lørdag den 31. oktober 2020

dripping and marked from your paint

Jeg er vendt tilbage til min kronologiske genlæsning af Stephen King, og jeg er nået til et af de mest ikoniske værker; nemlig Christine fra 1983 om den røde dræberbil og hendes tilbedende ejere. På overfladen er det en af de historier, som allerflest kan huske - hvilket ikke mindst skyldes John Carpenters filmatisering fra samme år - men som faktisk byder på meget mere end "bare" en morderisk Plymouth Fury. Det samme kan selvfølgelig også siges om Kings andre 'one-shot'-værker som Cujo (den med den onde hund), The Shining (den med det onde hotel), It (den med den onde klovn) osv., og i lighed med It handler Christine også om relationerne mellem gode venner, der vokser op sammen. Jeg havde ikke de helt store forventninger til denne genlæsning, da jeg på ingen mulig måde interesserer mig for biler, og selvom jeg ikke blev blæst bagover af Christine, var jeg godt underholdt et langt stykke af vejen. Den er udråbt som en klassiker, hvilket måske mest skyldes den ikoniske idé, for jeg synes ikke, at den lever helt op til hypen. 

For Christine ER en lang roman på hele 526 sider. Den kunne med fordel trimmes et godt stykke ned, og den ville fungere langt bedre som en mere stringent fortalt historie, da der bare er alt for meget fyld. King mestrer også her sin karakterudvikling, men vi behøver ærlig talt ikke have SÅ mange veludviklede sidekarakterer i en historie om et venskab og en besat bil. Derudover er der et uddrag fra en sangtekst før hvert eneste kapitel, hvilket for mig virkelig brød læserytmen (nej, det er ikke en mulighed at springe det over!) - og da de alle sammen skulle være relaterede til biler(!), kendte jeg kun et fåtal af citaterne. De ville nok have virket bedre, hvis man havde musikken spillende i baghovedet, for sangtekster alene kan nogle gange virke lidt fjollede - især rock 'n' roll. Til sidst har jeg også et problem med romanens opbygning - den er inddelt i tre dele med skiftende synsvinkler, hvilket blandt andet bevirker, at vi kender til Christines hemmeligheder lang, lang tid før de andre karakterer, og det ødelægger også flowet lidt. De tre dele skal dog have points for titlerne; "Teenage Car Songs", "Car Love Songs", "Teenage Death Songs". 
Det var lidt meget kritik inden jeg overhovedet fik dykket nærmere ned i historien, men med dét ude af verden kan jeg koncentrere mig om indholdet, der faktisk byder på ganske rørende øjeblikke mellem de maleriske beskrivelser af kvæstede kroppe, blod og ødelæggelse, der i øvrigt er en af romanens forcer. I 1978 køber teenageren Arnie et gammelt vrag af en bil af den usympatiske gamle mand LeBay, der kalder bilen for Christine. Arnies ven Dennis er historiens fortæller igennem det meste af bogen, og det er også gennem ham, at vi møder Arnies forældre (der beskrives som meget eksotiske, da de spiser vegetarisk - bogen er efterhånden noget dateret, men jo også snart fyrre år gammel) og senere Arnies første kæreste Leigh. King beskriver Arnie og Dennis helt perfekt - igen, noget daterede, dog - de ligger på grænsen mellem at være store børn og unge voksne, og deres vekslen mellem det barnlige og en mere seriøs tilgang til livet er lige i skabet. Man tror på deres venskab, selvom Arnie er den upopulære, bebrillede, bumsede nørd (der er ikke sparet på noget) og Dennis er den populære football-spiller, og de første 200 sider forsvinder i ungdomsliv, kærlighedsproblemer, football-games, forældreproblemer og dates. 

Min interesse for biler kan som før nævnt ligge på et meget lille sted, men jeg forstår bestemt godt idéen om at blive helt opslugt af en hobby - jeg kan sagtens sætte mig ind i besættelse. Og uden at vide noget som helst om, hvordan virkelighedens USA ser ud i dag - jeg har en naiv forestilling om, at (priviligerede, hvide) unge mennesker stadig får deres første biler som 16-årige og kører hinanden rundt til fester og storcentre og prom nights - så har biler i hvert fald tidligere haft en kæmpestor betydning for mange unge i USA, så jeg forstår godt, at King vælger at dedikere en hel roman til dén kultur og historien om en dreng og hans første bil. Faktisk kender vi slet ikke Arnie fra tiden før Christine, da bogens første sætning bogstaveligt talt handler om hende, og Arnie bruger i romanen Christine til at prøve grænser af, frigøre sig fra sine forældre og udforske sin frihed, og det er først senere, at det går galt for stakkels Arnie, da Christine (surprise!) er besat af onde kræfter. 
Christines tidligere ejer, Lebay, har gennemsyret bilen med sin ondskab, så hun nu med Arnies hjælp kan regenerere og tage hævn over alle dem, der vover at stille sig i vejen for hende og Arnie. Her excellerer King som tidligere nævnt i sine beskrivelser af blod og gore, og da historien for alvor tager fart, bliver den også meget mere spændende. Dennis og Leigh forsøger at hjælpe Arnie, men måske det allerede er for sent... Slutningen er hæsblæsende action, men heldigvis en medrivende omgang af slagsen, og Christine ender på en middelgod karakter. Dog stadig en bedre bilhistorie end From A Buick 8, som jeg ikke har anbefalet endnu.  
 
SPOILERS!
Bøllen Moochies brutale mord er virkelig voldsomt, og næsten kvalmende at læse i dag, hvor angreb med biler langt oftere bliver brugt for at såre og slå ihjel. Som horrorhistorie er det dog en helt forrygende sekvens, der passer godt ind i Kings skrivestil i firserne, der virkelig ikke sparede på noget, og selvom meget af det næsten gør ondt at læse, er det også enormt forløsende. Christine ville for mig have virket bedre som decideret horror; en langt kortere fortælling med fokus på de brutale mord, krydret med historien om Arnie og Dennis' smuldrende venskab. 
JOHN CARPENTERS CHRISTINE (1983)
Romanen Christine udkom i april 1983, og allerede i december samme år havde John Carpenter fået bakset sin filmatisering om dræberbilen sammen. For filmen Christine lægger ikke skjul på sin agenda - allerede i de allerførste scener ser vi Christine blive født på fabrikken, hvor det fremgår at hun er evil from the get-go, da hun formår at gøre livet surt for flere fabriksarbejdere. Det er en markant forskel fra bogen, hvor Christine var gennemsyret af ejeren LeBays ondskab - og det er faktisk lidt sjovere, at bilen bare er ond i sig selv. Det bidrager i hvert fald til den simpelhed, jeg også synes ville klæde romanen. 

Filmens karakterer er lige så karikerede som de er daterede, og især er gruppen af bøller helt latterlige - flere af skuespillerne MÅ være over tredive, og det er super fjollet. Skuespillet er heller ikke ligefrem overbevisende, men det kammer aldrig over i det rigtigt dårlige - det er trods alt en Carpenter-film (selvom jeg må nævne det uforklarlige, smørrede smil på vores hovedperson Dennis i tre fjerdedele af filmen - det var altså bare mærkeligt.) Leigh var en noget svag kvindefigur, og Arnie og Dennis' interne jokes og sprogbrug blev hurtigt for meget, men begge dele er taget direkte fra bogen, så det er svært at kritisere. Og selvom filmen måske mangler noget af bogens karakterudvikling, byder den til gengæld på episke scener med en brændende Christine på hævntogt. 
Christine er ikke en decideret god film, men den er bestemt underholdende. Den har udprægede firser-træk, og bogen har budt på en taknemmelig historie at omsætte til film, for den er i sig selv lidt b-horrorfilm-agtig. Det klæder filmen, at tonen bliver sat med det samme - vi skal ikke tage det alt for seriøst, men bare nyde turen. Og det gjorde jeg bestemt - måske endda mere end bogen. Der var mange charmerende og veludførte special effects, der slet ikke ville have samme virkning hvis de var lavet med CGI i dag, og hvis man har en lille plads i sit hjerte til firserfilm, kan jeg sagtens anbefale Christine. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar