lørdag den 19. december 2020

all of these people making all these faces

 

I dag og i morgen har jeg min sidste weekendvagt på arbejdet i år, og det er helt rart at få lidt alenetid med dyrene efter nogle travle uger. Jeg brugte lidt ekstra tid med mine små kælerotter, der er blevet næsten helt tamme - og samværet med dem gør det meget nemmere for mig at håndtere de store, gamle hanrotter, der vejer 600-700 gram. Jeg vil virkelig gerne have rotter herhjemme nu, men det går desværre ikke, når jeg arbejder med dem til daglig, så jeg må nøjes med at lave banan/peanutbuttersnacks til mine små venner på arbejdet. 

Når jeg har beundret museunger og fodret græshopper i morgen, kan jeg gå på en tiltrængt juleferie, der efter planen skal tilbringes i Nordjylland. Min fars operation blev heldigvis rykket frem til i går, så nu ligger han på sofaen hos min søster og bliver plejet af den allerbedste, treårige sygepasser. Det hele er heldigvis gået godt, og i går aftes fik han flæskesteg med det hele på sygehuset - og i Aalborg indebærer det naturligvis også franske kartofler, hvilket er både indlysende og helt forrygende. Vi kan snart ånde lettede op, håber vi - nu skal nyren undersøges, og så må vi se, hvad de siger. Jeg er bare så glad og taknemmelig for, at det ser ud til at vi alligevel får en nogenlunde normal jul i år - så normalt, som det da kan blive i disse tider. 

Alle mine aftaler er aflyste nu, men i torsdags havde jeg en virtuel sushidate med min veninde i Nordsjælland. Vi indkøbte hver vores portion, og de næste par timer gik med sushispisning på video, tiltrængte samtaler og fælles puslespilsbyggeri lige her - selvom jeg stadig kan synes det er lidt akavet ind imellem, er videoopkald trods alt et noget bedre alternativ end ingenting, og jeg bliver bedre til det for hver gang jeg gør det. Af en eller anden grund er det lidt nemmere end bare at snakke almindeligt i telefon.  

2 kommentarer:

  1. Hvor ér det dejligt at høre - har tænkt på Jer. Håber, I får en dejlig Jul 🎄✨.

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Anne - nu er der desværre kommet lidt skår i glæden, men jeg satser stadig stærkt på at holde jul i Nordjylland. Jeg håber også I får en skøn én af slagsen. <3

      Slet