søndag den 15. november 2020

I guess I shouldn't be surprised

Det har været en god weekend. Hverdagene er hektiske i øjeblikket, og det er SÅ surt, at der er mørkt hele tiden, så de sidste par dage har jeg brugt i samme positur som Suttetrolden Sanka; den nyeste Thomas Dambo-kreation, der slænger sig ved Bondegården i Remiseparken på Amager. Min mand og jeg besøgte ham i går på vores cykeltur rundt på øen, og jeg havde et vindue på cirka fire sekunder til at tage et billede uden børn kravlende overalt på ham - og så kunne vi med god samvittighed hoppe tilbage på sofaen derhjemme, hvor vi blev liggende resten af dagen. 
Jeg har prøvet at tage mig sammen til at have nogle aftaler, og som jeg nævnte sidst, kan jeg aldrig helt overskue det - men det ender altid med at være lige, hvad jeg trængte til. Jeg har fået blomster fra to betænksomme veninder, og selvom det egentlig er alt for meget, gjorde det mig også virkelig glad. Overskuddet er ikke så stort i øjeblikket, men jeg kan altid klare et par Harry Potter-film i min venindes selskab, og på arbejdet går jeg all-in på at gøre "mine" rotter mere tamme. 
Jeg har slået min mands yndlingskaktus ihjel. Jeg er ret sikker på, at den er udtørret, men jeg forstår ikke hvorfor. Jeg har en helt fejlagtig opfattelse af mine egne evner med blomster og planter, og mine fingre er tilsyneladende meget langt fra at være grønne, men jeg ville så gerne være sådan én, der altid har lejligheden fyldt med frodige planter, så jeg køber alt for ofte en ny samling stakler, der lider en langsom død i min vindueskarm.

2 kommentarer:

  1. Sutteelskermoderen7. december 2020 kl. 23.32

    Vibe må aldrig se den der trold. Hun ville dåne af benovelse over alle de sutter!

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha! Det ville ellers være et godt sted at aflevere dem. Selvom det også er ret hyggeligt med suttepause.

      Slet