søndag den 24. januar 2021

among the garbage and the flowers

I sommer lavede jeg som vanligt min prioriterede liste over halvårets bedste tv-serier (link til lister her), men uden den normale tilhørende forklaring, hvilket skyldtes manglende overskud og et lille opgør med min OCD. Men i dag har jeg lyst til at sætte ord på min nye liste, for der er så meget godt at anbefale i disse triste coronatider - og så snyder jeg lidt, og snakker ikke udelukkende om serier, der har været vist i det andet halvår af 2020 (men næsten). De sidste måneder har jeg dog også været god til at få læst flere bøger og set en stor bunke film, så der mangler et par oplagte kandidater på tv-serie-listen, der er lidt kortere end normalt. Undskyldninger aside, her kommer den:    
13. Fargo sæson 4
Nederst på listen har jeg placeret fjerde sæson af Fargo, der trods et hold af solide skuespillere som Chris Rock, Jason Schwartzman og Timothy Olyphant ikke formåede at fange min opmærksomhed. Begivenhederne udspiller sig i 1950'ernes Kansas City, hvor to familier har bekriget hinanden i årevis. Det er én lang hævnaktion i loop, men uden den nødvendige interesse i karaktererne, var det desværre også noget ligegyldigt. Første og anden sæson af Fargo var helt særlige, men siden er det gået ned ad bakke. 

12. The Third Day
Jude Law optræder lidt overraskende flere gange på denne liste, og første gang skyldes det hans hovedrolle i den britiske miniserie The Third Day, der er en herligt foruroligende fortælling om et lille øsamfund, der tager tradition og skikke ret seriøst. Serien ville muligvis have endt højere på listen, hvis jeg havde researchet ordentligt, og ikke bare set alle seks afsnit i én køre - for mellem første del "Summer" og tredje del "Winter" kommer der sjovt nok også et "Autumn", der blev vist som et 12-timers liveevent fra øen, men det er totalt gået min næse forbi. Det forklarer meget godt hvorfor jeg fandt første del af serien klart mest interessant og seværdig, og hvorfor anden del var lige en anelse for mystisk og forvirrende, men alt i alt var jeg godt underholdt. 

11. Lovecraft Country sæson 1
Jeg havde glædet mig ret meget til første sæson af HBOs Lovecraft Country, men sad helt overordnet tilbage med en lidt flad fornemmelse. Serien vil aaaalt for mange ting - meget af det lykkes, men fortællingen om den 22-årige (Korea)krigsveteran Atticus, der rejser ud for at finde sin forsvundne far, mudres til i monster-of-the-week-episoder og lidt for meget spoken word. Det er forfriskende at se sort fantasyhorror, og jeg er vild med, at det er med baggrund i racistiske - og dygtige - H.P. Lovecrafts univers, hvis monstre mange mente var et udtryk for hans fremmedfrygt. Enkelte afsnit står lysende klart i min erindring, og der var flere vanvittigt skønne horrorscener, men tonen var helt off, og alt i alt er jeg desværre lidt skuffet. 

10. Vikings Sæson 6
De sidste par sæsoner af Vikings har været lidt hårde at komme igennem. (SPOILER) Efter Ragnar Lothbroks død i slutningen af sæson fire, var sæson fem og dens TYVE afsnit enormt langtrukne og ligegyldige, men selvom tyve afsnit også har været alt for meget til denne sjette og sidste sæson, har serien alligevel formået at binde en flot sløjfe om historien. Karaktererne - og især den tidligere uudholdelige Ivar The Boneless (spillet af danske Alex Høgh Andersen) - spilles lidt mere afdæmpet; der er skruet ned for den heftige accent, og dynamikken mellem dem virker meget mere ægte. Der var knald på de sidste afsnit, og jeg synes Vikings fik en værdig slutning efter et par famlende år.  

9. The Haunting of Bly Manor
For to år siden skræmte Mike Flanagan livet af mange med sin "The Haunting of Hill House" -serie på Netflix, og i år har han instrueret tvillingen "The Haunting of Bly Manor", der i sin historie ikke har noget med forgængeren at gøre, men som genbruger de samme skuespillere i nye roller. Denne gang er fortællingen noget mere afdæmpet; den bygger på Henry James' klassisker The Turn of the Screw og handler om den velhavende Wingrave-familie og deres ansatte - og de mange spøgelser, der holder dem selskab på den flotte herregård. Ligesom sin forgænger er serien virkelig flot, og jeg er altid godt underholdt af en old-school spøgelseshistorie.  

8. Star Trek: Discovery Sæson 3
Der er efterhånden et godt stykke fra det originale Star Trek til 2020s meget woke Discovery-serie, men universet er så kærligt og omfavnende, at jeg synes der er plads til det hele. I Discoverys faste crew findes ikke en eneste straight, white dude, og Bryan Fuller går all-in på at lære sit publikum om non-binære teenagere og stærke, kvindelige ledere. Det er nogle gange tæt på at kamme over, men for det meste fungerer det overraskende godt, og skygger kun enkelte gange for det egentlige sci-fi-eventyr, man forventer at se.  

7. NOS4A2 Sæson 2
Jeg var noget hård ved første sæson af adaptionen af Joe Hills moderne vampyrdrama, men anden sæson ramte plet, og jeg ville egentlig gerne have set, hvad serieskaber Jami O'Brien havde fået ud af en sæson tre - men serien er desværre blevet cancelled. Heldigvis nåede vi at få afslutningen på Joe Hills storyline, og de mange scener fra det twistede Christmasland var både dragende og underholdende. Jeg vil dog til hver en tid anbefale bogen først - det har været en af mine bedste læseoplevelser -i hver fald inden for genren - de sidste mange år. 

6. Ratched
I 2020 måtte vi undvære American Horror Story, hvilket jeg først var stærkt utilfreds med. Men da jeg hørte, at Ryan Murphy i stedet havde skabt en serie om Nurse Ratched fra Gøgereden med yndlings-Sarah Paulson i hovedrollen, var alt tilgivet. Historien udspiller sig i 1947, hvor en noget yngre Mildred Ratched bliver ansat på et psykiatrisk hospital i North Carolina og viser et uhyggeligt flair for tvivlsomme og skadelige behandlingsmetoder, der indebærer alt fra det hvide snit (selv jeg blev helt squirmish ved de scener!) til nedsænkning i næsten kogende vand for at kurere "lesbianisme". Ratched er en visuelt flot og ganske underholdende lækkerbisken, og et udmærket tidsfordriv i ventetiden på sæson 10 af AHS.

5. La Casa De Papel Del 1-4
I efteråret havde min søde kollega en periode, hvor hun så noget klatøjet ud på arbejdet. Jeg spurgte med sympati ind til, om hendes lille datter var begyndt at sove dårligt, men lidt skamfuldt fortalte hun om den serie, der holdt hende og hendes mand vågne til langt over deres sengetid. En spansk serie om et nøje planlagt heist lød ikke liiige som min kop te, men efter de første par afsnit var min mand og jeg lige så hooked som min kollega. Det er virkelig, virkelig hæsblæsende intenst; det er visuelt lækkert, dejligt at høre hurtigttalende spaniere folde sig ud, og selvom der er nogle lige lovligt karikerede medlemmer af banden, er det enormt god underholdning. Jeg er egentlig ikke så god til action og mister hurtigt interessen, men her glemte jeg flere gange at trække vejret. De første dele/sæsoner af serien er klart bedst, men der er også noget særligt over at se udviklingen i gruppen over tid, og jeg er spændt på at se, hvad femte og sidste del byder på.

4. The Young Pope og The New Pope
Det må være en udfordring at få en nyskabende idé til en tv-serie i disse tider, hvor det meste efterhånden er prøvet af, men med henholdsvis The Young Pope og The New Pope er det lykkes Paolo Sorrentino at skabe noget tv, der føles helt anderledes end det vante. Eminent dygtige Jude Law spiller den unge, forstyrrede pave Pius XIII, der prøver at finde sig til rette i Vatikanet, der er domineret af skandaler og intriger. The New Pope insinuerer et skifte, men tilføjelsen af John Malkovich gør bestemt ikke ensemblet eller historien dårligere, og der er generelt godt skuespil over hele linjen. Jeg kunne skrive meget mere om disse to installationer, der ikke entydigt er sæson et og to, for tilgangen til historiefortællingen er helt unik. Det er en af de flotteste serier, jeg længe har set, og den svære, udflydende grænse mellem virkelighed og fantasi fungerer til perfektion. 

3. Cobra Kai sæson 3
Tredje sæson af dette aparte mesterværk er bestemt på højde med både første og anden sæson, som jeg tidligere har rost til skyerne, og jeg har faktisk lidt lyst til at placere den endnu højere på listen. Men det må blive til en meget flot tredjeplads for Cobra Kai, der må være det perfekte eksempel på en vellykket reboot/fortsættelse af en over tredive år gammel film. I denne sæson kommer vi endnu tættere på vores hovedpersoner, og sympatien ligger stadig mest hos antihelten Johnny, der er plaget af skyldfølelse og dårlig samvittighed efter den dramatiske ulykke i anden sæsons hjerteskærende cliffhanger. Et af højdepunkterne i tredje sæson er Daniel LaRussos besøg på Okinawa, hvor han støder ind i flere gamle kendinge - og jeg er virkelig imponeret over, hvordan serien kan samle SÅ mange originale skuespillere. DR har også hyldet Cobra Kai her, og jeg synes altså, at I skal give den en chance.
2. His Dark Materials Sæson 2
Jeg var meget begejstret for første sæson af His Dark Materials, og anden sæson fortsætter heldigvis i samme forrygende spor. I løbet af foråret genlæste jeg trilogien af Philip Pullman samt de to tilgængelige bøger i den efterfølgende Book of Dust-trilogi, og min begejstring ville ingen ende tage. Det var lidt specielt at se anden sæson med hele Pullmans univers så tydeligt i min erindring, men det gjorde faktisk kun oplevelsen endnu bedre. Jeg synes, at alle karakterer er castet til perfektion, og jeg ville gerne se en spin-off med ballonskipperen Lee Scoresby (Lin-Manuel Miranda) og shamanen Grumman (Andrew Scott), for de er nogle umådeligt elskværdige og interessante mænd. Serien fungerer også fremragende som eskapisme fra januars grå monotoni, og jeg ville ønske jeg ikke skulle vente så længe på tredje sæson, der forhåbentligt adapterer min yndlingsbog i trilogien, The Amber Spyglass. 
1. Normal People
På min førsteplads er der hverken vikinger, spøgelser eller hæsblæsende action, for Normal People er egentlig et ganske stilfærdigt drama, der dog er så utrolig veludført, at den øjeblikkeligt kravlede under huden på mig. På samme måde, som jeg blev helt blæst bagover af SKAM, har jeg haft en upassende stor interesse for to fiktive unge mennesker og deres on-off-forhold, der udfolder sig over flere år; startende på gymnasiet i en lille, irsk by. Serien bygger på Sally Rooneys roman af samme navn, som jeg også skal have læst, og uden at spoile for meget, sker der aldrig noget for alvor chokerende eller banebrydende i historien - den er bare virkelig godt fortalt, og Connell og Marianne er nogle ufatteligt sympatiske, realistiske karakterer, som jeg virkelig heppede på. Lenny Abrahamson har instrueret, og jeg kan også anbefale hans besynderlige, men enormt rørende Frank fra 2014, der har Michael Fassbender og Maggie Gyllenhall i hovedrollerne. 

2 kommentarer:

  1. Jeg er dybt imponeret over, hvor mange serier du ser og forholder dig til!
    Jeg er spændt på at læse, hvad du synes om den nye version af The Stand :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, ja, det er måske lidt i overkanten. :D Jeg har set mange serier lige siden jeg arbejdede i FONA, der var en evig kilde til ny inspiration og nørdesnak. De fleste af serierne ser jeg sammen med min mand, men det er nok mig, der vælger de fleste.

      Jeg er også selv lidt spændt på, hvad jeg ender med at synes om den nye The Stand! :D Jeg skal i hvert fald lige se de sidste tre afsnit, før jeg forsøger at gøre dom over den.

      Slet