mandag den 28. september 2020

let's roll onto something new

Kalenderen siger efterår, og jeg har ikke fået delt mine seneste, tyske chipseventyr endnu - fordi jeg også var bagud sidste gang jeg snakkede om salte snacks. Men i dag skal det være, for jeg har allerede spottet endnu flere spændende poser, hvis indhold jeg snarest må sætte tænderne i.

Rundens første pose er endnu en crunch cut-variant fra KiMs. Jeg var usædvanligt begejstret for især purløg & sour cream-varianten, da den kom på markedet for fire år siden, og selvom min begejstring måske er dalet en anelse siden, er jeg stadig glad for udformningen af chippen, så jeg havde højere forventninger til denne paprika-pose end jeg har normalt. Det er ikke min favoritsmag, men det hjalp med et hint af den krydrede tomat, der gjorde chippen lidt spicy. De kan alligevel ikke få mere end syv (som altid ud af ti) Pringlesrør, men det er min meget subjektive holdning til paprika, der er på spil her. Jeg vil gerne give dem point for at basere smagen og navnet på få ingredienser - det bliver lidt trættende i længden med navne som "festsmag", "pizzasmag" osv. Min mand er heldigvis mere gavmild og giver otte pæne rør. 

Det gør mig altid glad, når jeg kan have et Pringles-rør med i puljen, og denne gang har jeg smagt på hele tre af slagsen. De er flankeret af mit bedste Tysklands-køb - miniature-colaer, der både var absurd nuttede og indeholdt præcis den mængde cola, jeg havde lyst til, og selvom jeg godt ved, at de små dåser er helt åndssvage, ville jeg ikke drikke andet hvis jeg havde muligheden. 

Men til det, det hele handler om - det første Pringles-rør var en focaccia-variant, hvilket faktisk ramte meget godt plet. Det hjalp nok en del at vide, hvad den skulle smage af, for ret beset var det bare en mild rosmarinsmag på en kraftigt saltet chip - hvidløg og olivenolie var der ikke meget af. Det var dog en ganske lækker smag - "not bad, actually", var min mands første ord (om disse chips, obviously) - og de får henholdsvis en lille otter og en stor syv'er fra ham og mig. Et ekstra lille plus får røret for designet, der viser en Pringle flyve med en drage lavet af focacciabrød i et ørkenlandskab.

Det næste rør var en salt-og-peber-variant, der spillede på de to farver med skakbræt-designet. Vores forudsigelse var, at de ville være  lidt kedelige, men med salt og peber er der heller ikke så meget at spille med, og de smagte ganske rigtigt af en meget mild peber. Min mand vil hellere spise disse end de originale Pringles, som han aldrig har været stor fan af, men når krydderiet ikke er mere spændende eller kraftigere, kan han kun give dem syv. Jeg er nok helt nede på et sekstal, men jeg er heller ikke så glad for peber alene. 

Det sidste rør bød på endnu et design-mesterværk - en Pringle der cykler gennem et skovlandskab på en cykel med hjul af agurkeskiver og tzatziki i cykelkurven. Jeg var SÅ klar på tzatziki-varianten, der heldigvis heller ikke skuffede - den smagte overraskende præcist af tzatziki, og vi bildte os endda ind, at vi næsten kunne smage agurken. Ellers bidrog hvidløg og den græske yoghurt selvfølgelig til smagen, og det salte og syrlige samspil fungerede rigtig godt. Syrligheden klædte Pringles, der ellers har en ret sød grundkartoffel, og jeg giver den et lille nital for den spændende variant. Min mand ender noget lavere på et syvtal, da han (som tidligere nævnt) ikke er glad for hvidløgssmag på chips. 

Sommerens Tysklandstur gav som sagt anledning til indkøb af flere nye varianter, men jeg glemmer altid at tjekke hvilke poser, jeg allerede har anmeldt - og så ender jeg med at købe nogle underlige poser, som jeg er helt sikker på, at jeg aldrig har smagt. Det gør sig især gældende i år, hvor jeg kom hjem med søde jordnødderinge, endnu en kødvariant fra Crunchips og en pose løgringe, som jeg har kigget på i årevis. 

Den første pose indeholdt "Donuts Erdnuss Karamell Style", hvilket var for stor en fristelse at lade mine smagsløg gå forbi. Jeg troede, at de ville være helt skrækkelige, men jeg blev faktisk overraskende glad for karamelsmagen på de i forvejen søde peanutringe. De var store og tykke og et langt bedre format end peanutkugler, og jeg giver dem et pænt ottetal. Min mand vurderede, at han ville have givet originalen et nital, men det søde trækker så meget ned for ham, at han ender på et sekstal. Han understreger, at han nærmest er irriteret over, at varianten findes, da han heller ikke mener, at sukker hører til på chips. Jeg er - ikke overraskende - uenig. 

Chips med kødsmag når sjældent op blandt mine favoritter, men "Roasted Spare Ribs" fra Crunchips smagte mere af den marinade, kødet ville være dyppet i. Det er for mig en klar forbedring, da kødsmag på chips godt kan blive lidt klamt, og både min mand og jeg kvitterer med et ottetal for indsatsen, og synes de har en god, afbalanceret smag. 

Løgringene "Zwiebli-Ringe" fra funny frisch lugtede ikke overraskende ret meget af løg. De havde en god størrelse, var meget porøse og havde en god konsistens - først kunne man frygte, at de ville klæbe til ganen, men det var heldigvis ikke tilfældet. De smagte også rigtig meget af løg, og kunne for min skyld også godt have smagt af sourcream, for i længden blev de en anelse kedelige. De ender på et syvtal fra mig, og en otter fra min mand.  
Den sidste Tysklandspose var episk. Jeg sagde godt nok tidligere at jeg var træt af chips med den lidt udefinerbare "pizzasmag", men i dette tilfælde må jeg tage mine ord i mig igen. "Rocky Balboa Pizza Philly Style"-posen fra Chio var jo helt fantastisk (jeg elsker spøgelseshånden, der kvaser chips!), og chipsene var heldigvis også ganske gode. De dufter af ost og oregano, og det smager de såmænd også af, ligesom de fleste andre pizzachips - men med en god overvægt af ost. Selve chippen var jeg ekstra vild med; den var hverken for grov eller olieret, og eftersom min mand og jeg smagte varianten i en frokostpause midt i en idyllisk, grøn skov, ender vi begge på et gavmildt ottetal. 
Jeg ved ikke om Cream Cheese & Onion-varianten fra Taffel er ny, eller om den bare er gået min næse forbi, men jeg skyndte mig i hvert fald at putte den i kurven, straks jeg så den første gang. Jeg elsker Taffels franske kartofler, og denne variant var tilsyneladende af samme grundchip frem for de bølgede, som jeg godt kan blive lidt træt af, så jeg havde store forhåbninger. De skuffede heldigvis ikke, og den milde syrlighed og de sparsomme krydderier spillede perfekt sammen med den klassiske franske kartoffelchip - og de løber med et stort ottetal fra mig. Min snart treårige niece mente, at de smagte af chokolade; hunden Quark kunne ret godt lide dem, men jeg stoler ikke på hans dømmekraft- men da min søster også endte på et stort otte-tal, tør jeg godt anbefale dem. 
Tiger-butikkerne har endelig fået en chips-variant, jeg ikke kunne holde fingrene fra, for alle osteposer har en magnetisk tiltrækningskraft på mig. Disse tyndtskårede kartoffelchips er lige på grænsen af at være for olierede, men de har et rigtig godt crunch som følge deraf - jeg ville dog foretrække dem tykkere og med mindre olie. De smager af både ost og hvidløg, men kunne godt have haft meget mere pulver på sig, og måske lidt mindre salt i krydderiblandingen. Jeg ender alligevel på et ottetal, for jeg synes at posen er sød - min mand lader sig ikke forblænde af så nemme tricks, og han slutter af med en syver; også på grund af det allestedsnærværende hvidløg. 

lørdag den 26. september 2020

this time around I'll never get bit

I mandags var jeg i Aalborg Zoo for første gang i flere år, og det var et dejligt gensyn. Der er flere anlæg, der godt kunne trænge til en udvidelse og opdatering, men helt generelt var der rigtig hyggeligt, og det var sjovt at se haven med nye dyrepasser-øjne. En lille del af mig drømmer stadig om at feje blade sammen hos kænguruerne eller kaste døde kyllinger ind til de ekstremt nuttede dværgmanguster, men hovedparten af mig ville ikke kunne overskue interaktionen med alle gæsterne, så jeg bliver hos mine mus. 
Jeg blev også barnligt begejstret for dinosaur-udstillingen Extinction, der måske ikke er lige så imponerende som Knuthenborgs (som jeg ikke har set endnu), men som stadig indeholder så livagtige modeller, at min niece fandt dem lidt uhyggelige (og min søster og jeg fik et kæmpe chok, da T-Rexen pludselig brølede af os). Det var god timing for mig efter mit nylige besøg hos Tristan Otto, og jeg er glad for at jeg nåede at hilse på denne flok, for de bliver vist pillet ned d. 20. oktober. 
De sidste gange jeg har været i Jylland, har jeg overnattet hos min søster i Nordjylland, men denne gang kunne jeg endelig overnatte på mit gamle værelse hos min far - med min søster, svoger og niece på værelset ved siden af. Min far havde som altid stillet blomster frem til os, hvilket vi kvitterede for med vores gode selskab og et kvarters hjælp i haven. Vi var selvfølgelig også forbi kirkegården, hvor min søster kunne aflevere den fine krans, hun havde lavet til vores mor. Savnet til min mor er blusset op igen, som det næsten altid gør på denne tid på året, og derfor var det ekstra rart at være sammen med min familie. Jeg må snart en tur hjem igen. 

onsdag den 23. september 2020

they've all got longing in their eyes


Jeg har intensiveret min troldejagt, og det er heldigvis noget der smitter, så da jeg var et smut i Jylland i weekenden, kørte jeg med min familie på eventyr i Mørke. Den lille by på Djursland huser nemlig hele to Thomas Dambo-trolde, hvoraf den første vi besøgte hurtigt blev en af mine favoritter. Sigurd, The Bird & The Red Thing er imponerende godt lavet og med mange flotte detaljer - jeg er især vild med den åbne mund og samspillet med bilen, og selvom vejret ikke ligefrem var med os, var udsigten stadig ret god. Der er en virkelig fin historie bag Sigurd, som man både kan læse og høre Thomas Dambo fortælle om her.   

Under to kilometer fra Sigurd ligger Mørkemanden/ Ben Chiller og... ja, chiller på en bakketop. Han er bygget i 2015, hvilket tydeligt kan ses på både træet og det noget grovere design, og jeg synes det er fascinerende, at man kan se troldenes udvikling gennem de seneste år. De nyere trolde har langt flottere detaljer (især fødderne og ansigtet springer i øjnene), men de er også meget mere livlige, hvor jeg synes der er lidt mere skulptur over Ben Chiller, der blev bygget til Northside for fem år siden. Jeg er vild med, at man kan se både Sigurd og Ben Chiller på samme udflugt, for de udgør en fed kontrast til hinanden - og jeg kunne virkelig godt tænke mig at besøge dem på en solskinsdag. 

mandag den 21. september 2020

oh, how they lured us into their traps

Min blog kan jo på ingen måde siges at være anonym, men det var nu alligevel ikke min plan at plastre mit ansigt over den i tide og utide. Jeg er dog samtidig så tilpas nørdet, at jeg har en uimodståelig trang for at fremvise alle mine t-shirts med Stephen King-motiv, som jeg de sidste par år har købt og fået af den fantastiske lille webshop ka-tet19.  (Det er på ingen måde en betalt reklame, de aner ikke - og er nok også ret ligeglade med - at jeg har en lillebitte, dansksproget blog). Jeg tør næsten ikke fortælle, hvor mange forskellige jeg har, men alene på bloggen er der nu 41 designs, og jeg har muligvis stadig femten-tyve endnu ikke fremviste t-shirts liggende i skuffen, ahem. Og derfor synes jeg, at det i dag er på tide med en stor anbefaling af min yndlingswebshop, for jeg er (tydeligvis) virkelig imponeret af de fede t-shirts, og i dag er det Stephen Kings fødselsdag. 
Jeg opdagede ka-tet19 for tre år siden, da jeg hørte skaberen Matthew Kellick fortælle om sin vision i et afsnit af en af mine yndlingspodcasts, The Stephen King Cast. Matt er naturligvis også en constant reader, og i modsætning til de fleste andre fabrikanter derude, har han rent faktisk licens til at bruge King-designs på sine t-shirts, hvilket er et kæmpe plus i sig selv. Ka-tet19 donerer også noget af overskuddet til Kings Haven Foundation, der støtter freelance-kunstnere, der ikke længere kan arbejde som følge af sygdom eller ulykke, hvilket også må siges at være meget sympatisk. Men vigtigst af alt er motiverne - jeg er vild med de subtile referencer, der sjældent afslører, at jeg går rundt i en Stephen King-t-shirt (den sidste tid er de forskellige designs måske blevet lidt mere... kommercielle, men jeg er stadig kæmpe fan). Den lille webshop har efterhånden vokset sig ganske stor, og Matt har nu flere ansatte, men han er stadig rigtig god til at svare på mails om både indkøb og nørderi. Til min store glæde sender han også oftest en ekstra t-shirt med til mig når jeg bestiller, og således er min samling efterhånden pinligt stor. Hvis man -som flertallet - ikke synes specifikke King-referencer er specielt interessante, kan man forhåbentlig grine lidt af mine mange akavede poseringer. 

torsdag den 17. september 2020

september nights when the dusk calls us outside

 

Jeg har haft en travl uge med gode aftaler både inde og ude - i mandags var det jo nærmest sommer, og min veninde og jeg hoppede i vandet fra Helgoland. Billedet er dog fra sidste uge, hvor vejret var knap så godt og vi kompenserede med kage, for denne gang havde solen lokket et væld af nøgne damer frem, og så bliver telefonen i tasken. Øresund er stadig dejlig varm, men vandet bliver langsomt koldere nu, og snart starter vinterbadesæsonen. I år springer jeg nok saunaen over, så jeg er ekstra taknemmelig for at kunne klæde om lige ved siden af - det gør det noget nemmere at være vinterbader. 
Jimmy har nydt det gode vejr på altanen, hvor han også har afstandshilst på naboens kat. Det klarede han ret godt, når man tænker på, at han ikke har set andre katte siden vi hentede ham på internatet for otte år siden. I tirsdags var det dog næsten for varmt på altanen, og jeg brugte i stedet hele aftenen indenfor med LEGO-byggeri med en anden veninde, men mere om det projekt en anden gang. I går besøgte jeg en rottweilerhvalp (og hans ejer, bevares) i Valby og fik serveret ægte svensk pølseret lavet af en ægte svensker, så det har været nogle gode dage. På lørdag skal jeg umenneskeligt tidligt op og med toget til konfirmation i Århus, og så skal jeg puste ud hos min far i nogle dage, hvilket forhåbentligt indebærer middagslur(e) og god mad. 

søndag den 13. september 2020

the memories come a streamin'


I fredags var det endelig blevet tid til at jeg kunne hente min barndomsveninde i lufthavnen, og vi kunne indlede vores tiltrængte og længe ventede weekendhygge. Vi regnede os frem til, at det er hele ni år siden vi sidst havde så meget tid sammen, og det var virkelig skønt at have rigelig tid til at få snakket og hygget. I går havde vi en rigtig turistdag i København, der startede med morgenmad hos John & Woo en lille gåtur fra mit hjem, og det var helt vanvittigt lækkert. Jeg fik en egg royal, avocadotoast og trøffelfritter, og det hele sad lige i skabet. Betjeningen var også nærværende og behagelig, og jeg sender mine kraftigste anbefalinger efter det lille sted. 
Bagefter var jeg min sædvanlige troldeveninde utro, da turen gik ud til Kaptajn Nalle på Nordhavn. Jeg ville så gerne vise en af troldene frem, og han er den nemmest tilgængelige for mig, når der ikke er en bil til rådighed, for den nye metro går helt ud til Orientkaj. Nordhavnen er måske ikke helt så naturskøn som nogle af de andre troldehabitater, men jeg synes også det har sin charme at gå i halvforladte industrikvarterer, og selve Kaptajn Nalle var SÅ flot - han er også klart blevet en af mine favoritter med det lange skæg og en usædvanlig positur, og jeg besøger ham gerne igen senere. 
Dernæst gik turen ind til byen, hvor vi besøgte LEGO-butikken og Faraos Cigarer, overvejede en tatovering, spiste frokost bestående af cheesecake på Bertels Salon og gik en tur i Botanisk Have, indtil de truende grå skyer ikke længere kunne holde på regnen, og vi måtte søge tilflugt i Palmehuset. Her beundrede vi planter og sommerfugle indtil de lukkede, og vi satte kursen mod Geologisk Museum, hvor jeg endelig fik hilst på Tristan Otto. Jeg var stor dinosaurnørd da jeg var barn, og det var en ærefrygtindgydende oplevelse at se det enorme fossil helt tæt på - jeg har svært ved at begribe, at der har eksisteret så anderledes udseende væsener her på jorden. Det var en rigtig flot udstilling, og da billetten også giver adgang til både Palmehuset i Botanisk Have og det altid interessante Zoologisk Museum, er det en tur jeg kun kan anbefale. 
Både fredag og lørdag aften brugte vi hjemme i lejligheden - den første aften med nostalgifremkaldende skinkestang på menuen og i går med take-away, og så har vi ellers bare snakket i timevis. Min veninde har været en helt naturlig bestanddel af mit barndomshjem lige siden vi gik i børnehave sammen; hun boede få hundrede meter væk, og vi har delt utallige glæder og sorger sammen igennem vores opvækst. Udover selvfølgelig min familie er hun den person i mit liv, der kendte min mor allerbedst, og vi har snakket rigtig meget om hende, hvilket var tiltrængt, trygt og dejligt. Vi kunne både svælge i barndomsminder, men også sagtens finde hinanden som de mennesker, vi er nu, og jeg er så taknemmelig for at have et livsvidne på den måde. Imens havde vi fjernsynet kørende med først Busters Verden og bagefter Sonja fra Saxogade, for det er to af de serier vi har set allermest som børn - især Sonja på Bornholm, der er helt vidunderligt TV. Jytte Abildstrøm er absolut fantastisk, og Sonia Maria Sanders titelrolle som Sonja er jo helt ikonisk, så det var ekstra underligt at læse om sidstnævntes død i dag - sikke en mærkelig timing. 

torsdag den 10. september 2020

where do all these highways go?

Jeg tager altid på troldeeventyr med den samme veninde, og sidst tog vi på jagt efter Lange Liv, der sidder på Skrædderholmen og kigger ind mod København. Thomas Dambo er god til at placere sine trolde på steder, der måske ikke umiddelbart er så velbesøgte - og jeg er meget taknemmelig for at have fået øjnene op for nye udflugtsmål. For selvom Skrædderholmen er en ganske lille ø, der totalt domineres af motorvejen mellem Sjælland og Amager, er det også en skjult perle med en smuk strand og fine stier. Vi sad på stenene ved Lange Liv og snakkede i tre timer, og vi blev ikke forstyrret en eneste gang. Der skal jeg helt sikkert ud igen.

Lange Liv er en flot troldedame, der har et imponerende sassy udtryk med høj hestehale og afslappet positur, og jeg er vild med hende. Jeg kan ret godt lide de trolde, der ikke indbyder til alt for meget interaktion, og Liv føles som en ganske naturlig tilføjelse til landskabet. 
Vi var ikke helt færdige med at snakke efter besøget hos Lange Liv, så vi nød de sidste tiltrængte solstråler ved Copenhagen Truck Wash og Avedøreværket, hvilket jo umiddelbart ikke lyder så idyllisk - men også her havde vi stierne for os selv, og min fuglenørdede veninde delte spændende facts om alle fuglene vi spottede, og det var en virkelig god tur. Næste gang går turen enten til Nordhavn for at finde Kaptajn Nalle, eller en tur til Roskilde for at hilse på Runde Rie.