lørdag den 21. november 2020

death lies in the little hands of children

Sidste sommer kastede jeg mig over Stephen Kings første novellesamling; Night Shift fra 1978. Det er en samling med virkeligt mange gode, bizarre og helt over-the-top historier, og det er da også herfra at en stor bunke King-filmatiseringer stammer. De historier gemte jeg til en anden god gang - og nu er tiden så kommet, for efteråret, mørket og vindens susen indbyder i den grad til sofahygge med rigtigt dårlige horrorfilm, og jeg starter med en af de allermest ikoniske historier; Children of the Corn. Den får sit helt eget indlæg, for selvom den er på bare fyrre sider, har den alligevel givet materiale til elleve(!) film, og selvom jeg ikke har set dem alle, har jeg set mange. For mange. Desværre har jeg endnu ikke en Children of the Corn-t-shirt, så motivet i dag er fra The Stand, der også indeholder endeløse rækker af majsmarker.  Den er også ganske aktuel, for d. 17. december kommer den nye The Stand på CBS All Access, og jeg glæder mig ustyrligt meget.

Jeg har lige genlæst Children of the Corn i dagens anledning, for jeg har set filmen så mange gange, at den overskygger alt andet i min erindring. Men historien alene kan bestemt også noget, og er noget anderledes end filmen, der naturligvis udbygger karaktererne en del - især de famøse børn, der på skrift faktisk ikke er med på mere end ti sider. 

Vi møder i begyndelsen ægteparret Vicky og Burt, der er på roadtrip for at redde deres ægteskab, hvilket mildest talt ikke går så godt. De skændes konstant, og de er også faret vild - og som om det ikke er nok, påkører de også en ung dreng, der pludselig kommer farende ud fra den enorme majsmark ved siden af vejen. De finder hurtigt ud af, at drengen allerede var død, da de ramte ham, og efter at have bugseret ham op i bagagerummet, kører de mod den lille by Gatlin for at finde hjælp. Det viser sig dog hurtigt, at der er noget helt galt i byen, der umiddelbart er helt mennesketom, men i kirken opdager Burt, hvad der skete med byens indbyggere tolv år tidligere. Imens bliver Vicky overfaldet af en gruppe herligt ondsindede børn, der har deres helt eget take på kristendommen, og novellens slutning er dejligt brutal, omend alt for kort. Den grundlæggende præmis med et samfund, hvor alle de voksne er blevet slået ihjel af børnene, er en fed idé, og jeg havde gerne set, at historien var lidt længere. 
Filmatiseringen fra 1984 instrueret af Fritz Kiersch er legendarisk. Det er en af de klassiske firserhorrorfilm, som rigtig mange mennesker har set - men det betyder ikke, at den er noget mesterværk. Jeg har dog selv set den flere gange, end jeg kan huske, for jeg elsker det dårlige skuespil, de cheesy effekter og den generelle stemning. Jeg har naturligvis også genset filmen til dette formål, og den er noget anderledes end den korte novelle, hvilket klæder den. Novellen kunne også sagtens have været meget længere og have udbygget mytologien bag "He Who Walks Behind The Rows" lidt mere, for det er et potentielt episk monster, der dog ikke lever helt op til sit potentiale i filmen. Og nu kommer der altså spoilers - men det er måske okay, for en film der er ældre end mig selv. 

Filmen starter helt anderledes og fortæller indledningsvis ret underholdende om den dag, børnene tog magten i Gatlin. Åbningsscenen fra caféen er helt fantastisk; det er vores første introduktion til det rødhårede vidunder Malachai og hjernen bag det hele - den velformulerede, unge Isaac, der står veltilfreds bag caféens vinduer og ser kaosset udfolde sig. Den unge pige Sarah er tilfældigvis en ret habil drømmetegner, og gennem hendes farverige illustrationer får vi en montage af, hvordan børnene glædesstrålende slog deres forældre ihjel og indrettede sig i det lille bysamfund helt uden voksne; hvordan de brændte al elektronik og plantede majs i lange baner, og det er en perfekt viden at have, når vi møder filmens hovedpersoner Vicky og Burt i en kærlighedsfyldt fødselsdagsfejring på et motel i Nebraska. I filmen er de nemlig noget mere glade for hinanden, hvilket er en velkommen ændring der betyder, at der er lidt mere på spil - i novellen ser Burt nærmest frem til udsigten for at kunne slippe for Vicky.

Vicky bliver spillet af Linda Hamilton, der samme år havde en endnu større rolle i The Terminator, og hun spiller rollen meget godt, selvom det er underligt at se hende så passiv. De støder -bogstaveligt talt- hurtigt på Joseph, som vi nu ved flygtede fra Isaacs regime og fik skåret halsen over af Malachai, før han blev skubbet ud foran bilen. Historien fortælles af et søskendepar, der meget belejligt er opfundet til filmen; og nu skal Vicky og Burt ikke blot selv forsøge at slippe levende fra børnebanden, men også redde Sarah og  Job. De to er desværre også filmens klart dårligste skuespillere, men i en film fyldt med børneskuespillere er det næsten en del af charmen. Det hjælper nok lidt, hvis man - ligesom mig - i forvejen synes, at børn godt kan være meget uhyggelige. 

En anden forrygende tilføjelse til filmen er tankpasseren, der fører lange samtaler med hunden Sarge og i det hele taget er et eksempel på en karakter, som Stephen King sagtens kunne have skrevet - omend han er liiige i den karikerede ende. Han advarer parret om at køre til Gatlin, og de forsøger faktisk også at køre til Hemingford i stedet (der var endnu en The Stand-reference), men alle veje fører tilsyneladende til Gatlin, og snart bryder helvede løs. Alene Courtney Gains med sit karakteristiske udseende og sin absurde overspilning af Malachai er værd at se filmen for, men John Franklin, der faktisk var midt i tyverne da han spillede rollen som den karismatiske og overbevisende leder Isaac, giver bestemt også historien et ekstra pift. 
Stakkels Vicky finder snart sig selv hængende som et fugleskræmsel på et kors midt inde i majsmarken (der dog godt kunne være noget højere), omringet af børn, der messer "kill, kill, kill". Imens bliver Burt jagtet rundt i byen af uhyggelige børn, og her får vi en af filmens mest ikoniske scener med Malachai, der råber "OUTLANDER, WE HAVE YOUR WOMAN!" - også udødeliggjort af South Park. Snart vender stemningen dog, da Malachai i et legendarisk kup får væltet Isaac af tronen, og det er i stedet Isaac, der bliver ofret til "He Who Walks Behind The Rows" i filmens KLART dårligste øjeblik med verdenshistoriens ringeste effekter. I endnu et bizart turn of events ender Burt med at holde en inspirerende tale om positiv religion for resten af børnene, der er nok til at få dem over på sin side, da Malachai hurtigt derefter angriber ham. Han bliver dog også taget af majsen (her i skikkelse af en besat, hvidhåret Isaac); hvorefter de overlevende børn, Vicky og Burt arbejder sammen i en heroisk indsats og får sat ild til majsmarken, der skriger lidt til sidst i endnu et inferno af dårlige effekter. Det er SÅ dumt og dejligt, og en måske(?) bedre skæbne for vores hovedpersoner end i novellen, hvor de ender deres dage udstoppede med majskolber - filmen ender med en noget spontan adoption af de to tydeligt skadede søskende, som Vicky og Burt har kendt i meget kort tid. 

Children of the Corn har fået et lidt dårligt ry, men jeg tror især det skyldes det faktum, at den udkom lige efter en række gode King-film af store navne som Kubrick, Cronenberg og Carpenter, og sammenlignet med dem, kommer den også lidt til kort. Men det er egentlig lidt synd, for den er ganske hæderlig, og jeg kan sagtens anbefale den til en horroraften, hvor der gerne må grines lidt. Det samme kan ikke siges om de mange håbløse efterfølgere, men jeg har som sagt taget én for holdet og set de fleste - mere om det i anden del af min dækning af Children of the Corn.

2 kommentarer:

  1. Tror det er på tide at jeg skal se den igen. Har ikke set den i 15 år eller sådan noget

    SvarSlet
    Svar
    1. Den første ER altså ret underholdende. Jeg vil gerne se den sammen med dig en dag. Det tror jeg også godt, at Peter tør. :D

      Slet