tirsdag den 29. december 2020

don't dress it up but don't beat around the bush

Jeg synes det er lidt op ad bakke i øjeblikket. Jeg trænger til at trække vejret helt ned i maven og puste laaaangsomt ud, men min vejrtrækning forbliver nok lettere overfladisk lidt endnu – i hvert fald indtil min far har fået svar på alle undersøgelser, scanninger og biopsier. Jeg synes ellers at jeg er kommet relativt nemt igennem de sidste par måneder, og der er umiddelbart styr på den del af mit liv, der foregår i København, men lige nu føler jeg, at jeg burde være hjemme og støtte min familie. Jeg ved godt, at det er ganske normalt at luften går lidt ud af ballonen efter jul, men det rammer lidt ekstra hårdt i disse dage. 
Arbejdet går ellers strygende, og jeg er så glad for, at usikkerhed om fremtiden (lige på dét punkt, i hvert fald) ikke er en del af mine bekymringer. Det er dog noget trist i øjeblikket, hvor vi skal opholde os kortest muligst tid i samme rum, og hvor frokosten skal indtages helt alene. I det mindste kan jeg lytte til et hav af podcasts, og i dag har jeg tilfældigvis været omkring ”Jeg plejede at tro på for evigt”, der er en helt forrygende samtalepodcast om at miste og om sorg – jeg skrev noget mere om den i min anbefaling tilbage i februar. Det nyeste program er et interview med direktøren for Det Nationale Sorgcenter, Preben Engelbrekt, der dermed også har med Børn, Unge & Sorg at gøre; et tilbud, der har gjort så uendelig meget godt for mig. I interviewet tales der særligt om jul og nytår som værende nogle svære mærkedage for de efterladte, og hvordan nytåret paradoksalt nok kan være meget værre end den jul, man var så nervøs for at skulle igennem, for nu skal der tages hul på endnu et år uden den man elsker. 
Jeg tror det er dét, der fylder lige nu - at et nyt år begynder lige om lidt, og at det bliver endnu et år uden min mor. Min far, søster og jeg er normalt ret gode til at få snakket om min mor, synes jeg, men denne jul blev det ikke til så meget. I podcasten snakkede de om, at det kan være svært at bringe på banen, fordi man ikke ønsker at gøre nogen kede af det, og selvom det nok også var en del af det, handler det også om, at savnet til min mor ikke fyldte så meget som det tidligere har gjort til jul. Siden hendes død har julen virkelig ikke sagt mig ret meget, men min nieces helt ufiltrerede og oprigtige glæde over jul og gaver smittede lidt af, og jeg kom endda lidt i julestemning på falderebet. Nu fylder savnet lidt igen, og disse dage er grå og triste, men nytårsaften bliver forhåbentlig et lille lyspunkt - efter en kort arbejdsdag og en middagslur skal jeg holde tomandsfest med min mand, god musik, lækker mad og drinks, og det ser jeg frem til. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar