tirsdag den 13. oktober 2020

a symphony of strangeness and charm

Min økonomi har det strålende i øjeblikket. Alt er naturligvis relativt, for det er ikke fordi pengene vælter ind på kontoen hver måned som faglært dyrepasser ansat i det offentlige, men efter min fastansættelse i juni, har jeg alligevel peaket lønmæssigt i mit liv. Jeg har været omkring det et par gange tidligere- blandt andet sidste gang jeg prøvede at forsvare indkøbet af et stort LEGO-sæt -  men jeg er forholdsvis sparsommelig - jeg køber næsten aldrig tøj, og så hjælper det naturligvis også, at jeg ikke skal betale for hverken institutionspladser eller vinterstøvler i størrelse lillebitte. Jeg kunne sagtens skære ned på fast-food-posten, og så vil jeg også gerne i gang med at investere - men alt i alt går det meget godt. (Desværre også fordi jeg ikke bruger penge på rejser i øjeblikket - det er i disse dage præcis et år siden min mand og jeg var i Athen, og jeg kunne SÅ godt bruge endnu en tur lige nu!)
Udsigten til en god sjat indefrosne feriepenge hjalp selvfølgelig på beslutningen, men jeg havde faktisk bestemt mig for at forære mig selv det store Hogwarts-LEGO-slot med nogle af de penge, jeg har fået efter overgangen til fastansættelse. Det føles virkelig godt at give mig selv lov til at bruge SÅ mange penge på noget, der virker helt meningsløst og fjollet i manges øjne - og jeg har kun en lille snert af dårlig samvittighed over det, som jeg aktivt prøver at modarbejde.  For jeg er simpelthen så glad for min helt egen kopi af Hogwarts. 
Selve sættet er helt forrygende. Helt lavpraktisk kommer brikkerne i 37 nummererede poser (det var lidt overvældende at pakke ud), og det er heldigvis lavet sådan, at man sagtens kan være to til byggeriet, da de forskellige dele først samles til allersidst. Det er en klar fordel, for det er en virkelig hyggelig aktivitet at bygge LEGO imens man vender hele verdenssituationen - det gjorde min veninde og jeg i hvert fald; selvfølgelig med soundtracket fra Harry Potter-filmene kørende i baggrunden. Vi blev dog langt fra færdige på den første dag, men min mand blev pludselig helt grebet af byggeriet også - han havde endda bygget lidt videre, imens jeg var i Jylland sidst, hvilket jeg synes var noget modigt - så der gik alligevel ikke længe, før det stod færdigt. 
Jeg er så glad for det. Jeg har i forvejen fået tiltusket mig storsalen, klokketårnet, slagpoplen og Hagrid's hytte i de mere detaljerede sæt, men der er noget helt særligt over at have hele slottet samlet. Det var en fornøjelse at se de forskellige dele af slottet vokse langsomt frem, og jeg er helt forelsket i alle de små detaljer - og ikke mindst mikrofigurerne, der er absurd nuttede. Det har kun givet mig mere blod på tanden i mit LEGO-nørderi, og det er godt det snart er jul, for der er lige kommet endnu flere nye Harry Potter-sæt i handlen (de to ting er i øvrigt nok ikke helt uden sammenhæng.) 

4 kommentarer:

  1. Wow!
    Jeg ville gå amok, har i.n.g.e.n. finmotorik eller tålmodighed, men wow.

    H.P. er mit safe space. Ser dem i loop når jeg spiser morgenmad. Er på ukendt runde:)

    Tillykke med dejligheden.

    Kh HemmeLine

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha! Jeg tror det er godt nok for mig at komme helt ned i gear med noget, der kræver rolige bevægelser. Jeg har vist en okay finmotorik - det er i hvert fald påkrævet i mit arbejde. :D

      Det lyder som en virkelig god morgenrutine!

      Og mange tak. :)

      Slet
  2. Lego cheerleaderen8. december 2020 kl. 07.53

    Du behøver ikke at forsvare hvad du bruger dine penge på. Det er din sag alene og du skal ikke stå til regnskab for nogen som helst. You do you <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er sød! <3 Men nej, det ved jeg godt. Jeg prøver nok også at forklare mere end forsvare - for jeg har godt nok brugt en DEL penge på LEGO i år, haha!

      Slet