lørdag den 5. september 2020

music is my secret

August måned var en milepæl for min lille blog, der kunne fejre sin første runde fødselsdag. Det bliver hurtigt banalt og trivielt at påpege, men jeg har virkelig svært ved at forstå, at det er ti år siden jeg begyndte at skrive om alt og (især) ingenting herinde. Det har givet mig en helt uvurderlig ro at kunne kategorisere noget af mit tankemylder, og jeg har mødt mange gode mennesker i forbindelse med bloggen; både online og i den virkelige verden. Jeg har ryddet en lille smule op, så det første indlæg er nu fra oktober 2010 (og handler om Svampebob, som jeg har nævnt alt for lidt de sidste mange år), men det var altså i august jeg startede med at skrive.

Lejlighedsrenoveringen har givet anledning til oprydning og udsmidning i stor stil, og der er ikke længere plads til mit kæmpestore skab. På indersiden af en skabslåge har jeg sat klistermærker fra mange af de vinyler, jeg har købt igennem årene, og som giver et meget godt indblik i min musiksmag. Bloggen hedder MusicIsMySecret, og jeg har i næsten samtlige ti år haft en forventning om, at jeg lige om lidt begynder at skrive mere om musik, men jeg har efterhånden accepteret, at musikken ikke længere har en lige så prominent plads i mit liv som tidligere. Den har ellers betydet næsten alting igennem lange perioder af mit liv - det lyder søgt, men fra jeg blev teenager og indtil for ganske få år siden, har musikken på godt og ondt defineret store dele af min identitet, de kredse jeg bevægede mig i, og de relationer jeg havde. I dag er det meget få af mine venskaber, der bygger på en fælles interesse i musik, og det var utænkeligt for bare fem år siden. 
Bloggen fik sit navn, fordi jeg i mange år forbandt en lidt besynderlig blanding af skam og stolthed med min musiksmag - jeg har næsten altid følt mig en lille smule off i alle miljøer, selvom jeg også har oplevet virkeligt tætte fællesskaber. Men som ganske ung følte jeg mig helt generelt bare forkert, og jeg lyttede intenst til Det Elektriske Barometer hver søndag aften, hvor Tony Scott eller Rasmus Poulsen ofte læste et af mine lettere prætentiøse - men oprigtigt deprimerende - breve op for den del af Danmarks unge, der også følte sig lidt forkerte - eller bare godt kunne lide alternativ musik. Det var ikke nemme år i folkeskolen, men med internettets udbredelse kunne jeg endelig finde ligesindede, og hvis man skal trevle trådene helt tilbage til begyndelsen, bor jeg i København i dag på grund af min færden på et dansk Smashing Pumpkins-forum i starten af nullerne. Især hos mine nye venner i København kunne jeg føle mig hjemme; jeg blev introduceret for endeløse mængder ny musik, og min smag tog hurtigt en drejning mod det endnu mere alternative. 

Det blev kun endnu mere udtalt, da jeg startede med at arbejde i Danmarks største musikforretning, FONA på Strøget, hvor jeg var i over ti år, og hvor jeg mødte både min kæreste og mange af mine gode venner. Et af mine bedste minder er stadig, da jeg fik lov til at oprette en indie/alternative-afdeling og helt selv bestemme, hvad der skulle stå der - måske en lille bedrift i manges øjne, men en begivenhed, der havde stor betydning for mig på dét tidspunkt. Med mine kollegaer og venner har jeg gået til et hav af koncerter, vi har rejst sammen til festivaler i udlandet, og det har været en ganske særlig periode i mit liv. 

Men også hér var der noget, der nagede lidt. I mine teenageår fandt jeg gode kompromis-bands, som jeg kunne dele med mine mere mainstream-interesserede venner, og det betyder, at jeg har en stor kærlighed til mange danske rockbands fra omkring årtusindeskiftet. Jeg har flygtigt nævnt det nogle gange herinde, men f.eks. ELSKER jeg Carpark North. 33 koncerter and counting, og det er jeg blevet mobbet uendelig meget med gennem tiden. Blusen ovenfor, som min folkeskoleveninde har syet til mig, er underskrevet af Mark Rosenér, forsanger i Jupiter Day, som jeg også fulgte intenst med femten koncerter på et par år, og jeg har et hav af sætlister fra koncerter med Kashmir, Saybia, Melanies og Kitty Wu. Min dyrkelse af Marilyn Manson og HIM har også givet anledning til mild latterliggørelse fra det segment, der aldrig kunne drømme om at lytte til noget, der ville blive spillet i radioen, og således har jeg altid følt mig lidt ved siden af med min musiksmag - hvorfor jeg kaldte bloggen MusicIsMySecret. 

I dag er det næsten helt mærkeligt at tænke på, at musik har haft så stor indflydelse på mine relationer. Der er plads til at høre lige det, jeg vil - og mine nye venner lytter uironisk til Nightwish, Anastacia (åh GUD, altså!) og andre forfærdelige ting, hvilket jeg prøver at være helt neutral og forstående for. Min skam i forhold til musikken går i dag mest på min dalende interesse, for jeg sætter langt oftere en podcast end en plade på. 
Under renoveringen besluttede min mand og jeg os for at beholde vores samling på femtenhundrede CD'er, som jeg brugte et par dage på at katalogisere i løbet af sommeren, da jeg havde malet reolen hvid (hvilket i øvrigt også tog et par dage...). Det gav mig lyst til at gå på opdagelse i vores samling, og den sidste måneds tid har jeg lyttet meget mere til musik, end jeg har gjort længe. Jeg har fundet gamle, glemte perler, men ellers er det mest den nye Bright Eyes-plade, Down In The Weeds Where The World Once Was, der har kørt i rotation herhjemme. Jeg prøver at slutte fred med, at jeg ikke længere har fingeren på pulsen i forhold til nye udgivelser, og så er jeg bare taknemmelig for, at musikken stadig kan fremkalde store følelser hos mig. Jeg håber, at jeg også fremover får skrevet lidt om musik herinde, ligesom jeg har skrevet om netop Bright Eyes, om Smashing Pumpkins, om Pulp og om Neutral Milk Hotel - og om alt det andet, der ligger under tagget 'musik'. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar