mandag den 7. december 2020

my star in the sky

I dag er det otte år siden jeg mistede min mor. Jeg prøver på ikke at tillægge datoen en særlig betydning, men jeg synes ikke rigtigt, at jeg har et aktivt valg, for den syvende december vil nok altid stå bøjet i neon på min nethinde. Det er ok. Jeg har ikke noget imod at have nogle dage, hvor hun fylder lidt ekstra i min bevidsthed på både godt og ondt, og jeg kan efterhånden godt udsætte mine mor-tårer til et mere passende tidspunkt - i hvert fald for det meste. Hendes sygdom og død fylder naturligvis ikke så meget i min hverdag nu, som den gjorde dengang, men hele forløbet har haft stor betydning for mig som menneske. 

Da vi fik diagnosen ud af det blå i september måned 2012, var jeg et helt andet sted i mit liv. Jeg var 27 år gammel, og jeg havde lige færdiggjort min bachelor i tysk og film-og medievidenskab kun et par uger inden. Sommeren havde jeg brugt på at skrive den bedste opgave, jeg fik skrevet i hele min tid på universitetet – jeg undersøgte brugen af naturreligion i Miyazakis tre fantastiske mesterværker Princess Mononoke, My Neighbor Totoro og Spirited Away, og jeg har aldrig før eller siden været så grebet af et projekt. Det gav også udslag i karakteren, og jeg var flyvende i de dage – for resten af universitetstiden havde ikke været en dans på roser. Jeg ville meget gerne have fortsat på kandidaten på film- og medievidenskab, men med tysk som mit primære fag, var mine muligheder ret begrænsede, og dér i september var jeg i stedet startet på kandidaten i sprogpsykologi. Jeg kan svagt erindre de første forelæsninger, hvor vi blandt andet brugte to hele timer på at diskutere sætningen: ”Må jeg komme ind til min hoveddør?”, og det var virkelig dejligt nørdet og spændende. Jeg haltede dog gevaldigt bagefter med det metodiske, og var i øvrigt også en af de eneste, der ikke havde læst dansk, så jeg kunne godt mærke, at det ville kræve lidt ekstra af mig – ligesom jeg heller ikke kendte et øje.

Min mor fik sin dødsdom i midten af september, og derfra tror jeg faktisk ikke, at jeg var mere på universitetet dét år. Jeg besluttede mig ret hurtigt for at udskyde kandidatstarten til foråret – jeg havde egentlig en forventning om, at min mor også ville være i live til den tid, men uanset hvad, havde jeg brug for at være mere hjemme og komme mig oven på chokket, og København føltes SÅ langt væk fra min familie. I stedet vendte jeg tilbage til de trygge rammer i musik- og filmafdelingen i FONA på Strøget, hvor jeg havde arbejdet siden julen 2005 - siden studiestart dog kun med få timer om ugen. Min nærmeste chef derinde har altid gjort ALT hvad han kunne, for at hjælpe og støtte mig, og i perioden med min mors sygdom og død, kunne jeg komme og gå som jeg ville. Jeg har grædt mange, mange gange på arbejde, og selvom det vel nok også var trættende for nogen, blev jeg kun mødt med åbne arme og tålmodighed. 

I marts prøvede jeg igen at starte på sprogpsykologi, men jeg troede nok aldrig for alvor på projektet, og jeg droppede hurtigt ud. Jeg skammede mig enormt meget over ikke at have fuldført min universitetsuddannelse, men samtidig virkede det meste alligevel ligegyldigt og helt meningsløst. Jeg blev igen fuldtidsansat i FONA, og i årene efter blev jeg ligesom... bare hængende. Jeg synes jeg brugte mange kræfter på at komme mig over min mors død, og måske havde jeg også for høje forventninger til mig selv - sorgen ramte mig i hvert fald uventet igen og igen. Det hjalp mig ubeskrivelig meget at gå i sorggruppe hos Børn, Unge og Sorg, og i dag er en af mine tætteste veninder en af de piger, jeg mødte i gruppen. Jeg prøvede at være lidt god ved mig selv, og jeg prøvede at være i, at jeg ikke anede hvad jeg skulle med mit liv. 

Jeg har ikke haft en drøm om at blive dyrepasser siden jeg var barn. Jeg tror slet ikke, at jeg tænkte i de baner, og en uddannelse fra teknisk skole har bestemt ikke ligget først for. Men tre år efter min mors død begyndte jeg alligevel at trænge til luftforandringer - jeg blev på en måde fastlåst i sorgen ved at blive ved med at arbejde samme sted og se de samme mennesker, og min chef havde også givet mit et kærligt lille skub og insinueret, at der måske var andre ting i livet for mig end at stå på et lager. Jeg endte med at sige op blot en uge inden FONAs konkurs blev annonceret, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg selv nåede at træffe beslutningen. Min mors død har helt sikkert også haft indflydelse på min vilje til at prøve kræfter med noget, jeg virkelig havde lyst til - og ikke noget jeg følte jeg burde (jeg havde nu altså også lyst til at starte på tyskstudiet - jeg havde bare ikke tænkt tanken til ende).

Det har været godt for mig at starte på en uddannelse og en arbejdsplads, hvor ingen kendte historien om min mor - jeg har haft mulighed for selv at bestemme, hvornår og hvor meget jeg vil fortælle om hende. Det kan nogle gange føles helt absurd at genfortælle forløbet helt nøgternt og uden tårer, for jeg har været så vant til at det har fyldt det hele. Min mor fylder ikke det hele mere. Hun fylder præcis så meget, som hun skal - og det er helt okay, at jeg stadig bliver ked af det en gang imellem. Det ER uretfærdigt, at hun ikke fik lov til at leve noget længere, og at hun aldrig kommer til at møde min niece - og i løbet af de seneste par år har jeg endelig rigtig forstået, at hun ikke kommer tilbage igen, hvilket på én gang er utrolig hårdt og umuligt at forklare. 

8 kommentarer:

  1. Din mor ser så sød ud, Tine. Jeg synes du ligner hende ❤️❤️❤️

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Marie! <3 <3 <3 Det var sødt sagt, og det er jeg glad for at du synes. <3

      Slet
  2. Du er bare så god til at fortælle om din mor og din sorg - jeg bliver altid så berørt! ♥️ Og nøj, det indlæg du linker til fra 2014 er godt nok også hårdt at læse! Du er den bedste - tak fordi du deler alle de her tanker og oplevelser. Kh. Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, Carina - tusind tak. <3 Jeg ved godt, at det også tenderer til oversharing, men jeg føler virkelig, at det hjælper mig. Jeg er så glad for, at andre også sætter pris på det.

      Slet
    2. Jeg synes overhovedet ikke det er oversharing! Jeg synes du bryder nogle tabuer, og det er virkelig fantastisk. Jeg håber du fortsætter med det for evigt ♥️

      Slet
    3. TAK, Carina. <3 Det er virkelig fedt at få sådan en kommentar - den går rent ind. <3

      Slet