lørdag den 25. juli 2020

we've come from ugliness to find some refuge here


I skrivende stund er det præcis en uge siden jeg kom hjem fra Tyskland og de smukke, grønne skove. De mange skovture var noget af det allerbedste ved årets ferie, og Odenwald lykkedes næsten med at få mig overbevist om, at jorden alligevel ikke er overbefolket, for vi gik laaaange strækninger uden at møde en sjæl. Skoven er enorm, og vi nåede ikke at se mere end en lille brøkdel af den, men det var nok til kortvarigt at give mig lyst til at lave en 'Doppler'; flytte ud i skoven, droppe civilisationen og blive ven med en elg. 
Min mand og jeg tog turens sidste skovtur alene - vi havde egentlig planlagt at have flere soloture i løbet af ugen, men vi hyggede os så meget i de andres selskab, at tiden slet ikke blev til det. Det var nu rart nok at have nogle timer alene - jeg synes altid, at man får snakket om nogle lidt andre ting og kigget på hinanden lidt anderledes, når man er ude og rejse. Vi har stadig ikke planlagt vores næste, fælles tur - han skal spille et par koncerter i Berlin til efteråret, men vi må se om det flasker sig, så jeg kan komme med. Jeg trænger i hvert fald til at få ét eller andet i kalenderen efter hjemkomsten til grå og triste Danmark. 
Som jeg nævnte i går, er området omkring Bensheim, som vi boede i, spækket med hyggelige byer, og vi fik også besøgt flotte Worms med den episke domkirke. Jeg var der dog af en helt anden årsag; på en tidligere cykeltur var min far stødt på 'Heiliger Sand', der er den ældste, jødiske kirkegård i hele Europa, og derfor en stor attraktion i min bog. Vi blev til min store ærgelse mødt af låste porte, men fandt senere ud af, at det skyldtes hærværk, så det er selvfølgelig meget forståeligt. I stedet spiste vi en typisk ferie-frokost og legede ved Luther-monumentet, og så må kirkegården vente til en anden gang. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar