torsdag den 31. december 2020

who knows exactly what I'm after?

Hvilken bedre afslutning på året end endnu en længe ventet chipsanmeldelsesrunde? Det er vist på tide, for de første poser i denne omgang blev prøvesmagt helt tilbage da der stadig var grønne blade på træerne, hvilket virker som en evighed siden lige nu. Indholdet var også tre 'varme' varianter med forskellige former for chili, og da de var fra det solide mærke Herr's fra Pennsylvania, havde jeg ganske store forhåbninger til de store majssnacks.  

To af poserne var med de efterhånden velkendte cheese curls, og vi startede med Buffalo Blue Cheese-varianten, der får point for originalitet trods den lidt kiksede pose. Den tilsigtede smag er blåskimmelost kombineret med hot wing-sauce, hvilket amerikanerne lykkes ret godt med. I starten er smagen meget speciel og umiddelbart meget saltet, men efter lidt tyggetid kommer smagen af sourcream frem, der dominerer over smagen af blue cheese og chili. De kunne godt have skruet op for blåskimmelosten for min skyld, for de ender med at blive en anelse ensformige og næsten lidt for sprøde - jeg savner en lidt mere cremet konsistens i de store og porøse curls. De ender med at få et stort syv-tal af mig, for de er svære at stoppe med at spise, når man først kommer i gang - og min mand giver dem af samme årsag et otte-tal.

Rundens anden cheese-curl-variant er Carolina Reaper-flavored, og posen advarer om 'scorchin' hot'-ness, men de duftede ikke af noget særligt, da vi åbnede den luftige pose. Chilien kommer langsomt snigende, og man tænker først, at de ikke er så slemme - men det kommer! Doritos Roulette er nok stadig de stærkeste chips, jeg har smagt, men Carolina Reaper er lige i hælene på dem, for selvom der ikke er så meget pulver på majssnacksene, er chilien altdominerende. Jeg savner lidt mere ostesmag, for de smager kun af chili og paprika, men hvis man er på udkig efter en fest i munden, kan jeg sagtens anbefale dem. Jo flere man spiser, jo heftigere bliver det - også efter man er stoppet med at spise dem. Det trækker klart op, at de er så stærke, som de lover (1500000 Scoville Heat Units, åbenbart), men jeg kan ikke give dem mere end et stort syv-tal, da de helt subjektivt er for stærke for mig. Min mand ender igen på otte, og roser også, at man ikke kan fråde dem - man får helt naturligt brug for en pause, når man har spist en god håndfuld.

Den sidste Herr's-pose var Crunchy Cheestix med jalapeño-smag, og de ligner landschipsene Cheetos på en prik. De dufter ikke af meget, og ligesom ved Carolina Reaper-snacksene, kan man i første omgang kun smage jalapeño, men med en undertone af enten tomat eller paprika - ost er der desværre ikke meget af. Grundsnacken er god, men Cheetos er klart bedre, og for tredje gang ender jeg på et syv-tal, imens min mand kaster otte Pringlesrør efter posen, som han synes smager af en mexicansk pizza. 

Vi skal også en tur til Sverige i denne omgang, hvorfra rundens næste tre poser stammer. De første chips i den pæne blå pose smager af Ranch & Sourcream, hvilket ikke er så langt fra KiMs Holiday-variant, men heldigvis uden rød peber-elementet. Det trækker op for mig, at jeg kan smage både løg, tomat, ost og hvidløg, og det balanceres nærmest perfekt af den lækre sourcream. Det er en god kvalitetschip; relativt tyktskårede kartoffelskiver stadig med skræl, men uden at være hverken for rustikke eller olierede. Smagen er ganske interessant, og min mand og jeg kunne nemt blive enige om at give dem et stort otte-tal, ligesom vi også godt kunne tænke os at prøve smagen i en dip, frem for den overvurderede Holiday.

Den næste pose var straks mere spændende i mine øjne, der lynhurtigt spotter alt osterelateret. Chipsene duftede også af ost, og man kunne faktisk godt smage, at det var cheddarost - måske ikke en stærk, modnet én af slagsen, men stadig en cheddar. Mine ostehungrende smagsløg kunne godt have ønsket mig lidt mere pulver på de tykke, bredbølgede chips, men de er bestemt virkelig gode, og eftersmagen med sourcream er perfekt afbalanceret. Nogle gange er der ikke så meget at sige om en variant, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, og den gule pose hiver to små ni-taller ud af min mand og jeg.   

Vi er ikke helt færdige med Sverige endnu, for jeg har også smagt på OWLs Hot Ranch-variant, der passer meget godt med dagens hidtidige tema; chilier og ranchdressing. Den bredbølgede chip er som altid af god kvalitet, og den smager faktisk af en lidt stærkere udgave af ranch-dressing, hvilket er en god idé til den slags chips. Det er ikke en variant, jeg normalt ville købe, men den barbecue/Holiday-hybrid, som jeg synes ranch-chips nogle gange kan være, er blevet meget bedre af at få lidt ekstra bid. Der er meget pulver på, hvilket også trækker op, og min mand ender på et solidt otte-tal, imens jeg ikke kan give mere end syv. 

Tyskland hopper med på bølgechippen med deres "Terrifying Jalapeño & Cream Cheese Inferno"-pose fra gode gamle Crunchips, som jeg efterhånden har været omkring mange gange (ja, jeg skylder stadig den oversigt - måske et nytårsforsæt?). Deres chip er den med de bredeste bølger i denne runde, hvilket skaber en anderledes, lækker tyggeoplevelse, og så er de lige så stærke som de lover. De smager af det, de skal - jalapeño med creme fraiche med en snert af ost, og de har en både salt, syrlig og stærk eftersmag. De stærke jalapeños er på grænsen til at smage for meget af grøn peber, og da flødeosten samtidig smager af pikantost, rammer smagsvarianten lidt forbi mål for mit vedkommende, men de holder hvad de lover, og fortjener mindst et syv-tal - min mand giver dem heldigvis otte, hvilket jeg tror er en mere objektiv korrekt bedømmelse. 

Jeg har ikke helt glemt Danmark i denne runde, for KiMs nyeste variant af snackchips er med OST, hvilket naturligvis øjeblikkeligt fangede min opmærksomhed. Jeg må sige det med det samme - der er intet overraskende overhovedet ved denne variant, men som før nævnt er det heller ikke altid nødvendigt. Det er den helt klassiske snackchip med ostepulver, der leder tankerne hen på ostepops - det er bestemt et kompliment, men jeg synes desværre ikke helt, at de smager af nok. Min mand synes de smager af rigeligt, og svinger sig faktisk helt op på et ni-tal, mens selv ostesmagen ikke er nok for mig til at jeg kan give en snackchips-variant mere end syv. 

Jeg tror aldrig, at jeg løber tør for chipsvarianter at anmelde. Jeg har længe haft et godt øje til Kettle Chips-varianterne på Nettos hylder, men jeg har indtil nu haft munden fuld af andre mærker - altså lige med undtagelse af min meget kortfattede anmeldelse af cheddar-posen for fem år siden (den er vokset meget i min anseelse siden). Men nu skulle det være, og jeg har glædet mig til at sætte tænderne i de engelske kartoffelchips.  

Den første pose var med soja, ingefær og chili, hvilket for mig ikke lyder videre tiltalende. De var dog meget bedre, end jeg havde frygtet - de var slet ikke så stærke, og soja og ingefær smager okay sammen. Smagene er godt afstemt i forhold til hinanden, selve chippen er lækker og kraftig, men selvom de bliver bedre og bedre, jo flere man spiser, bliver de aldrig mine favoritter, og jeg må nøjes med et syv-tal - min mand giver otte. 

Den sidste pose var indbydende med sin flotte, blå farve og løfter om salt&vinegar-lækkerier; det er nemlig intet mindre end Balsamic Vinegar of Modena der giver smag til disse lækre, crunchy kvalitetschips. Jeg var ret begejstret for dem og det strejf af sødme, der gjorde balsamicoeddiken helt perfekt, og både min mand og jeg slutter året af med karakteren ni ud af ti Pringlesrør. Godt nytår!    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar