mandag den 6. juli 2020

why must happy hearts break so hard?

Billede - aabsport.dk
Jeg har faktisk haft en del på hjerte, men jeg har været totalt lammet i både ord og handling siden den forfærdelige pokalfinale onsdag aften. Jeg har faktisk følt mig helt slået ud, hvilket på den ene side er lidt overdrevet og småpinligt, men samtidig også et udtryk for, at jeg den aften for alvor mistede troen på AaBs projekt - og det gør ondt. Og jeg måtte næsten fælde en tåre sammen med stakkels, stakkels Lucas Andersen, der kunne se AK47 score mod sin gamle klub imens han selv måtte udgå med en skade. I går vandt vi 2-0 over Brøndby, og sjældent har så ligegyldig en sejr gjort mig så glad, for måske det hele alligevel ikke er helt håbløst - og så scorede yndlings-Børsting et helt perfekt, opportunistisk mål. Jeg vil bare så gerne kunne bakke op om ansættelsen af Rasmus Würtz og Thomas Augustinussen; jeg vil gerne beholde Friis som cheftræner, og jeg vil gerne se et AaB-hold med den perfekte sammensætning af unge og erfarne spillere- og i næste sæson skal det altså bare lykkes. Jeg forventer ikke et mesterskab, men hvis vi igen er så svineheldige at stå i en pokalfinale mod et hold som Sønderjyske, MÅ vi ikke tabe den. Jeg har i øvrigt også ændret holdning til gruppen af AaB-tilhængere, der udvandrede fra stadion - de har formået at argumentere for deres sag i en grad så jeg i hvert fald bakker dem op. (Bortset fra de enkelte, der stod og råbte af Würtz...)   I det hele taget har det bare været en vild uge at holde med AaB. 
Jeg har haft en travl uge, men det meste af den fyldt med gode ting. Jeg har blandt andet været endnu en tur forbi Bjarke Cirkelsten i Kongelunden - denne gang med verdens mest nuttede Sille som følgesvend, og jeg døde lidt, hver gang jeg kiggede på hendes lille fjæs. Da jeg løftede hende, var det både sjovt og foruroligende, at hun vejede omkring det halve af Jimmy, der nu også er blevet lidt for tyk på det sidste. 
Jeg har også spist ude  - første gang på Halifax i tirsdags sammen med en veninde, jeg ikke har set siden landet lukkede ned. Faktisk var jeg sammen med hende den onsdag aften, hvor Mette Frederiksen annoncerede nedlukningen, så det føltes næsten symbolsk at mødes med hende igen nu, hvor det meste nærmer sig normalen (blev der sagt). I lørdags trak jeg i en lidt pænere kjole og cyklede i regnvejr mod Toto, hvor jeg fejrede en god venindes 30-års fødselsdag med usandsynligt pæn og lækkert mad. Jeg går stadig og brygger på en serie over anmeldelser af Amagerbrogades mange spisesteder, men hver gang jeg vil spise ekstra godt, går jeg alligevel bare på Toto, der får den største anbefaling af dem alle. 
Herhjemme går det bestemt fremad, og lidt ud af det blå var både vores stue og soveværelse uden vinduer i tirsdags. Jeg fik flyttet noget afspadsering så jeg kunne blive hjemme hos Jimmy, der meget gerne ville ud og besøge håndværkerne, der heldigvis fik begge vinduer skiftet i løbet af bare én dag - og nu er resten op til os selv. Jeg har fået malet reolen fra helvede FIRE gange, sagt endegyldigt farvel til en plante, der døde i en storm på altanen, malet radiatorrør og paneler - og i dag kunne vi endelig rejse reolen op, hvilket alene føles som en kæmpe sejr. Det går langsomt, men det går fremad. Se bare vores nye flotte gulv! Og til den ene læser, der måske har bare to procents interesse i at se resultatet; jeg vil naturligvis poste nogle før- og efterbilleder når vi er helt færdige. 

2 kommentarer:

  1. Det kommer næppe bag på dig at mit indre var et inferno af desperation, lidelse og smerte efter pokalfinalen i sidste uge. AaB får aldrig en så nem vej til europæisk fodbold igen, og de spillede skandaløst ringe - også før kampen blev afbrudt.

    Faktisk er jeg så sønderknust og langt ude, at jeg vil dele denne klumme, skrevet af en mand jeg ellers hader inderligt: https://www.bt.dk/superligaen/bruuns-blog-aab-er-blevet-ligegyldige

    Problemet er at han har fuldstændig ret. For mit eget vedkommende svor jeg en ed onsdag om at jeg ikke vil følge med resten af denne sæson. Det er for meget nu, jeg kan ikke mere. Jeg fulgte ignorerede kampen mod BØF og har pansret mit hjerte, så sejren ikke påvirkede mig emotionelt. Mit AaB-engagement begynder igen når tavlen er visket ren og jeg igen kan lyve for mig selv om, at det kan blive en spændende sæson.

    Nu må du have mig undskyld, jeg skal ind og græde i puden. Igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det, der foregik på banen - både før og efter afbrydelsen - var decideret horribelt. Jeg er så vant til at forsvare AaB, men det var en yderst nedslående oplevelse at opdage, at jeg hverken havde evnerne eller lysten til at forsvare dem denne gang. Men argh, Morten Bruun - ham har jeg det godt nok også svært med, men han har jo ret, ja.

      Jeg har en lille gnist af håb (jeg lærer det aldrig) om, at det har vendt nu, og at de næste kampe måske ikke bliver vundet, men i hvert fald kæmpet med vilje, iver og hjerte, og så er vi klar i næste sæson. Eller noget.

      Slet