mandag den 28. september 2020

let's roll onto something new

Kalenderen siger efterår, og jeg har ikke fået delt mine seneste, tyske chipseventyr endnu - fordi jeg også var bagud sidste gang jeg snakkede om salte snacks. Men i dag skal det være, for jeg har allerede spottet endnu flere spændende poser, hvis indhold jeg snarest må sætte tænderne i.

Rundens første pose er endnu en crunch cut-variant fra KiMs. Jeg var usædvanligt begejstret for især purløg & sour cream-varianten, da den kom på markedet for fire år siden, og selvom min begejstring måske er dalet en anelse siden, er jeg stadig glad for udformningen af chippen, så jeg havde højere forventninger til denne paprika-pose end jeg har normalt. Det er ikke min favoritsmag, men det hjalp med et hint af den krydrede tomat, der gjorde chippen lidt spicy. De kan alligevel ikke få mere end syv (som altid ud af ti) Pringlesrør, men det er min meget subjektive holdning til paprika, der er på spil her. Jeg vil gerne give dem point for at basere smagen og navnet på få ingredienser - det bliver lidt trættende i længden med navne som "festsmag", "pizzasmag" osv. Min mand er heldigvis mere gavmild og giver otte pæne rør. 

Det gør mig altid glad, når jeg kan have et Pringles-rør med i puljen, og denne gang har jeg smagt på hele tre af slagsen. De er flankeret af mit bedste Tysklands-køb - miniature-colaer, der både var absurd nuttede og indeholdt præcis den mængde cola, jeg havde lyst til, og selvom jeg godt ved, at de små dåser er helt åndssvage, ville jeg ikke drikke andet hvis jeg havde muligheden. 

Men til det, det hele handler om - det første Pringles-rør var en focaccia-variant, hvilket faktisk ramte meget godt plet. Det hjalp nok en del at vide, hvad den skulle smage af, for ret beset var det bare en mild rosmarinsmag på en kraftigt saltet chip - hvidløg og olivenolie var der ikke meget af. Det var dog en ganske lækker smag - "not bad, actually", var min mands første ord (om disse chips, obviously) - og de får henholdsvis en lille otter og en stor syv'er fra ham og mig. Et ekstra lille plus får røret for designet, der viser en Pringle flyve med en drage lavet af focacciabrød i et ørkenlandskab.

Det næste rør var en salt-og-peber-variant, der spillede på de to farver med skakbræt-designet. Vores forudsigelse var, at de ville være  lidt kedelige, men med salt og peber er der heller ikke så meget at spille med, og de smagte ganske rigtigt af en meget mild peber. Min mand vil hellere spise disse end de originale Pringles, som han aldrig har været stor fan af, men når krydderiet ikke er mere spændende eller kraftigere, kan han kun give dem syv. Jeg er nok helt nede på et sekstal, men jeg er heller ikke så glad for peber alene. 

Det sidste rør bød på endnu et design-mesterværk - en Pringle der cykler gennem et skovlandskab på en cykel med hjul af agurkeskiver og tzatziki i cykelkurven. Jeg var SÅ klar på tzatziki-varianten, der heldigvis heller ikke skuffede - den smagte overraskende præcist af tzatziki, og vi bildte os endda ind, at vi næsten kunne smage agurken. Ellers bidrog hvidløg og den græske yoghurt selvfølgelig til smagen, og det salte og syrlige samspil fungerede rigtig godt. Syrligheden klædte Pringles, der ellers har en ret sød grundkartoffel, og jeg giver den et lille nital for den spændende variant. Min mand ender noget lavere på et syvtal, da han (som tidligere nævnt) ikke er glad for hvidløgssmag på chips. 

Sommerens Tysklandstur gav som sagt anledning til indkøb af flere nye varianter, men jeg glemmer altid at tjekke hvilke poser, jeg allerede har anmeldt - og så ender jeg med at købe nogle underlige poser, som jeg er helt sikker på, at jeg aldrig har smagt. Det gør sig især gældende i år, hvor jeg kom hjem med søde jordnødderinge, endnu en kødvariant fra Crunchips og en pose løgringe, som jeg har kigget på i årevis. 

Den første pose indeholdt "Donuts Erdnuss Karamell Style", hvilket var for stor en fristelse at lade mine smagsløg gå forbi. Jeg troede, at de ville være helt skrækkelige, men jeg blev faktisk overraskende glad for karamelsmagen på de i forvejen søde peanutringe. De var store og tykke og et langt bedre format end peanutkugler, og jeg giver dem et pænt ottetal. Min mand vurderede, at han ville have givet originalen et nital, men det søde trækker så meget ned for ham, at han ender på et sekstal. Han understreger, at han nærmest er irriteret over, at varianten findes, da han heller ikke mener, at sukker hører til på chips. Jeg er - ikke overraskende - uenig. 

Chips med kødsmag når sjældent op blandt mine favoritter, men "Roasted Spare Ribs" fra Crunchips smagte mere af den marinade, kødet ville være dyppet i. Det er for mig en klar forbedring, da kødsmag på chips godt kan blive lidt klamt, og både min mand og jeg kvitterer med et ottetal for indsatsen, og synes de har en god, afbalanceret smag. 

Løgringene "Zwiebli-Ringe" fra funny frisch lugtede ikke overraskende ret meget af løg. De havde en god størrelse, var meget porøse og havde en god konsistens - først kunne man frygte, at de ville klæbe til ganen, men det var heldigvis ikke tilfældet. De smagte også rigtig meget af løg, og kunne for min skyld også godt have smagt af sourcream, for i længden blev de en anelse kedelige. De ender på et syvtal fra mig, og en otter fra min mand.  
Den sidste Tysklandspose var episk. Jeg sagde godt nok tidligere at jeg var træt af chips med den lidt udefinerbare "pizzasmag", men i dette tilfælde må jeg tage mine ord i mig igen. "Rocky Balboa Pizza Philly Style"-posen fra Chio var jo helt fantastisk (jeg elsker spøgelseshånden, der kvaser chips!), og chipsene var heldigvis også ganske gode. De dufter af ost og oregano, og det smager de såmænd også af, ligesom de fleste andre pizzachips - men med en god overvægt af ost. Selve chippen var jeg ekstra vild med; den var hverken for grov eller olieret, og eftersom min mand og jeg smagte varianten i en frokostpause midt i en idyllisk, grøn skov, ender vi begge på et gavmildt ottetal. 
Jeg ved ikke om Cream Cheese & Onion-varianten fra Taffel er ny, eller om den bare er gået min næse forbi, men jeg skyndte mig i hvert fald at putte den i kurven, straks jeg så den første gang. Jeg elsker Taffels franske kartofler, og denne variant var tilsyneladende af samme grundchip frem for de bølgede, som jeg godt kan blive lidt træt af, så jeg havde store forhåbninger. De skuffede heldigvis ikke, og den milde syrlighed og de sparsomme krydderier spillede perfekt sammen med den klassiske franske kartoffelchip - og de løber med et stort ottetal fra mig. Min snart treårige niece mente, at de smagte af chokolade; hunden Quark kunne ret godt lide dem, men jeg stoler ikke på hans dømmekraft- men da min søster også endte på et stort otte-tal, tør jeg godt anbefale dem. 
Tiger-butikkerne har endelig fået en chips-variant, jeg ikke kunne holde fingrene fra, for alle osteposer har en magnetisk tiltrækningskraft på mig. Disse tyndtskårede kartoffelchips er lige på grænsen af at være for olierede, men de har et rigtig godt crunch som følge deraf - jeg ville dog foretrække dem tykkere og med mindre olie. De smager af både ost og hvidløg, men kunne godt have haft meget mere pulver på sig, og måske lidt mindre salt i krydderiblandingen. Jeg ender alligevel på et ottetal, for jeg synes at posen er sød - min mand lader sig ikke forblænde af så nemme tricks, og han slutter af med en syver; også på grund af det allestedsnærværende hvidløg. 

2 kommentarer:

  1. Jeg bliver altid så umådelig chipssulten af at læse dine anmeldelser. Jeg har lyst til at spise alle ostevarianter! <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, det tager jeg som en ros - men jeg beklager! :D Og ja, ostevarianter for life! <3

      Slet