.

Endelig var vi nået til vejs ende, men jeg var efterhånden noget bekymret for, hvad chicken-varianten ville udsætte os for. Og hvis chilivarianten smagte lidt af baconchips, smagte kyllingevarianten præcis som baconchips, og jeg kan kun give dem et meget lille tre-tal. Min mand var ikke enig - han kan godt lide baconchips og syntes, at disse sticks smagte for meget af kylling, ligesom fisk også kan smage for meget af fisk. Han ender også med tre Pringles-rør til kyllingesticksene, og så var vi gudskelov igennem denne rundes største prøvelse. 

I forbindelse med vores renovering-af-lejlighedsprojekt har vi været i IKEA flere gange, og jeg opdagede til min lidt for store begejstring, at de nu også har lavet chips!!! Vi åbnede fluks den første pose med salt, og min mand kunne konstatere, at de også lugtede lidt af IKEA - men på den gode måde, hvad det så end skal betyde. De har en god konsistens; de er tynde, sprøde og tilpas olierede, men en anelse for letsaltede for mig, der stadig vil foretrække franske kartofler fra Taffel, hvis jeg skal have saltede chips. De er ganske fredelige og ender med et syv-tal fra os begge.

Jeg havde ikke overraskende lidt større forhåbninger til sour cream & onion-varianten, der  bød på samme gode, sprøde kartoffelchip, og nu med overraskende meget, lækkert cremet smagspulver. Min mand går så vidt til at erklære dem bedre end selveste KiMs og giver dem otte store Pringles-rør - det er blasfemi i mine ører, men selvom IKEA-udgaven  ikke er helt så festlige som posen lover, er de gode, og får derfor også otte rør af mig. 

Det er næsten en fornærmelse at kalde Taffels mixed chilies for stærke, når de bliver anmeldt i samme omgang som rundens næste pose; 'Flamin' Hot Nacho Cheese' fra Doritos - for de trekantede majssnacks er virkeligt stærke. Det er næsten svært at smage osten, men den er der, og de smager som de skal - som ostedoritos med masser af chili. Jeg kan ikke spise mere end et par stykker, før der er ild i min mund, men de har også en rigtig god eftersmag, der alligevel giver lyst til mere. På posen står der, at man skal vaske hænderne grundigt efter håndtering, og no kidding - de er altså afsindigt stærke. De får et flot otte-tal fra min mand og jeg, for det er godt, at de findes - vores smagsløg er bare lidt for sarte. 

Rundens sidste chips er to fodboldvarianter fra Pringles, der tydeligvis også havde glædet sig til EM - heldigvis skød de ikke lanceringen af rørene til det udsatte EMs start, så jeg kan slutte hvor jeg startede - med Pringlesrør.  Det første rør, 'Sweet Chili Kicker', var lidt en skuffelse, men nu har vi også smagt mange gode varianter med chili på det sidste. Der var ganske meget pulver på dem, og selvom de var søde, havde de også et lille bid i sig, men de smagte lidt for kunstigt. For mig er de stadigvæk bedre end Taffels chilivariant, men de kan ikke få mere end et syv-tal, og min mand kan kun svinge sig op på et lille seks-tal.

Jeg lever for de sjove varianter, og jeg elsker, at der findes Pringles med smag af Döner Kebab. Og det er præcis, hvad de smagte af - krydret kebab - og af at være en kødvariant, fandt jeg dem faktisk både interessante og overraskende gode, hvilket skyldes at de primært smagte af kebabkrydderiet; kanel, karry osv. Vi kan ikke give mere end et syv-tal, men det er 'nice at de findes', som jeg har griflet ned i mine noter. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar