mandag den 4. januar 2021

push us aside and render us obsolete

Jeg har forsøgt at svinge mig op til at lave en eller anden form for status over det forgangne år, men det bliver ikke rigtig til noget - selvfølgelig primært fordi jeg ligesom alle andre ikke har bedrevet ret meget. Min vanlige tv-serieopsamling er dog på trapperne, men på både musik- og bogfronten er min udvikling gået totalt i stå. Musikken skrev jeg om her, og jeg har egentlig også haft det fint med at træde lidt vande med velkendte bøger, der har været en kærkommen eskapisme fra gråvejr, mundbind og social distancering. 

Min fars sygdom og operationer i årets sidste måneder har naturligt nok lagt en dæmper på mit humør, men ellers har jeg faktisk haft det udmærket i det ellers ultimative rædselsår, 2020. Jeg har følt mig enormt skyldig over nogle gange at finde coronarestriktionerne befriende, men med en i forvejen lettere pessimistisk grundindstilling til livet og en tendens til overtænkning og katastrofetanker, har det på en eller anden måde ikke været så slemt som det kunne være for mig personligt. Det betyder dog ikke, at jeg slet ikke er negativt påvirket af det hele, og jeg håber sådan, at vi i 2021 kan vende tilbage til en eller anden form for normalitet. 

Noget af det allersværeste ved alt det her (siger jeg, der stadig er så heldig, at jeg ikke har haft sygdommen helt tæt på) er den kløft, der skabes mellem mennesker. Det føles overvældende pludselig at skulle tage stilling til mange emner, man ikke tidligere har skænket en tanke, og fronterne bliver virkelig trukket skarpt op i øjeblikket. Jeg vil meget gerne give plads til forskellige holdninger, og man behøver ikke at være enig om alting, men jeg synes det er svært at diskutere med folk, der ikke er villige til at vende tingene på hovedet og prøve at se dem fra en anden vinkel. Det gælder alt fra mundbind, institutionslukninger og frokoststuekultur til opførsel i supermarkedet og i offentlig transport (som jeg stadig prøver at holde mig fra), og det er ved at være trættende. Senest er jeg blevet mødt med idéen om, at alle os uden børn burde arbejde, imens kollegaerne med børn kunne blive derhjemme - og selvom jeg virkelig har forståelse for, at skolelukningerne er en kæmpe udfordring, har jeg sværere ved at forstå den manglende anerkendelse af det urimelige i dén anmodning. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar