torsdag den 1. oktober 2020

I see that bed and I just want to climb back in

 

I tirsdags måtte jeg - meget imod min vilje - ringe til mit arbejdes vagttelefon og melde mig syg for første gang i år. Det er noget af det værste jeg ved, selvom jeg samtidig er udmærket klar over, at det både er normalt og nødvendigt, og at min arbejdsplads ikke vælter af, at jeg bliver væk et par dage. Jeg har utrolig svært ved at finde ud af, hvornår jeg er syg nok, og jeg er en af de voldsomt irriterende typer, der helst skal sendes hjem under dynen af mine kollegaer. Det er jeg ikke det mindste stolt af, og held i uheld fik vi snakket om det til vores afdelingsmøde i mandags, hvor vi lige fik præciseret forholdsreglerne - så det hjalp lidt på samvittigheden, da jeg vågnede med feber og ondt i hovedet og halsen i tirsdags. (Det gjorde det dog ikke nemmere at ringe, selvom jeg selvfølgelig kun blev mødt med et ønske om god bedring.) 

Jeg føler mig nu stadig kun lidt syg. I går blev jeg coronatestet, og fordi jeg havde symptomer, målte de også min temperatur - og jeg blev underligt glad for at nogle andre konstaterede, at jeg havde feber. Det er jo så dumt. Jeg har lige fået et negativt svar på podningen, heldigvis, og nu prøver jeg at skubbe tankerne om arbejde i morgen væk - vores elev vil kun være glad for at håndtere rotterne i stedet for mig, og Jimmy er en god sygepasser når min mand er på arbejde. Så i stedet vil jeg give min trætte krop lidt ro, sove mange lure, lytte til podcasts og spise yoghurt; og prøve at ignorere at kalenderen nu siger oktober. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar