lørdag den 31. oktober 2020

dripping and marked from your paint

Jeg er vendt tilbage til min kronologiske genlæsning af Stephen King, og jeg er nået til et af de mest ikoniske værker; nemlig Christine fra 1983 om den røde dræberbil og hendes tilbedende ejere. På overfladen er det en af de historier, som allerflest kan huske - hvilket ikke mindst skyldes John Carpenters filmatisering fra samme år - men som faktisk byder på meget mere end "bare" en morderisk Plymouth Fury. Det samme kan selvfølgelig også siges om Kings andre 'one-shot'-værker som Cujo (den med den onde hund), The Shining (den med det onde hotel), It (den med den onde klovn) osv., og i lighed med It handler Christine også om relationerne mellem gode venner, der vokser op sammen. Jeg havde ikke de helt store forventninger til denne genlæsning, da jeg på ingen mulig måde interesserer mig for biler, og selvom jeg ikke blev blæst bagover af Christine, var jeg godt underholdt et langt stykke af vejen. Den er udråbt som en klassiker, hvilket måske mest skyldes den ikoniske idé, for jeg synes ikke, at den lever helt op til hypen. 

For Christine ER en lang roman på hele 526 sider. Den kunne med fordel trimmes et godt stykke ned, og den ville fungere langt bedre som en mere stringent fortalt historie, da der bare er alt for meget fyld. King mestrer også her sin karakterudvikling, men vi behøver ærlig talt ikke have SÅ mange veludviklede sidekarakterer i en historie om et venskab og en besat bil. Derudover er der et uddrag fra en sangtekst før hvert eneste kapitel, hvilket for mig virkelig brød læserytmen (nej, det er ikke en mulighed at springe det over!) - og da de alle sammen skulle være relaterede til biler(!), kendte jeg kun et fåtal af citaterne. De ville nok have virket bedre, hvis man havde musikken spillende i baghovedet, for sangtekster alene kan nogle gange virke lidt fjollede - især rock 'n' roll. Til sidst har jeg også et problem med romanens opbygning - den er inddelt i tre dele med skiftende synsvinkler, hvilket blandt andet bevirker, at vi kender til Christines hemmeligheder lang, lang tid før de andre karakterer, og det ødelægger også flowet lidt. De tre dele skal dog have points for titlerne; "Teenage Car Songs", "Car Love Songs", "Teenage Death Songs". 
Det var lidt meget kritik inden jeg overhovedet fik dykket nærmere ned i historien, men med dét ude af verden kan jeg koncentrere mig om indholdet, der faktisk byder på ganske rørende øjeblikke mellem de maleriske beskrivelser af kvæstede kroppe, blod og ødelæggelse, der i øvrigt er en af romanens forcer. I 1978 køber teenageren Arnie et gammelt vrag af en bil af den usympatiske gamle mand LeBay, der kalder bilen for Christine. Arnies ven Dennis er historiens fortæller igennem det meste af bogen, og det er også gennem ham, at vi møder Arnies forældre (der beskrives som meget eksotiske, da de spiser vegetarisk - bogen er efterhånden noget dateret, men jo også snart fyrre år gammel) og senere Arnies første kæreste Leigh. King beskriver Arnie og Dennis helt perfekt - igen, noget daterede, dog - de ligger på grænsen mellem at være store børn og unge voksne, og deres vekslen mellem det barnlige og en mere seriøs tilgang til livet er lige i skabet. Man tror på deres venskab, selvom Arnie er den upopulære, bebrillede, bumsede nørd (der er ikke sparet på noget) og Dennis er den populære football-spiller, og de første 200 sider forsvinder i ungdomsliv, kærlighedsproblemer, football-games, forældreproblemer og dates. 

Min interesse for biler kan som før nævnt ligge på et meget lille sted, men jeg forstår bestemt godt idéen om at blive helt opslugt af en hobby - jeg kan sagtens sætte mig ind i besættelse. Og uden at vide noget som helst om, hvordan virkelighedens USA ser ud i dag - jeg har en naiv forestilling om, at (priviligerede, hvide) unge mennesker stadig får deres første biler som 16-årige og kører hinanden rundt til fester og storcentre og prom nights - så har biler i hvert fald tidligere haft en kæmpestor betydning for mange unge i USA, så jeg forstår godt, at King vælger at dedikere en hel roman til dén kultur og historien om en dreng og hans første bil. Faktisk kender vi slet ikke Arnie fra tiden før Christine, da bogens første sætning bogstaveligt talt handler om hende, og Arnie bruger i romanen Christine til at prøve grænser af, frigøre sig fra sine forældre og udforske sin frihed, og det er først senere, at det går galt for stakkels Arnie, da Christine (surprise!) er besat af onde kræfter. 
Christines tidligere ejer, Lebay, har gennemsyret bilen med sin ondskab, så hun nu med Arnies hjælp kan regenerere og tage hævn over alle dem, der vover at stille sig i vejen for hende og Arnie. Her excellerer King som tidligere nævnt i sine beskrivelser af blod og gore, og da historien for alvor tager fart, bliver den også meget mere spændende. Dennis og Leigh forsøger at hjælpe Arnie, men måske det allerede er for sent... Slutningen er hæsblæsende action, men heldigvis en medrivende omgang af slagsen, og Christine ender på en middelgod karakter. Dog stadig en bedre bilhistorie end From A Buick 8, som jeg ikke har anbefalet endnu.  
 
SPOILERS!
Bøllen Moochies brutale mord er virkelig voldsomt, og næsten kvalmende at læse i dag, hvor angreb med biler langt oftere bliver brugt for at såre og slå ihjel. Som horrorhistorie er det dog en helt forrygende sekvens, der passer godt ind i Kings skrivestil i firserne, der virkelig ikke sparede på noget, og selvom meget af det næsten gør ondt at læse, er det også enormt forløsende. Christine ville for mig have virket bedre som decideret horror; en langt kortere fortælling med fokus på de brutale mord, krydret med historien om Arnie og Dennis' smuldrende venskab. 
JOHN CARPENTERS CHRISTINE (1983)
Romanen Christine udkom i april 1983, og allerede i december samme år havde John Carpenter fået bakset sin filmatisering om dræberbilen sammen. For filmen Christine lægger ikke skjul på sin agenda - allerede i de allerførste scener ser vi Christine blive født på fabrikken, hvor det fremgår at hun er evil from the get-go, da hun formår at gøre livet surt for flere fabriksarbejdere. Det er en markant forskel fra bogen, hvor Christine var gennemsyret af ejeren LeBays ondskab - og det er faktisk lidt sjovere, at bilen bare er ond i sig selv. Det bidrager i hvert fald til den simpelhed, jeg også synes ville klæde romanen. 

Filmens karakterer er lige så karikerede som de er daterede, og især er gruppen af bøller helt latterlige - flere af skuespillerne MÅ være over tredive, og det er super fjollet. Skuespillet er heller ikke ligefrem overbevisende, men det kammer aldrig over i det rigtigt dårlige - det er trods alt en Carpenter-film (selvom jeg må nævne det uforklarlige, smørrede smil på vores hovedperson Dennis i tre fjerdedele af filmen - det var altså bare mærkeligt.) Leigh var en noget svag kvindefigur, og Arnie og Dennis' interne jokes og sprogbrug blev hurtigt for meget, men begge dele er taget direkte fra bogen, så det er svært at kritisere. Og selvom filmen måske mangler noget af bogens karakterudvikling, byder den til gengæld på episke scener med en brændende Christine på hævntogt. 
Christine er ikke en decideret god film, men den er bestemt underholdende. Den har udprægede firser-træk, og bogen har budt på en taknemmelig historie at omsætte til film, for den er i sig selv lidt b-horrorfilm-agtig. Det klæder filmen, at tonen bliver sat med det samme - vi skal ikke tage det alt for seriøst, men bare nyde turen. Og det gjorde jeg bestemt - måske endda mere end bogen. Der var mange charmerende og veludførte special effects, der slet ikke ville have samme virkning hvis de var lavet med CGI i dag, og hvis man har en lille plads i sit hjerte til firserfilm, kan jeg sagtens anbefale Christine. 

onsdag den 28. oktober 2020

scraping away at my mind


Jeg har haft en enormt tiltrængt efterårsferie hos min søster med både pandekagesandwich, hønse-hang-out og græskarudskæring, men hvor hyggen af og til blev overskygget af bekymring og overtænkning. Sidste gang nævnte jeg noget, der foregår i kulissen, men nu fylder det altså lidt for meget til at jeg kan lade det blive ved dét, for der er mistanke om, at min far har kræft. Jeg prøver egentlig at trække vejret og lade være med at tænke for meget over det, før jeg har noget konkret at forholde mig til, og det går faktisk nogenlunde. Vi prøver også at sige til hinanden, at selvom det skulle være kræft, kan det forhåbentlig fjernes eller behandles - bare fordi vi har noget dårlige erfaringer i min familie, behøver det jo heldigvis ikke altid at være sådan. Nå, men der er stadig tusind år til min far skal til næste undersøgelse (jeg synes virkelig, at det går langsomt), og der er ingen chance for, at det ikke kommer til at påvirke mig bare lidt den næste tid, så jeg har tændt for lysterapilampen, købt lidt mere LEGO og indkaldt veninde til mere Harry Potter-hygge - det kan forhåbentlig hjælpe lidt på humøret. 

onsdag den 21. oktober 2020

I like the autumn but this place is getting old

 


Der foregår lige nogle ting i kulissen, der ikke kun involverer mig, så jeg har lige været væk lidt. Det er udfordringen ved at plastre mit navn og ansigt over mine skriverier, for det er ikke alle emner der egner sig til offentlig udbasunering imens man er midt i det, men jeg er samtidig ret optaget af det, og så virker det helt forkert at skrive om alt muligt andet. Årstiden er også begyndt at tynge mig en anelse, men det er jo ikke noget nyt. 

Jeg har samtidig haft kalenderen fyldt den sidste uges tid (og haft arbejdsweekend), og jeg har hver morgen fortrudt mine planer - men har hver gang endt med virkelig at hygge mig. Det har været godt for mig at se mine veninder, og der har været skruet godt op for efterårshyggefaktoren - jeg har samlet valnødder sammen med et egern i en skøn have i Holte; jeg har set den første Harry Potter-film for første gang i årevis, og jeg har drukket varm chokolade i Mærsk Tårnets bløde sofaer. AaBs sejr over FCK i Parken løftede også mit humør betragteligt, og det er længe siden jeg har set så velspillet en kamp. Det bliver en spændende sæson!


Nu har jeg efterårsferie, og i morgen stikker jeg snuden mod Aalborg. Det glæder jeg mig til, for jeg trænger også lige til at slappe af og puste ud, og ikke mindst til at være sammen med min familie. Jeg forventer blandt andet lange gåture i det flotte efterårsvejr, så måske der er en chance for, at det næste indlæg er med billeder frem for tyvstjålne memes. 

tirsdag den 13. oktober 2020

a symphony of strangeness and charm

Min økonomi har det strålende i øjeblikket. Alt er naturligvis relativt, for det er ikke fordi pengene vælter ind på kontoen hver måned som faglært dyrepasser ansat i det offentlige, men efter min fastansættelse i juni, har jeg alligevel peaket lønmæssigt i mit liv. Jeg har været omkring det et par gange tidligere- blandt andet sidste gang jeg prøvede at forsvare indkøbet af et stort LEGO-sæt -  men jeg er forholdsvis sparsommelig - jeg køber næsten aldrig tøj, og så hjælper det naturligvis også, at jeg ikke skal betale for hverken institutionspladser eller vinterstøvler i størrelse lillebitte. Jeg kunne sagtens skære ned på fast-food-posten, og så vil jeg også gerne i gang med at investere - men alt i alt går det meget godt. (Desværre også fordi jeg ikke bruger penge på rejser i øjeblikket - det er i disse dage præcis et år siden min mand og jeg var i Athen, og jeg kunne SÅ godt bruge endnu en tur lige nu!)
Udsigten til en god sjat indefrosne feriepenge hjalp selvfølgelig på beslutningen, men jeg havde faktisk bestemt mig for at forære mig selv det store Hogwarts-LEGO-slot med nogle af de penge, jeg har fået efter overgangen til fastansættelse. Det føles virkelig godt at give mig selv lov til at bruge SÅ mange penge på noget, der virker helt meningsløst og fjollet i manges øjne - og jeg har kun en lille snert af dårlig samvittighed over det, som jeg aktivt prøver at modarbejde.  For jeg er simpelthen så glad for min helt egen kopi af Hogwarts. 
Selve sættet er helt forrygende. Helt lavpraktisk kommer brikkerne i 37 nummererede poser (det var lidt overvældende at pakke ud), og det er heldigvis lavet sådan, at man sagtens kan være to til byggeriet, da de forskellige dele først samles til allersidst. Det er en klar fordel, for det er en virkelig hyggelig aktivitet at bygge LEGO imens man vender hele verdenssituationen - det gjorde min veninde og jeg i hvert fald; selvfølgelig med soundtracket fra Harry Potter-filmene kørende i baggrunden. Vi blev dog langt fra færdige på den første dag, men min mand blev pludselig helt grebet af byggeriet også - han havde endda bygget lidt videre, imens jeg var i Jylland sidst, hvilket jeg synes var noget modigt - så der gik alligevel ikke længe, før det stod færdigt. 
Jeg er så glad for det. Jeg har i forvejen fået tiltusket mig storsalen, klokketårnet, slagpoplen og Hagrid's hytte i de mere detaljerede sæt, men der er noget helt særligt over at have hele slottet samlet. Det var en fornøjelse at se de forskellige dele af slottet vokse langsomt frem, og jeg er helt forelsket i alle de små detaljer - og ikke mindst mikrofigurerne, der er absurd nuttede. Det har kun givet mig mere blod på tanden i mit LEGO-nørderi, og det er godt det snart er jul, for der er lige kommet endnu flere nye Harry Potter-sæt i handlen (de to ting er i øvrigt nok ikke helt uden sammenhæng.) 

fredag den 9. oktober 2020

this whole wide world isn't wide enough

En af de eneste positive afledte effekter af coronakrisen er al den overskydende tid, der pludselig er faldet ned i skødet på mig, og noget af den bliver brugt på en genlæsning af flere af mine favorittegneserier. Jeg har længe villet anbefale Saga-serien skrevet af Brian K. Vaughn og illustreret af Fiona Staples, men det har også virket som en uoverkommelig opgave, for hvordan skulle jeg nogensinde kunne beskrive, hvor fantastisk denne tegneserie er? Mit gensyn med denne episke fantasyfortælling fik mig dog overbevist om, at det vigtigste må være at sprede kendskabet til den, og så må jeg overlade de dybdegående analyser til andre. 


Brian K. Vaughn  er et kendt navn i min bog, da han er manden bag Y: The Last Man, der er en fremragende, postapokalyptisk fortælling om en verden, hvor (næsten) alle mænd er døde. Han har også arbejdet på tv-serierne Lost og (mindre heldigt) Stephen Kings Under The Dome, så han har været en stor kilde til min underholdning de sidste mange år. Med Saga har han slået sig sammen med tegneren Fiona Staples, der gør historien til noget helt særligt, og jeg er fuldstændig betaget af de smukke paneler og helsides-illustrationer. Den første udgivelse udkom i 2012, og serien er i øjeblikket på pause (den skal komme tilbage) - jeg har ventet lidt med at købe dem, så jeg kunne få de tre flotte hardback-udgivelser, der samler de 54 hæfter, der er kommet indtil nu. 

Saga bliver beskrevet som en episk space opera/fantasy-tegneserie, hvilket er meget passende, da der ikke er sparet på noget i historien om det umage par Alana og Marko, der har fundet hinanden på tværs af flere generationers stridigheder mellem deres folk. Alana kommer fra den industrielle planet Landfall, hvis befolkning er født med vinger, mens Marko kommer fra dens måne Wreath, hvor folket har horn og kan praktisere magi. Marko er krigsfange, men bliver befriet af Alana, og Saga starter med fødslen af deres datter Hazel, der også er fortæller af meget af historien. Nu er den lille familie på en vild flugt fra myndighederne på begge sider, og det fører dem til fjerne kroge af universet, hvilket Fiona Staples' tegninger formidler på smukkeste vis.

Deres rejser bringer dem i kontakt med både skræmmende og skønne væsener, og man hepper hurtigt på familien. Det hjælper også, at Marko er helt ualmindeligt lækker, selvom jeg altid føler mig lidt fjollet over at dåne ved synet af en tegnet figur - men SE ham lige! Brian K. Vaughn skriver dog så god en historie, at man faktisk også hepper en lille smule på dem, der er sendt ud for at finde familien; ikke på den måde, at man vil have deres mission skal lykkes - man vil bare gerne, at det skal gå dem godt. Jeg har især et blødt punkt for freelanceren The Will, der er en klassisk bad guy med et blødt hjerte - og hans ekskæreste, den insektlignende The Stalk, er også et virkelig interessant bekendtskab. Det giver historien en god dynamik, at de fleste karakterer ikke er entydigt gode eller onde, selvom der er rigeligt med ondskab omkring dem; især mødet med den kun seksårige Sophie på Sextillion - en 'pleasure planet', hvor hun blev holdt som slave - var noget af en mavepuster. 

Fiona Staples' illustrationer sparer bestemt heller ikke på detaljerne - der er nøgenhed, sex, vold og død galore, og det hele er så smukt. Der er også uventede venner og aparte, talende dyr, og Saga lander et eller andet sted mellem Star Wars og Lord of the Rings med sine overdådige landskabsbeskrivelser og avancerede teknologiske space-våben. Det er bestemt ikke noget dårligt sted at være i min bog, og jeg sender mine største anbefalinger efter Saga, der godt snart må udkomme igen efter to års pause.  

søndag den 4. oktober 2020

what shouldn't be shared

 



Siden sidst har jeg mest bare været syg, og jeg har derfor haft rigeligt tid til at pine mig selv med mindet om den tidlige morgen i sidste uge, da min kat Jimmy lavede et videoopkald fra Messenger til en af mine kollegaer klokken lidt over seks. Jeg var lige stået op, havde læst en besked fra en veninde og efterladt telefonen åben i Messenger på bordet, hvorefter Jimmy hoppede op, landede på telefonen og fik ringet til min kollega, der var online øverst på skærmen. Jeg var lige vågnet, og forstod ikke hvad der foregik, før min forvirrede kollegas ansigt tonede frem på skærmen og sagde "Hallo?" - og jeg gik øjeblikkeligt i panik; også pga. det faktum, at jeg ikke sådan rigtig sover påklædt. Jeg pegede kameraet mod loftet og var helt irrationelt musestille (altså, jeg havde jo selv ringet ham op; hvad regnede jeg med?), og så prøvede jeg ihærdigt at afslutte samtalen. Det var jeg til min forfærdelse ikke i stand til, så jeg endte med at slukke min telefon i ren rædsel i stedet for.
Det medførte et par meget tiltrængte grineanfald på arbejdet senere, hvor min kollega kunne forsikre mig om, at han kun havde set en sort skærm. Hans påstand underbygges af de ikke mindre end otte screenshots, jeg i ren panik fik taget i stedet for at slukke telefonen, hvilket er meget heldigt - det kan godt være jeg er vinterbader, men det er lidt noget andet end at ringe til sin kollega og pådutte ham sin blege, nøgne morgenkrop. Jeg har græmmet mig over det i dagevis, men det endte heldigvis godt - og jeg er samtidig helt vanvittigt lettet over, at Jimmy ikke valgte at ringe til f.eks. en fra min folkeskole eller en af min fars venner. Min kollega kunne i øvrigt ikke forstå, at jeg lavede et videoopkald til ham, for det plejer jeg aldrig at gøre - he knows me well. 

Ellers har jeg mest bare ligget stille og lyttet til podcasts. I går var jeg frisk nok til at begynde på - og færdiggøre - et nyt puslespil. Motivet var selvfølgelig noget nemmere end de klassiske, hvor halvdelen af billedet er ensfarvet, blå himmel, men en gang imellem behøver jeg ikke udfordres, når jeg laver puslespil. Jeg blev gladest for den lille regnfrø, men de er altså også ualmindeligt nuttede - prøv lige at lyt til deres fierce brøl
Den sidste ting, der har fået mig til at smile i dag, er et kapitel fra Allie Broshs nye bog, Solutions and Other Problems. Hendes forrige bog og webserie - Hyperbole & A Half - er både noget af det sjoveste og mest rørende, jeg nogensinde har læst, og jeg har efterhånden fulgt hende i mange år. Jeg har sjældent oplevet så meget udtryk i så simple tegninger, og jeg glæder mig SÅ meget til at modtage den nye bog med posten. Hvis I ikke kender hende, bør I gøre jer selv den tjeneste at tjekke hende ud, og jeg regner også med at give en rigtig anbefaling af hendes udgivelser snart. 

torsdag den 1. oktober 2020

I see that bed and I just want to climb back in

 

I tirsdags måtte jeg - meget imod min vilje - ringe til mit arbejdes vagttelefon og melde mig syg for første gang i år. Det er noget af det værste jeg ved, selvom jeg samtidig er udmærket klar over, at det både er normalt og nødvendigt, og at min arbejdsplads ikke vælter af, at jeg bliver væk et par dage. Jeg har utrolig svært ved at finde ud af, hvornår jeg er syg nok, og jeg er en af de voldsomt irriterende typer, der helst skal sendes hjem under dynen af mine kollegaer. Det er jeg ikke det mindste stolt af, og held i uheld fik vi snakket om det til vores afdelingsmøde i mandags, hvor vi lige fik præciseret forholdsreglerne - så det hjalp lidt på samvittigheden, da jeg vågnede med feber og ondt i hovedet og halsen i tirsdags. (Det gjorde det dog ikke nemmere at ringe, selvom jeg selvfølgelig kun blev mødt med et ønske om god bedring.) 

Jeg føler mig nu stadig kun lidt syg. I går blev jeg coronatestet, og fordi jeg havde symptomer, målte de også min temperatur - og jeg blev underligt glad for at nogle andre konstaterede, at jeg havde feber. Det er jo så dumt. Jeg har lige fået et negativt svar på podningen, heldigvis, og nu prøver jeg at skubbe tankerne om arbejde i morgen væk - vores elev vil kun være glad for at håndtere rotterne i stedet for mig, og Jimmy er en god sygepasser når min mand er på arbejde. Så i stedet vil jeg give min trætte krop lidt ro, sove mange lure, lytte til podcasts og spise yoghurt; og prøve at ignorere at kalenderen nu siger oktober.